Havana-billeder

Oprettet: 01.06.2003 - 11:53

Oplevet af bibliotekar Beth Høst, Farum bibliotek

To ting husker jeg særligt fra Havana: De gamle amerikanerbiler, både de, der falder fra hinanden om et øjeblik, og de, der er blevet nusset om lige siden 50’erne, myterne passede virkelig: de var overalt !

Og salsamusikken, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet, hvor som helst, live, eller fra de allestedsnærværende ghettoblastere. Rytmen, ikke særlig markant og dog alligevel. Som nordeuropæer nåede jeg at få den ind under huden. Man følte sig på en eller anden måde ’lettere’. Nu forstår jeg, hvad det vil sige, med en lidt floskelpræget vending, at ’et folk har rytmen i blodet’.

Vi fløj fra Jamaica til Havana med Cubana Air. Den amerikanske handelsblokade kan ikke være særlig streng, idet der var flere indbyggere fra Guds eget land, der havde købt billet til dette besøg i én af de mest stemningsfulde byer, jeg nogensinde har været i. Der var bl.a. et par grånende hippier. Komplet med måne, hestehale, MacArthur-solbriller og stormønstrede posebukser. De kunne sagtens have været medlemmer af Crosby, Stills, Nash & Young, den ene fortalte da også, at Stephen Stills boede lige down the road hjemme i L.A.

Et stjålent kig på hans kuffertmærke fortalte mig noget i retning af ’producer’. Det er åbenbart rigtigt, som man læser i bladene: de gamle 68’ere sidder på flæsket nu….
Hotel Inglaterra, Havana’s ældste hotel, udstrålede svundne tiders fornemhed.
Højloftet elegance i baren (hvordan var det nu med Hemingway? –ham kommer vi tilbage til..) marmorbadeværelse, en seng så bred som en halv håndboldbane, sengetøj knitrende hvidt og køligt. Men.. toiletpapir skulle man ringe til receptionen og BEDE om, så blev det bragt op, nærmest på en sølvbakke.

De rustne balkoner, murene med pudsen i flager, rester af stuk, delvist ødelagte flisegulve i førhen så fornemme indgangspartier, alt fortalte det om dén velhavende kulturby, Havana var engang.
Gaderne vidnede også om et samfund i dag med mangel på mange ting, et samfund måske på kanten af konkurs, begrebet ’dekorativt forfald’ fik en helt konkret betydning her.
Jeg fik næsten dårlig samvittighed over at vove mig nogle skridt ind i de stadig meget smukke huses gårde. Mit spanske rakte ikke til at oversætte bemærkningerne fra en række gamle mænd på nogle bænke, men tonefaldet afholdt mig fra at standse op lige dér og tage billeder af gadens gamle biler.

De sociale problemer har man jo hørt og læst om, flere eksempler dukkede op.
Jeg var lige oppe på hotellet for at hente noget, min mand ventede på cafeen uden for hotellet. Da jeg nærmede mig igen, så jeg en køn pige hastigt forlade hans bord. ”Der havde du nok nær købt dig en dame ”…”Gud, var det dét, hun ville….” var svaret med vantro blik, ”Hun spurgte da bare, om det var first time in Cuba”.

Men så øjnede hun jo hustruen i farvandet og forsvandt. Det er sikkert noget nemmere at overleve som prostitueret end at leve af et almindeligt job. Hvis man da kan få et.
Helt almindelige unge ville gerne møde udlændinge og gerne snakke, næsten uden bagtanker.

De ville gerne have bare et eller andet, men hvis man gled uden om dette prekære spørgsmål, så var en god snak om deres og landets fremtid faktisk heller ikke at foragte, det var ganske tydeligt. Engelsk kunne sagtens bruges iblandet spanske brokker.
Som i flere andre byer i verden, så havde Hemingway også sin yndlingsbar i Havana, ’El Floridita’, her skulle drinken ’Daiquiri’ være opfundet.

Middagen blev serveret i et rum, der var tapetseret med fotos af mesteren i alle tænkelige sammenhænge, hvor macho-imaget, han plejede så flittigt, var et gennemgående tema. Nok var det gjort for turistattraktionens skyld, men signalerede også en ægte respekt for den store skribent, der følte sig hjemme på Cuba.

Gastronomien var ikke imponerende. jeg havde hørt om det, men ikke helt troet på, at sorte bønner og ris kunne (være tvunget til) spille så stor en rolle i et lands køkken.
Også her var der levende musik. Gruppen sang, så det var en fryd. ”Ser de godt ud ?” hviskede den anden kvindelige del af selskabet til mig. Hun sad med ryggen til. Jeg måtte fortælle hende, at ikke én af musikerne så ud til at være under 75…Musikalsk set var de tidløse.

