Herre stå mig honningbi
af Mirian Due Steffensen, studerende Århus Universitet

Er salmer blevet noget, der kun kan synges til jul, og mindst skal have et par århundrede på bagen for at være 'rigtige' salmer?
Simon Grotrians seneste bog 'Jordens salt og verdens lys' udfordrer den opfattelse. Den har mærkatet 'salmer', men stryger ikke salmetraditionen med hårene. Den klipper, plukker og piller i sproget, mens tematikkerne liv, død og tro stadig er det faste omdrejningspunkt, som i tusindvis af salmer forud.
 
Simon Grotrian: Jordens salt og verdens lys
Salmer
Borgen 2006
 
Familien er samlet i den hvidkalkede kirke. Kordegnen står foran kisten. Han løfter stemmen: 'Vi synger nu nr. 463;' menigheden istemmer: 'Nogle synes, det er sært/i den mørke kælder/at jeg spiser prinsens ært/troens frikadeller.'

Bagefter ved graven synges: 'jeg øver mig ofte på himmelske vaner/i gravenes indre er motorvejsbaner.'
Og til sidst en bøn fra præsten: 'Vorherre jeg blev støv for dig/du tørrede det sammen/…/så lad mig flyve op i dag/hvor intet støv skal tørres af/og koge grøden, amen.'

Sådanne salmetekster er nok svære at forestille sig i salmebogen og brugt i kirken. Ikke desto mindre bærer disse tekster fra Simon Grotrians nye bog slet ikke deklarationen 'digte', som bøger fra hans hånd plejer at gøre, men lige netop dette ord 'salmer'.
En salme er en sang med et kristent budskab, der kan bruges til gudstjenester. Det med brugen halter nok, men det kristne budskab er der ingen tvivl om. Simon Grotrian er selv kristen og ikke ude på at latterliggøre salmetraditionen.
 
De gamle kaptajner i kamp med sproget

Teksterne omhandler himmellængsel, død, opstandelse og sjæleliv. De rummer store antiteser som i den bryske Kingos salmer og inderlighed som hos den følsomme Brorson.
Der er mange samplinger af gamle kendinge: F.eks. er ord som 'barn Jesus' og 'guldterning' stjålet fra henholdsvis 'Barn Jesus i en krybbe lå' og 'Morgenstund har guld i mund.'

Udover disse litteraturhistoriske plukkerier, er der også inspiration fra salmedigtere som symbolisten Jakob Knudsen og romantikeren B.S. Ingemann.
Simon Grotrians patos og til tider sorte symbolisme er nemlig ikke mindre i denne bog end i hans tidligere digtssamlinger. Det ses bl.a. i samlingens mange aften- og morgentemaer: 'Herre, hjælp din nat er verdens største skygge', 'Aftenstjernen sættes da på smertesvages Golgata' og 'morgensolen vælder ud af ærmegabets junihud.'
 
Grotrians ark

Alligevel bliver de fleste, der vil læse Grotrians nye bog med salmebrillen på nok nødt til at sukke: 'Vorherre, stå mig honningbi!' For 'man har skænket mig et ark,' skriver Grotrian. Og dette ark sejler han som altid over vilde dønninger: Op i det højstemte, romantiske sprog og ned i det vanvittige og skøre.
Læseren bliver let søsyg af alle disse op- og nedture. Det kan være vanskeligt at vide, hvornår det er tid til at forstumme over eksistentialernes bølgehøjde eller skraldgrine over sprogets uventede skumsprøjt. 
  
Kaptajn Grotrian derimod lader til at være dejligt uberørt af passagerernes hvin og skrål på dækket. Hans digtsamling tager hverken hensyn til idiosynkrasi overfor religiøs fundamentalisme eller salmetraditionens højtidelige selvforståelse.
Så er man ikke ræd for bølgegang, kan både præst og kætter få gode grin, ord til sand inspiration og ikke mindst sproglige oplevelser fra en bevinget pen.      
    
Har du lyst til at snakke salmer og tradition med Mirian Due Steffensen:  

Læs Simon Grotrian's Jordens salt og verdens lys