Historien om en eventuelt pårørende

Oprettet: 21.08.2008 - 18:06

Romanen 'Eventuelle pårørende' er et stille socialrealistisk billede af hjemmehjælperen Helle. Hun har døde fugle liggende i sin fryser ved siden af sine morgengifler. Romanen er Dorthe de Neergaards debut for voksne og handler om ensomhed. I interviewet giver Dorthe de Neergaard svar på, hvilke tanker hun har gjort sig da hun skrev romanen.

Hovedpersonen Helle er en velfungerende hjemmehjælper, hvordan finder hun overskud til at drage omsorg for de gamle?

Ja, hun er velfungerende, men kun på overfladen. Jeg ville skildre et af disse her tilsyneladende almindelige mennesker. Der findes så mange ’falske’ mennesker – folk, der virker søde, venlige, høflige, ja, måske lige præcis omsorgsfulde – på overfladen, men som i virkeligheden er ’underskudsmennesker’ – folk, der handler ud fra et uhyre underskud i dem selv. Venlige og omsorgsfulde udadtil, men med en stor vrede eller sårbarhed nedenunder – i virkeligheden har de intet at give af. Det er sådan et menneske, Helle er i mine øjne. Hun handler ikke ud fra et overskud, men et underskud.
Den slags mennesker taler ofte dårligt om andre. De får deres vrede ud der. Venligheden er kun en tynd fernis, hvor vrede og frustration bobler ud igennem.

Men ud over at Helle er et ’underskudsmenneske’ er hun også uden for gruppen, sine kollegaer, så hun har rent faktisk ikke engang mulighed for at bagtale. At bagtale kræver jo også en relation, hvor overfladisk den end kan være, så dog en relation – og den har Helle ikke – endnu et udtryk for den ensomhed, jeg har søgt at skildre fra alle mulige vinkler.
Helle er i mine øjne professionel venlig og drager professionel omsorg. Og netop omkring det har jeg selvfølgelig tænkt en hel masse. Vi har efterhånden et samfund fuld af professionel omsorg – og i mindre grad personlig omsorg. På den måde kunne Helle lige så godt have været sygeplejerske, psykolog, præst, læge osv. Eller luder, som Sandra og Simone, som Helle jo er tæt på at sammenligne sig med. Helle sælger også en ydelse. De sælger nydelse, men føler intet selv. Helle sælger også – gennem kommunen – en ydelse, og lidt nydelse, men føler intet selv. Ikke før hun møder Gerhard.
Og hermed ikke sagt, at det er forkert eller falsk at være sygeplejerske eller præst eller et andet professionelt omsorgsmenneske – for det mener jeg slet ikke. Jeg ser bare også en bagside – og den kan blandt andet være knyttet til ensomheden.
Mit projekt var at beskrive ensomheden – og trænge ind i den gåde (for mig), at man kan lade være med at melde sig som pårørende, hvis det som her er ens mor, der er død. Men det var ikke den dødes liv, jeg ville skildre – kun have det som omdrejningspunkt – som billede på den yderste ensomhed – det at dø i ensomhed uden mennesker, der ønsker at give sig til kende som pårørende.
Men selv om man er død i ensomhed, må der jo – i hvert en gang imellem – være et menneske i den anden ende. Måske en, der ikke melder sig. Og hun er måske endda ’normal’ … på overfladen. Som Helle.
Helle skulle være et menneske med mange kontakter, en professionel omsorgsperson, fordi ensomheden vises meget tydeligt i forholdet til andre, og gerne mange andre. Fordelen – i forhold til mit projekt – ved, at hun er hjemmehjælper, er så yderligere, at hun lukkes ind i andres hjem – altså i privatzonen. Heri ligger der flere muligheder for beskrivelse af det private, det hemmelige, det sårbare, end hvis hun havde været præst, psykolog eller læge – hvor borgerne jo træder ud af deres hjem og henvender sig dem, i en form for offentligt rum.
Helles omsorg er ikke båret af et overskud. Hun forsøger kun at overleve. Hun kører på rutinen. Det er automatpiloten, hun sætter på. Når hun er sød, snakker hun folk efter munden. Hun har hørt alt før. Og hun har svaret det samme før, helt frem til hun er ved at bryde sammen, og der går kludder i løgnene. Hun bliver jo fornærmet, når f.eks. Mona ikke har fortalt hende alt – så braser hendes verden sammen, hun er tvangsneurotiker, alt skal have sin faste form, og hun har brug for Monas liv til at gemme sig bag.
Men alle – også dem Helle passer – har deres løgne og deres ensomhed, som de ønsker at værne om. Så det er blot hendes arbejde at være omsorgsfuld, og det er det eneste, hun har lært hjemmefra, og så er hun det. Hvis hun holder op, skal hun til at tage stilling til sig selv; til sit liv, sin mor, til Anna Iben, til Gerhard, at der ikke har været kærlighed i hendes liv. Så ville hun være nødt til at mærke efter. Og det er alt, alt for smertefuldt. Hun ændrer sig ikke.
Så jeg har søgt at tegne et billede af ensomhed i vores del af verden, hvor jeg har taget udgangspunkt i det normale, det genkendelige, og så trængt ind bag overfladen for at beskrive et himmelråbende ensomt menneske.

