Hjemme hos den danske familie

Oprettet: 17.01.2003 - 11:47

Hjemme hos den danske familiePluk i årets danske romaner, med familien som temaaf kritiker Mai Misfeldt


Der udkommer mange danske romaner. Også en del, hvor man kunne ønske at forfatteren havde nøjedes med at åbne skrivebordsskuffen i stedet for at poste sit manus til forlaget. Temaerne i den brede bunke af romaner fra år 2002 rækker fra den store historiske roman som Maria Hellebergs næsten 900 sider lange Kærlighedsbarn, en roman om Struenses datter med dronning Caroline Mathilde, til Jakob Vedelsbys lille minimalistiske sag Himlen må vente om Jackson Neander, en mand, der leder efter sine egenskaber som menneske og som forfatter.

11. september
Den 11. september har naturligt nok sat sine spor i den nye prosa, smukkest, tror jeg, hos Sven Holm i Den anden side af Krista X, som er en roman, der handler om, hvad der sker, når det onde ikke bare bryder ind i to tårne, men så at sige bryder ind i et menneske. Også hos Svend Åge Madsen, der ikke uden grund har fået tilnavnet Hjerne Madsen, har den 11. september dannet klangbund for en spekulativ og uregerlig roman-rutschetur, hvor virkeligheden, med Madsensk tæft for det flersporede, spalter sig ud for den unge hovedperson, som har været så uheldig at miste sin ubevidsthed…Den ugudelige farce handler om vores egen religiøse fanatisme og er på alle måder en hyldest til fortællingen, fornuften og den frie vilje.

Senere på året fulgte Svend Åge Madsen og hustruen Bendte Ingerlise Madsens fællesfortælling Engleskyts, udgivet under det før benyttede pseudonym Marianne Kainsdatter, som med løsere hånd og i en mere umiddelbart underholdende form fortsatte undersøgelsen af vores egen lille lokale fanatisme og ondskab.

Også Anne Marie Løn kastede sig over den lokale fanatisme i form af indremissionens løgn og fortielser i romanen Hvis barn... En grufuld historie om familiens løgne, som bogstavelig talt kræver mere end et barneoffer.

Den kære familie
I det følgende vil jeg se lidt nærmere på et par af årets romaner, som netop har familien som tema. Familien har altid været et emne, også i dansk prosa. I år har temaet været særdeles markant. Er den store verden ude omkring fuld af vold og grusomhed, er den lille verden indenfor familiens fire vægge det ikke mindre. Måske har den påtrængende og eksistentielt skræmmende terror rundt om os været medvirkende faktor til, at blikket så modigt og sikkert er blevet vendt indefter hos tre midaldrende mænd, der på hver deres vis blotter en barndoms fortræd.

Vagn Lundbye har efterhånden et stort forfatterskab bag sig. I sine bøger har han ikke mindst talt naturfolkenes og dyrenes sag. Krævet en respekt for de væsener, der ikke selv har sproget og magten til at forsvare sig. Hvordan det føles at være den, der ikke kan forsvare sig, men bare må se til og bivåne en vanvittig og grundløs ondskab, giver Lundbye et stærkt billede af i sin selvbiografiske roman Trefoldighedsbarn. Romanen, som indbragte ham Akademiets store pris på 300.000 kr., er en rystende skildring af et barns ukuelige forsøg på at skabe mening i en verden, der synes ramt, ikke af renhed, men af den pure galskab. Emil, som forfatterens alter ego hedder, udsættes romanen igennem for sadistiske pinsler af faderen, hvor det at blive feset i ansigtet, eller få tømt pispotten ud over sit sovende legeme, hører til de mindste. Det kommer så vidt, så fader-mordet synes eneste udvej. Parallelt med fortællingen om Emil løber beretningen om den hvide mands overgreb på den tasmanske urbefolkning, fortalt af en kvinde, der på mystisk vis har inkarneret sig i den Tigerslange, der i romanens begyndelse rammer forfatteren i hovedet, og via sit potentielt dødelige bid får forfatteren til at erindre sin barndom. Denne konstruktion er umiskendeligt romanens Lundbye-mærke. Et mærke, som bibringer romanen en vis unødig klumset og selvretfærdig tyngde, men samtidig på interessant vis er med til at bryde barnefortællingens fremadskridende kronologi.

