Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Den aldrig stillestående zen-buddhist; bomben under småborgerskabets røvkedelige trummerum; alle rodløses godfather; hippien der var for hippie til at være hippie; unge, uheldige drukkenboltes fyrtårn i nøden og så videre, og så videre. Listen af slagkraftige titler lader nærmest til at være uendelig, når talen falder på det amerikanske forfatter-ikon Jack Kerouac (1922-1969).
Folk, som har rejst rundt om i verden, vil bevidne, at man igen og igen støder på mennesker, som anbefaler Kerouacs romaner og fortæller om deres egne oplevelser med dem. Han er praktisk talt obligatorisk læsning for alle rejsende, og når det er tilfældet, skyldes det ikke mindst hans fantastiske verdensklassiker fra 1957, On the Road (Vejene på dansk). Dens kradsbørstige, men samtidig følsomme attitude og dens fart rammer mange menneskers drøm om rejseeventyret (og om livet i det hele taget).
On the Road er en selvbiografi, og hovedpersonen er den unge forfatter og studerende Sal Paradise, hvilket er et pseudonym for Kerouac selv (navnene er konsekvent ændrede - ifølge romanens mytologi for at undgå potentielle sagsanlæg). Romanen indledes med, at Sal møder den vanvittige, balstyriske Dean Moriarty, som er rejst fra Denver til New York for at få brændt noget krudt af.
Tilsyneladende ikke uden grund, for han er sprængfyldt med energi: han taler hele tiden, skifter uafbrudt emne, finder konstant nye damer, arbejder som en hest, forsøger at skrive bøger - han er med andre ord altid i gang. Denne energibombe af en mand er en voldsom inspirationskilde for Sal, og den energi, han bliver smittet med, kommer til udtryk i det, som On the Road for alvor er blevet berømt for: rejserne på kryds og tværs gennem USA, som regel på tommelfingeren og uden en krone på lommen.
Der er to sider af Sals fascination af Dean:
"Det var ikke bare fordi, jeg var forfatter og havde brug for nogle nye oplevelser, at jeg gerne ville lære Dean bedre at kende, og fordi mit liv, hvor jeg holdt til omkring universitetet var nået hele vejen rundt og var blevet tomgang, men også fordi han mindede mig om en eller anden bror, der havde været væk fra mig længe."
På den ene side er tanken om at stryge afsted på uplanlagte eventyr fristende for Sal, der irriteres over universitetets intellektuelle dødbideri. Men på den anden side er der noget mere personligt tiltrækkende ved Dean. Det er denne dobbelthed, som munder ud i rejserne, og det kan bringe tankerne hen på alle tiders store grundform for rejselitteraturen: den ydre rejse kører parallelt med en indre rejse.
Det er den klassiske model, som man kender fra dannelsesromanen, hvor helten drager ud i verden for at vende beriget hjem såvel intellektuelt som følelsesmæssigt. I den forbindelse kan man i øvrigt bemærke, at Kerouac flere steder refererer til Goethe, som netop er en af dannelsromanens koryfæer.
Men hverken indholdsmæssigt eller sprogligt kan On the Road karakteriseres som en dannelsesroman i klassisk forstand. Lad os starte med indholdet. Fortællingen er fra begyndelsen præget af en sær form for melankoli, for eksempel når Sal fortæller om sine energiske venner, at "De styrtede ned af gaden sammen og sugede det hele til sig på den vilde måde, de havde det med, dengang i begyndelsen, og som senere blev så meget tristere og tommere og mere følsom."
Det er ikke nogen optimistisk karakteristik af rejserne, som lægges frem her. De erfaringer, rejserne fører med sig, bliver ledsaget af en melankoli, og det ser faktisk ud til, at personerne ender med at være en hel del mere bedrøvede, end de var fra start.
Man kan gætte på baggrunden for melankolien. Når man ved romanens afslutning hører, at Dean Moriarty har mistet evnen til at tale, kan det tænkes at have flere årsager: er det fordi, han har oplevet alt, hvad der er at opleve og derfor ikke har mere at fortælle?
Er han desillusioneret i forhold til fremtiden, som han ved ikke kan måle sig med fortiden? Eller har rejserne og vagabondlivet simpelthen bare brændt ham ud? Under alle omstændigheder er det tydeligt, at rejserne, oplevelserne, friheden ikke er en rosenrød utopi, som man ufortrødent kan kaste sig ud i. Det er en vigtig tvetydighed, som konstant gør Kerouacs fortælling ustabil, og som i øvrigt kan ses som grundlaget for de skærmydsler, han havde med den mere enøjede fløj af hippie-bevægelsen i tresserne. Hvis man kan tale om dannelse hos Kerouach, så er den i hvert fald dyrt købt.
Ikke desto mindre er det tydeligt, at Kerouacs roman bygger på en dyb fascination af det at være på farten, og det leder os til den sproglige side af sagen. Ifølge romanens mytologi tapede Kerouac en masse papir sammen til en lang strimmel, sådan at han slap for at skifte side på sin skrivemaskine, hvorefter han på speed og uden at sove i dagevis skrev den i ét stræk.
Om det nu er sandt eller ej, så er det i hvert fald tydeligt, at Kerouac sprogligt har bestræbt sig på at give indtryk af fart. Rejserne bliver beskrevet som nærmest maniske episoder, hvor der lynhurtigt bliver skiftet scene, og hvor personerne konstant gribes af tilsyneladende tilfældige indfald. Det hele foregår med en voldsom intensitet. Måske kan man i den forbindelse tale om, at rejserne alligevel har et dannende resultat: de giver Kerouac et særligt sprog, en verbal slagkraftighed og fart, som han bruger til at fortælle sin historie.
Da Kerouacs roman udkom, fik den amerikanske unge i hobetal til at flakke omkring på landevejene. Den frihed, som den vagabondiske livsstil medfører, blev, på trods af prisen, som Kerouacs personer betaler, oplevet som et ideal til efterfølgelse.
Senere blev de passionerede unge personer i hans bog en inspirationskilde for ungdomsoprøret, og hos nutidige læsere fremkalder den stadigvæk en underlig kriblen efter at droppe trædemøllen og stryge afsted. On the Road er den absolutte klassiker, når tankerne falder på at tage rodløsheden alvorligt og forfølge farten, friheden og eventyret.
smag på bøgerne – en bid om dagen