Og hvad er det hun har for med de døde fugle?

De døde fugle er det symbol, jeg blandt andet har valg til at beskrive Helle igennem. Og så er det faktisk en ’ægte’ historie fra det virkelige liv, jeg engang har hørt: en kvinde, der samlede døde dyr op og lagde dem i sin fryser, for så senere at begrave dem. Det var en historie, der dengang gjorde indtryk på mig. Det gibbede i mig, jeg gøs og grinede, der var noget grotesk i det – og det er ofte for mig den rigtige følelse at skrive på.
Så jeg gav Helle den mani at samle på døde fugle og digtede videre – forsøgte at forstå et menneske, der gør det. Hos Helle bliver der næsten tale om en form for ’ægte omsorg’. Helle bekymrer sig virkelig for fuglene, men for mig at se er det jo en syg form for omsorg. Og desuden fuld af tvangshandlinger omkring begravelsesritualerne. Fuglene er kolde – og helt konkret døde relationer. Helle har ingen. Jeg synes, det var et trist billede, en sørgelig handling, at passe på døde fugle. De er jo ikke engang kæledyr – de er døde, bare noget hun finder – de er ingen, de er som Helle selv. Måske kan hun se sig selv – eller sin mor i dem. De døde fugle er jo også på forskellig vis kædet sammen med moren, som det antydes til sidst.

Titlen 'Eventuelle pårørende' er meget dobbelt, hvorfor har du valgt den?

Den dækker mit emne – ensomheden – samtidig med at perspektivet rykkes. Det flimrer. Det er ikke så enkelt, intet er enkelt. Der er aldrig kun et svar på et spørgsmål. Og så tog jeg helt konkret udgangspunkt i de dødsannoncer, hvor ’eventuelle pårørende bedes henvende sig’ og følte, at de næsten var som et råb ud i intetheden: Findes der nogen – derude? Eventuelt … måske … Og der er bare stille … der ligger et tavst fortvivlet råb, næsten som var det fra den døde selv.
Jeg tænkte, som de fleste af os nok umiddelbart tænker, at hvor må det dog være forfærdeligt at dø i ensomhed, uden pårørende. Findes der noget mere ensomt? Men så tænkte jeg videre: hvad nu hvis der rent faktisk er pårørende, men de ikke melder sig? Det er også udtryk for en form for ensomhed. Og så er de jo netop i mere end én forstand eventuelle pårørende. For kan man overhovedet kalde et menneske for pårørende, hvis hun ikke ønsker at være det, ikke ønsker at henvende sig? Er hun så ikke nærmere en eventuel pårørende, en måske pårørende? Er hun en pårørende, eller er hun ikke en pårørende? Hvor ligger grænsen til ikke-pårørende? Helle bevæger sig i grænselandet. Hun ønsker ikke at være en pårørende, men morens stemme hjemsøger hende – og Anna Iben. Noget er sket, der ligger en historie bag det valg ikke at henvende sig.
Det er den eventuelle pårørendes historie, jeg har valgt at fortælle.
 
Hvordan fik du ideen til din roman?
 
