Historien om en familieskandale

Kim Leine fortæller i romanen Valdemarsdag historien om det mord hans farfar begik på Valdemarsdag 1938 i København.

Romanen er rigtigt spændende og skildrer blandt andet, hvordan farfaren efter det brutale mord vandrer frit omkring i København, mens politiet jager ham. Kim Leine forklarer i interviewet, hvorfor hans farfar Erik handlede som han gjorde.

Hvordan påvirkede det mord din farfar begik din familie?

Mordet var den familieskandale som alle kendte, men ingen talte om. Dermed kan man sige at det grundlagde en tradition for hemmelighedskræmmerier og skam. Især min farmor havde det svært med det. Dengang det skete, tilbage i 1938, var alle avisernes forsider plastret til med mordet i Pisserenden, indeholdende hendes og hendes nærmestes navne samt fotografier af de involverede, deriblandt hende selv, den troløse og letlevende hustru der svigtede mand og barn for at leve i sus og dus sammen med en rigmand. Sådan blev hun fremstillet i samtlige aviser. Sympatien var helt og holdent hos hendes mand. Og mordet blev omtalt i næsten beundrende vendinger. Her var endelig en mand der gjorde noget ved sagen! Så det var et frygteligt traume for min farmor at blive eksponeret på denne måde. Hun kom aldrig over det. Hun udviklede et mærkeligt sværmerisk, urealistisk og selvbedragerisk forhold til livet og til andre mennesker, og denne indstilling tror jeg i mere eller mindre grad er gået i arv til hendes børn.

Jeg vil lige pointere at jeg elskede min farmor. Hun var en af mine bedste venner, hun lærte mig at bande på dansk og at ryge cigaretter med schwung. Jeg holdt hende i hånden da hun døde som 89-årig.

Hvad betød Eriks barndom for hans handlemåde og hans livssyn? 

Erik havde et meget kompliceret forhold til sin far der var sadist og hysterisk religiøs. Det religiøse tog han afstand fra alle dage, men den voldelige side forfulgte ham, især da han var ung. Da han blev ældre, var han så vidt jeg ved en hensynsfuld ægtemand. Forholdet til faren har, tror jeg, skabt en voldsom uforløst vrede i ham som krævede udløsning på en eller anden måde. At det skete ved at han bankede sin kone – og sandsynligvis sin dreng – tror jeg han alle dage i stilhed skammede sig over. At han udlevede vreden ved at slå vognmanden ihjel fortrød han aldrig. Denne enøjede fanatisme havde han uden tvivl arvet af sin far.

En anden karakteristisk ting ved hans livssyn var hans forhold til kvinder. Han betragtede dem tydeligvis alle som en som ludere. Dette kvindesyn tror jeg har været et resultat af en vag og underkuet mor, en frigjort storesøster (urluderen i hans liv) og de seksuelle eskapader til søs som han blev kastet ud i allerede som 14-årig. Det skal siges at dette nedgørende kvindesyn slet ikke var usædvanligt dengang, jævnfør avisernes omtale af min farmor efter mordet.

 Hvorfor bestemmer din farfar sig til at begå et mord på sin kones elsker? 

Det drejer sig overfladisk set om et jalousimord, men inderst inde var han ligeglad med både kone og barn. Kernen i hans adfærd tror jeg har at gøre med en følelse af at være blevet ydmyget, og det raseri denne følelse skabte i ham. Man kan sige at det han begik, var et æresdrab mere end noget andet. Aviserne har utvivlsomt bekræftet ham i opfattelsen af at have begået en ærefuld handling. I dag lever denne mentalitet jo stadig i bedste velgående i sydeuropæiske og arabiske lande. Hos os er den heldigvis fortid, men vel at mærke en meget nær fortid.

I øvrigt er skrækken for at blive ydmyget noget der sidder rigtig dybt i de aller fleste mænd, også i dag. Det er ikke kun bandemedlemmer der hele tiden kræver "respekt", det er i lige så høj grad ganske almindelige ægtemænd og familiefædre der konstant er bange for at blive trådt over tæerne, enten på arbejdet eller derhjemme. Jeg tror denne angst hænger sammen med mandens problemer med at finde fodfæste i det moderne samfund. Vi er alle sammen hulemænd i jakkesæt.

Føler han ingen skyld? 

Nej, han følte aldrig skyld. I sine erindringer, 200 maskinskrevne ark, bruger han meget plads på at retfærdiggøre sin handling og fremstille sit offer som en upålidelig svindler. I egne øjne reddede han sin kone og sit barn fra alskens ubehageligheder ved at slå hendes elsker ihjel. Hvorvidt han så mente handlingen havde haft den ønskede virkning – at min farmor og far fik et bedre liv som følge af den – kunne eller ville han aldrig svare på.

Det virker som om mordet blev et vendepunkt i Eriks liv, hvad var forandret efter mordet? 

Jeg tror han først og fremmest følte en lettelse ved at slå manden ihjel og dermed følge en dyb drift i sig selv (som rigtig mange mænd deler med ham). Mordet fungerede jo så også, som nævnt ovenfor, som en æresoprejsning efter hans følelse af ydmygelse. Endelig tror jeg rutinerne og disciplinen i fængslet har bekommet ham vel, de faste tider, hierarkiet, den fysiske træning. På mange måder har det mindet ham om barndomshjemmet. Disse rutiner fulgte ham jo også gennem hele livet, og endte med at slå ham ihjel. Han fik hjertestop mens han lavede de daglige 1600 armbøjninger.

Hvordan var dit forhold til din farfar? 

Det var fuldstændig som beskrevet i Valdemarsdag. Jeg fik en smule kontakt med ham i 80’erne. Han var hjemme hos mig og min daværende kone en gang, han besøgte os på fødegangen da min søn var født, og to dage senere døde han pludselig. Jeg studerede i skjul hans ansigt for at se om vi lignede hinanden. Og der var måske et træk omkring munden, en hængen i mundvigene der altid får mig til at se så alvorlig ud, men det træk har jeg også fra min norske morfar, så det er svært at sige. Jeg har tit spekuleret på om jeg ligner ham i karakteren, og måske har jeg noget af splinten; anlægget til fanatisme, stædigheden, evnen til at fokusere på én ting indtil den er færdig. Det kan være farlige evner, men de kan også styres over i noget konstruktivt. Så alt i alt er jeg ikke ked af min arv.

Hvordan fik du ideen til titlen? 

Den var en gave. Jeg er ærlig talt ikke så meget inde i danske helligdage, så jeg wikipediede datoen og opdagede så at det var Danmarks nationaldag! Det satte mig på sporet af det historiske aspekt og tidsaspektet; det tyvende århundrede som en historie om mandlig vrede koblet sammen med Eriks personlige vrede som han udlevede ved at svinge loddet fra et bornholmerur. Og han svingede jo virkelig det lod, og han gjorde det virkelig om morgenen den femtende juni, på Valdemarsdagen, mens hele landet blafrede af rødhvide flag. Det hele passede sammen. Titlen kunne ikke have været en anden.