En anden restaurant anbragte sine gæster i overklassekulisser. De hvidklædte tjenere kredsede lydløst omkring bordene i det store herskabshus’ indre gård, hvor stensøjler, omsluttet af vedbensranker, bar svalegangene op i 2. sals højde. Himlen var sort fløjl allerøverst, når man lagde nakken tilbage.

Men heller ikke her var middagen præget af overflod, grillet svinekam, ris og en slags sovs med sorte bønner. Heldigvis er venlighed og gæstfrihed ikke afhængig af råvarer, og heller ikke altid af regningens størrelse.

Det statslige turistbureau’s byrundtur blev afviklet af en smart ung fyr, hvis amerikanske accent og glatte og hurtige facon, afslørede hvor hans uddannelse var købt. En ekstra guide, som viste sig at have et lidt mere tilbagelænet forhold til tilværelsen, var hægtet på gruppen til to tysktalende pigers fordel.

Det var midt på den enorme og aldeles tomme Plaza de la Revolución. Det kendte billede af Che Guevara kunne jeg se i stor størrelse til højre på en mur. Netop dét billede fra dengang…. , min fantasi og bagage af spillefilm kappedes med min faktiske viden fra TV og historiebøger om at komme først med billederne. Varmen, støvet og et ord, jeg så malet på en mur på vej herhen, går op i en højere enhed ….

…”Venceremos !!! - ”vi vil sejre”- brølede de hundredetusinder op mod Che og Fidél…

…..da måtte jeg ryste mig ud af drømmene og hørte den tysktalende guide fortælle ’sine’ turister, at nu om dage kom der kun 6-8000 til Castro’s taler hér på store dage. Og de varede heller ikke så længe mere, ’Han er vist ved at falde lidt af på den…’

Turen derover med Cubana Air havde i øvrigt været festlig. Et (ret voksent) hold fra en pigeskole var på vej hjem fra studietur til Jamaica, og den mandlige del af besætningen ofrede pigerne så stor opmærksomhed, at man nok kunne overveje landingssikkerheden, taget i betragtning hvor mange af dem, der endte i cockpittet..

Det lille fly kom ned uden problemer, og de glade smil overalt var utrolig smittende. Hvad der nok desværre også var smittende, var en bacille i de ikke helt frisksmurte sandwiches, vi fik serveret ombord. Bacillen virkede… mere og mere effektivt, derfor var en ’råvaremangel’ på fx toiletpapir ganske upraktisk. Min forstyrrede nattesøvn gav dog også muligheden for -igen- at høre salsamusikken, den var der stadigvæk overalt-, også lige udenfor på gaden.

På et torv kunne man på markedet købe de smukkeste udskårne træskulpturer, den lille, slanke skikkelse af ibenholt står i vindueskarmen og minder om sorte nætter over Havana og salsamusik.

Under et ophold i Havana er sanserne i så høj grad ’på arbejde’ at medbragt litteratur er i fare for at blive liggende på natbordet eller i tasken.
Men følgende henvisninger er til inspiration alligevel:

Stage, Jan: Havana tur/retur. Information, 1994. (98.681)
Essays og reportager, der følger Castro’s revolution fra begejstringen til masseflugten i 1994.

Estévez, Abilio: Dit er riget. Tiderne Skifter, 1999.
På godset La Isla nær Havana bor en gruppe sære og farverige mennesker, hvis fantastiske historier danner beretningen om livet på Cuba indtil 1959.

Garcia, Cristina: Søstrene Agüero. Forum, 1998.
Den cubanske Agüero-slægt har hemmeligheder, der har adskilt søstrene Reina og Constancia. Opklaringen af en familietragedie genforener dem.

Greene, Graham: Vor mand i Havana. Gyldendal, 1979 (seneste udg.)
Klassiker, britisk elegance og ironi, en duft af den gamle verden under varme himmelstrøg.

Hemingway, Ernest: Øen og havet. Lademann, 1988 (seneste udg.)
Handler om maleren Thomas Hudson og hans tilværelse på øen Bimini i Bahama-øgruppen og på Cuba. På trods af den litterære camouflage er det uomgængeligt Hemingway, man ser portrætteret. Og som en lille ’side-pointe’- ikke mindst hans kærlighed til sine katte.

-samt et par links :
http://www.lonelyplanet.com/dest/car/hav.htm
http://www.artnouveau.org/cuba/

0
Din bedømmelse: Ingen