Digteren Henrik Nordbrandts Døden fra Lübeck er ikke en roman, men derimod erindringer. Men de adskiller sig fra gængse erindringer ved at have fiktionens lethed over sig. Det er ikke en munter barndom Nordbrandt graver frem, tværtimod er det en ensom og følelsesforladt omgang, og den unge Henrik ender da også op med en anoreksi (deraf Døden fra Lübeck). Men Nordbrandt har en på én gang overbærende og kynisk distance til sit ophav og sin egen person. Døden fra Lübeck er egentlig sørgelig læsning, alligevel er man gang på gang ved at falde ned af stolen af grin. Bagefter har man både alvoren og humoren i baghovedet, præcis som når man læser Nordbrandts digte.

Man morer sig også når man læser den dramatikeren Erling Jepsens: Kunsten at græde i kor. Det er en roman, men en roman med selvbiografiske træk. En grum grum historie om de psykologiske og fysiske overgreb, der kan foregå i en lille pæn provinsfamilie, set gennem en ung drengs øjne. Erling Jepsen kan skrive scener, som sidder. Og i romanen registrerer han præcist barnet, der uanset hvor grotesk tilværelsen er, forsøger at samarbejde. Erling Jepsen har endnu kun 2 romaner bag sig, men han er en forfatter man bør holde øje med.

Barndom er også emnet for Bent Hallers fine roman Sinkeklassen, som er et stort forsvar for de skæve eksistenser, og for al den energi, der kan syde og boble inde i selv det mindst samarbejdsvillige og af alle voksne opgivne barn. Sinkeklassen er en roman uden plot, den er faktisk som de personer, den beskriver, lidt tumpet og meget elskelig.

De yngre forfatteres "familier"
Også de yngre danske forfattere kredser omkring familien. I Løse ender skriver Christina Englund om en lille dansk familie, eller måske rettere fragmentet af en familie. Hos Englund er den borgerlige familie for længst brudt sammen, der er ingen autoriteter tilstede mere. Familien er som et strikketøj, garn, der tilfældigt er nørket sammen og som kan trævles op igen. Englunds bog er en meget stille bog, så stille, så man som læser desværre også er tæt på at gå i stå.

Det er også det stille liv, der kredses om i Trisse Gejls Stilleben, men det er en stilhed, der heldigvis bliver brudt. Romanen handler om en ung kvinde i begynderfasen af det, der kaldes at etablere et familieliv, som langsomt erkender, at det måske sket ikke var dét, hun ville – leve som et perfekt stilleben af far, mor og barn indenfor de cementerede kønsroller. Trisse Gejls roman henvender sig især til yngre kvinder, og til dem skriver hun underfundigt og troværdigt. Kim Fupz Aakesons roman Mellemvægt kunne måske så omvendt i højere grad interessere de mandlige læsere, i og med at den handler om mænd og deres søgen efter identitet – i dette tilfælde indenfor boksesporten. Men det handler også om mænd, som ikke kan finde ud af det med familien, mænd som føler sig små og magtesløse så snart de er uden for ringens sikre regler.

Der er rigtig mange, der har haft Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Denne ret fantastiske titel på Helle Helles bog vil forhåbentligt lokke nye læsere af begge køn til. Vil man læse en på én gang hylende morsom, totalt underspillet og hyperrealistisk roman om den lille familie, så er Helle Helle så afgjort et godt valg. Hendes dialoger er noget af det mest virkelighedsnære man kan komme, en værdig arvtager til Gittes monologer, og samtidig er det hele løftet elegant og velskåret ind i fiktionens ramme. Dansk hverdag med kunstnerisk format.

Familien som løgn
Jens Christian Grøndahl fik stor succes med Et andet lys. Romanen spiller på sæt og vis familien baglæns. På de første sider finder den midaldrende kvinde Irene Beckman ud af, at hendes mand er utro og snart er skilsmissen en realitet. Og nu begynder så kvindens fysiske såvel som mentale rejse tilbage gennem tiden, tilbage til den hun var, før hun blev et med den rolle, som familien og dens væsen tildelte hende, og tilbage til de tidligste, nu genfundne, rødder. For Irene Beckman var familien blevet en løgn, en form for sikker maskine, som hun dybest set var faldet i søvn i. Hjemme er ikke altid bedst, eller måske skal hjemme defineres på nye måder.

I årets danske romaner får man et blandet bud på hvad hjem har været, ikke bør være og også kan være.

0
Din bedømmelse: Ingen