Det er svært at sige helt præcist. Noget har jeg beskrevet før – dødsannoncerne, den ensomhed der ligger der, historien om kvinden, der samlede på døde dyr. Mange forskellige tanker, der føjer sig sammen og tegner et billede til en historie.
En del af min oprindelige idé var at fortælle en historie om en historieløs person – ja, i sig selv et paradoks. Og en næsten umulig opgave skulle det vise sig. Jeg ville faktisk ikke fortælle noget som helst om Helle. Læseren skulle være klogere end Helle, men jeg måtte lække lidt informationer. Det er stadig meget sparsomme oplysninger, vi får om Helle, men noget måtte jeg give – for at hun – og bogen – blev interessant.
Noget af det umulige i opgaven var, at man jo for det første ikke kan skrive en historie om ingen historie – for det andet at vi som mennesker altid indeholder en historie. Selv om man – som Helle – ikke vil kendes ved den. Så jeg planlagde Helles historie for så bagefter ikke at skrive den. Jeg måtte planlægge alle de historier, hun skulle høre, som tilfældige og genkendelige, men som noget der alt sammen på den ene eller den anden måde spejlede Helle. Jeg ville vise hendes historieløshed gennem de andres historier. Hun stjæler sine borgeres historier og bruger dem til at gemme sig bag, men også til at opbygge sin egen historie eller løgn gennem. De andres livshistorier relaterer sig til et punkt i Helle. Det er blevet en stor del af bogen.
En anden tanke, der ligger bag mit arbejde, er, at jeg ville skildre et uformående menneske. En, der bare ikke kan ændre sig eller gøre det bedre. Igen er det tanker, der er opstået ved at iagttage og leve i vores tid. En tid, hvor selvhjælp og selvudvikling og man fristes til at sige selvcentrering – er meget højt på programmet. Denne selvdyrkelse er næsten vores religion, en dybt individualistiske – og på mange måder meget ensom – ’religion’. Vi er jo nærmest svage, hvis vi ikke ’handler på’ – ’tager aktion på’, som det så grimt hedder – altså ændrer os, udvikler os – og det gerne på fem eller ti uger. For vi har jo også travlt. Vi skal lige jo nå at fikse sjælen – ud over at vi skal være tynde, smukke, unge, lykkelige og succesfulde, helst på ti uger, ellers er vi intet. Og værst: det er vores egen skyld. Tag aktion.
Men, der er nogen, der ikke kan – som ikke engang tænker på at ændre sig. Og ikke mindst – der er noget i os alle sammen, vi ikke kan ændre. Vi er alle sammen ’uformående’ et eller andet sted. Der vil altid være noget, vi ikke kan ændre, en rest, et mønster fra barndommen, som næsten er blevet karakterdannende.
Det, jeg ser, er, at vi har bevæget os meget langt væk fra ’kollektivtanken’ – forstået sådan, at i 70’erne var tanken ’det er samfundets skyld det hele’. Nu er det nærmest blevet en vittighed, i hvert fald ikke noget et fornuftigt menneske kan tro på, eller endnu værre – sige højt. Nu er det ’din egen skyld det hele’, og det er faktisk et meget stort pres for de fleste – og det kan undre mig, at vi så nemt har godtaget det pres. Muligvis finder vi også noget af grunden til, at så mange bukker under med stress her. Jeg tror, vi snart skal samle de to yderpunkter og se på, at når så mange mennesker har ondt i sjælen og bukker under, så ligger noget af forklaringen også i det samfund, vi har valgt at have. Vi kan ikke selvudvikle os ud af problemerne, for noget ligger i gruppestrukturen – og den ensomhed den blandt andet også afføder. Det er noget af det, jeg har forsøgt at synliggøre gennem alle de ensomme mennesker, der er i min bog, og ikke mindst gennem Helle, ved netop ikke at lade hende udvikle sig, lade hende være fanget i sin livsløgn. Det er ikke kun vores egen skyld det hele. For vi er jo altid og til alle tider afhængige af andre mennesker. Vi er ikke alene, selv om ensomheden blomstrer.
 
Du tager tabuer som ensomhed og død op i din roman, hvorfor?
 
