Helle Helle: Når sandheden skal frem...

Oprettet: 01.11.2000 - 09:00

Forfatter: Helle Helle

Helle Helle

Helle Helle (født Helle Olsen i 1965) er kendt for sin minimalistiske realisme, og hendes bøger er oversat til 14 sprog – herunder til norsk, holla

Helle Helle  Onsdag den 8.11 kl. 19 - 21 er der arrangement på Hovedbiblioteket i Århus med forfatteren Helle Helle.  

Om sit forfatterskab siger Helle Helle:  "I stedet for at fortolke noget, jeg selv har skrevet, vil jeg hellere sige lidt om, hvordan jeg arbejder.  Det minder mig om den måde, jeg tænker på, og som jeg forestiller mig, at de fleste tænker på.  Næsten alt foregår i billeder. Alle refleksioner er billedlige. Jeg ser ting for mig, mig selv i færd med et eller andet fremtidigt. Jeg tænker ikke: I morgen vil jeg anskaffe mig en stol . Jeg ser et skilt med en pris og en stol i min stue. Jeg tænker ikke : De to mennesker har et problem. Jeg ser deres bevægelser, hvordan de undgår hinanden, jeg hører, hvad de siger. Min umiddelbare refleksion er ordløs.  På samme måde skriver jeg mine personer uden først at have formuleret, hvad det er med dem, hvorfor de er glade eller forstemte eller ved at gå i opløsning.
Jeg ser dem for mig og skriver, hvordan de opfører sig, taler og tier. Jeg gengiver rum og lyde og lugte, teksten skal være levende, jeg vil have den til at ligne virkeligheden, være så sand som mulig. 

Jeg tager sjældent noter undervejs. Jeg forestiller mig næste side som en scene i en film, som billeder, og hvis billederne er gode nok, husker jeg dem uden stikord."  "Når jeg skriver, føler jeg mig tit som et kamera, i stand til til at beskrive det synlige og hørbare og intet andet. Selv om jeg næsten altid skriver i første person, går jeg sjældent ind i fortælleren.
Jeg lader fortælleren være kameraet; det er hendes øjne, der ser, det er hende; der sanser alt muligt i rummet. Hun gør det uden at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Hun reflekterer ikke synderligt, hun tænker ikke: "Her lugter dejligt af hakkebøf. Mine tænder løber i vand. Jeg kunne spise en." Hun tænker:" Her lugter af hakkebøf. Det er søndag middag. Fuglene synger." 
"Jeg skriver i nutid, og det er som om den tid - når jeg skriver - ikke egner sig til refleksioner. Fortælleren er midt i alting, hvirvles rundt i begivenheder, opsluges af dem, reagerer umiddelbart, tænker sig ikke om. Refleksionen kommer først senere, måske efter tekstens ophør. Måske ligger den hos læserne." 

"Jeg er ikke ude på noget symbolsk. Når jeg skriver er alt, hvad det giver sig ud for at være. Fasanen er en fasan, gryden er en gryde. Ræven er et dyr, som tilfældigvis kom løbende ud foran bilen. Jeg har ikke noget imod symbollæsningen og litterære analyser, tværtimod, og i rigtig gode tekster vil der altid være noget, der ikke passer ind i modellerne."  "Jeg vil helst ikke skrive: "Hun er ked af det". Jeg vil hellere skrive: "Så snart jeg rører hendes arm, begynder hun at græde". Jeg vil have et fysisk udtryk med, et bevis. Hvis noget skal siges direkte, for eksempel sætningen: "Jeg er ked af det", skal det siges i replik.  Det er ikke et regelsæt, jeg stiller op for mig selv. Det er først, når jeg er færdig med at skrive, at jeg kan se, hvad reglerne har været. Jeg har ikke truffet nogen beslutning om, at mit udtryk skal rendyrkes, at jeg ikke må skrive anderledes. Det må jeg hjertensgerne." 

Jeg tager først noter, når jeg er færdig med at skrive. Jeg noterer stikord på små stykker papir, om hvordan jeg skrev og hvorfor, om bogens personer og tematikker, jeg forsøger at finde ord for alt det, jeg ikke kunne sige, imens jeg var midt i bogen.  Måske er det for at forstå, hvad det er jeg har skrevet. Måske for at kunne skrive videre senere. Måske for at kunne svare, hvis nogen skulle spørge. Det er der heldigvis nogen, der har gjort indtil videre."  

Uddrag fra Dansk Noter. 1999. nr.2.

BogWeb - 1. november 2000

0
Din bedømmelse: Ingen