Af Jon Helt Haarder, lektor på Institut for litteratur, kultur og medier, Syddansk Universitet, medredaktør af www.henrikpontoppidan.dk
Rigtige romaner? Sådan nogen med spændende handlinger og mange personer, sådan nogen der spejler hele Danmark i deres klassiske prosas store lærred? Jo, men så skal du læse Henrik Pontoppidan, han skrev rigtige romaner!
Nogenlunde sådan kunne man beskrive Henrik Pontoppidans ry og rygte i den læsende offentlighed og i litteraturhistorien. I skolen er historien en lidt anden og dog den samme. Her læser man, ikke mindst efter indførelsen af en obligatorisk kanon, kortere tekster af ham, skitserne og novellerne, men stadig som realistisk-pålidelige billeder af Danmark på vej ind i det moderne.
At Henrik Pontoppidan der i 2007 ville være blevet 150 år, er en af de store prosaister i dansk litteratur er helt sikkert. Måske er han ligefrem vores største romanforfatter. Men faktisk var han samtidig en elendig romanforfatter, hvis man med romaner mener sådan noget mainstream-noget der kan afvikles på 250 sider. Han skrev nemlig enten for langt eller for kort. Mest berømte er de tre skrumler: Det forjættede land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Den sidste indbragte ham Nobelprisen i 1917. De tre står stadig som noget af det mest spændende, bevægende og satirisk morsomme i dansk romankunst, og jeg vil varmt anbefale enhver at læse dem, men ingen af dem kan være i ét bind.
Man kan også læse kortere romaner af manden, men så kommer de ned på omkring 100 sider. Pontoppidan opfandt nemlig sin egen genre: små romaner. Man kunne fremhæve Isbjørnen, Mimoser, Nattevagt, Højsang eller den spøjse Det Ideale Hjem hvor Pontoppidan leger med tanken om en anden familiestruktur end kernefamilien.
Jo, vist er Pontoppidan en stadig aktuel forfatter der tager en lang problemer op som vi stadig ikke har løst: familie, børneopdragelse, kønsroller, forholdet mellem seksualitet og parforhold, velfærdstanken, danskhed, religion med mere. Men han er også kunstner, dvs en der gør det på sin helt egen måde. Når vi husker ham, er det altså ikke fordi han skrev hyggelige gammeldags romaner som vor mor lavede dem, men fordi han indædt udforskede sit sinds og sin kulturs blinde vinkler og i den proces måtte støbe de velkendte genrer om. Vi skal ikke læse ham fordi han er en del af vores kulturarv, vi skal læse ham for vores egen skyld, fordi han er det værd, fordi han skrev klassikere – og det vil jo bare sige bøger der er bedre end langt det meste af det der siden er skrevet.Rigtige romaner? Sådan nogen med spændende handlinger og mange personer, sådan nogen der spejler hele Danmark i deres klassiske prosas store lærred? Jo, men så skal du læse Henrik Pontoppidan, han skrev rigtige romaner!
Nogenlunde sådan kunne man beskrive Henrik Pontoppidans ry og rygte i den læsende offentlighed og i litteraturhistorien. I skolen er historien en lidt anden og dog den samme. Her læser man, ikke mindst efter indførelsen af en obligatorisk kanon, kortere tekster af ham, skitserne og novellerne, men stadig som realistisk-pålidelige billeder af Danmark på vej ind i det moderne.
At Henrik Pontoppidan der i 2007 ville være blevet 150 år, er en af de store prosaister i dansk litteratur er helt sikkert. Måske er han ligefrem vores største romanforfatter. Men faktisk var han samtidig en elendig romanforfatter, hvis man med romaner mener sådan noget mainstream-noget der kan afvikles på 250 sider. Han skrev nemlig enten for langt eller for kort. Mest berømte er de tre skrumler: Det forjættede land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Den sidste indbragte ham Nobelprisen i 1917. De tre står stadig som noget af det mest spændende, bevægende og satirisk morsomme i dansk romankunst, og jeg vil varmt anbefale enhver at læse dem, men ingen af dem kan være i ét bind.
Man kan også læse kortere romaner af manden, men så kommer de ned på omkring 100 sider. Pontoppidan opfandt nemlig sin egen genre: små romaner. Man kunne fremhæve Isbjørnen, Mimoser, Nattevagt, Højsang eller den spøjse Det Ideale Hjem hvor Pontoppidan leger med tanken om en anden familiestruktur end kernefamilien.
Jo, vist er Pontoppidan en stadig aktuel forfatter der tager en lang problemer op som vi stadig ikke har løst: familie, børneopdragelse, kønsroller, forholdet mellem seksualitet og parforhold, velfærdstanken, danskhed, religion med mere. Men han er også kunstner, dvs en der gør det på sin helt egen måde. Når vi husker ham, er det altså ikke fordi han skrev hyggelige gammeldags romaner som vor mor lavede dem, men fordi han indædt udforskede sit sinds og sin kulturs blinde vinkler og i den proces måtte støbe de velkendte genrer om. Vi skal ikke læse ham fordi han er en del af vores kulturarv, vi skal læse ham for vores egen skyld, fordi han er det værd, fordi han skrev klassikere – og det vil jo bare sige bøger der er bedre end langt det meste af det der siden er skrevet.
Læs også: Pontoppidan i kanonen
smag på bøgerne – en bid om dagen