Ensomhed fylder efterhånden utroligt meget i vores samfund. Nogle af de reaktioner, jeg har fået fra folk på bogen, er netop, at de oplever, ensomheden som måske et af de allerstørste problemer, vi har i vores samfund. Vi lever meget hver for sig. Og det kan også sagtens være i ægteskaber og parforhold. Man behøver jo ikke at være ensom, når man lever alene. Vi har så travlt - med at arbejde, med at holde facaden, med at blive tynde på ti uger, og rige ved at visualisere biler og både eller hvad det nu er, der er dagens orakelkur i skysovs på vores indre tomhed – eller skal vi kalde den ensomhed?
Vi ser ikke så tit mennesket foran os – jeg mener ser – virkelig ser, ikke mødes. Vi mødes jo, vores veje krydses. Men ved vi, hvem vi har over for os? Hvem er hende vores kollega, vi har arbejdet sammen med i 20 år? Hvem er vores mor eller søster? Er verden, som vi tror, den er?
Derudover er der mange mennesker, der ikke har ret mange relationer, og nogle har slet ingen.
Mange gamle mennesker kan for eksempel på mange måder være meget ensomme. Mange har mistet hele deres egen generation – ægtefælle, søskende, venner, udover forældrene selvfølgelig, og måske endda også børn og børnebørn, i hvert fald på den måde at de sjældent får besøg – af den ene eller anden grund. Det kan jo være, de ikke selv har været særlig søde eller omsorgsfulde, mens tid var, som Leif Jensen – og så kan man jo sige, at der ofte er kontant afregning ved kasse 1. Men det kan også bare være, at børnene har travlt med deres eget og sjældent når forbi. 
Men det er jo ikke kun gamle mennesker, der kan være ensomme. Det kan hjemmehjælperen, der kommer og bader og hjælper og lytter til deres levede liv, jo også være. Som Helle. Og her næsten endnu mere, forbi det ikke er legitimt. Der er en stor skam forbundet med ensomhed i vores samfund, koblet til at man heller ikke må ligge nogen til last. Der er mange elementer i det.
Så jeg har ønsket at tegne et billede af ensomhed – på mange planer. Alle personerne i romanen er jo dybt ensomme, på den ene eller den anden måde. Noget af den ensomhed har jeg så forbundet med døden – fordi jeg tog det udgangspunkt, at den yderste form for ensomhed måtte være at dø i ensomhed – men det udviklede sig. Det er jo langt værre at leve i ensomhed, end at dø i ensomhed. Men igen – livet og døden hænger sammen. For hvis man dør i ensomhed, og ingen ønsker at melde sig ved en efterlysning af pårørende (og man fraregner, at folk ikke henvender sig, fordi de er bange for at skulle betale for begravelsen), så har man nok også levet i ensomhed. Nogen har i hvert fald. Jeg siger ikke alle. Livet – og døden – er jo mangfoldigt. Dette her er mit billede, mit bud, på det.
 
Det er tydeligt, at relationer mellem mennesker interesserer dig, hvorfor? Og hvordan?
 
Sådan har det bare altid været. Jeg elsker mennesker, og jeg undrer mig så tit. For mig er relationer og følelser for og til andre mennesker, bare det vigtigste og også det allermest interessante og tankevækkende overhovedet. For på hvilken måde vi er mennesker? Det er vi jo ikke alene. Vi definerer os altid i forhold til andre. Vi forholder os til ’et du’, til en anden. Til relationen. Også selv om vi er ensomme – så er det bare ’et tomt du’, vi forholder os til, kan man sige. Ensomhed kan jo blandt defineres som fravær af relationer. Men ikke kun – ensomhed er også en følelse, der kan opstå hos os alle – selv hos folk med stærke og dybe relationer. 
Relationer er interessante, for vi er jo – ikke engang som dybt ensomme mennesker –  øde øer. Selv relationsløse mennesker interagerer. Som for eksempel Helle, der køber to kager hos bageren, for at ekspeditricen ikke skal tænke, at hun er ensom. Helle – der kun har sig selv – indtænker alligevel et du, og hun forholder sig til den skam, der er forbundet med ensomhed. Men det hele foregår inde i hendes hoved. Eller når hun vinker eller ikke vinker til manden på den anden siden af gaden. Hun forholder sig til en anden. Eller når hun får besøg af Anna Iben, som måske er død, måske levende, måske aldrig har været født, måske er virkelig, måske er hendes datter, måske hendes søster. Eller når hun hører sin dødes mors evigt irettesættende stemme. Det er kun tanker og syner, men – selv når der ikke er nogen, er der alligevel nogen, et du. Så konstruerer vi bare selv den anden, og relationen, i tanken. For mig bliver den slags ’indholdstømte relationer’ endnu et billede på ensomheden. 

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)