Har man sagt B behøver man strengt taget ikke sige

Oprettet: 20.08.2002 - 10:47

Af Lars Bukdahl

En parlamenteren om de yngstes pludren
Lars Bukdahl, forfatter og kritiker ved Weekendavisen, forsøger at pejle sig ind på en ny generation af unge danske lyrikere.

En smule nazi-guld
Man ved udmærket godt, at man har med en af de unge forfattere at gøre, når man læser følgende lille stykke pludder, publiceret på det allerseneste:

Der er ingen undskyldning for at lade være.
Alligevel trækker det ud med papirarbejdet
i de lange mørke nætter.

Kunne jeg dog bare finde
en smule nazi-guld. Jeg har
så lidt at gøre godt med. Huskede
pludselig en lille glad melodi –
(og så alligevel kun måske?)

Nej, huskede virkelig den lille melodi.

Forfatteren er Lars Frost, der debuterede i 2000 med den såkaldte novellesamling Og så af sted til Wien, og stykket stammer fra første halvdel af hans B-16-hæfte, Et par dage i Skagen, der udkom for en måndes tid siden som nr. 7 i den af lilleforlaget Basilisk forlagte serie hånd i hånd med Niels Franks selvillustrerede og mildest talt fåmælte CV.
Der er så meget tidstypisk ved både tekstens indre og ydre forhold. Lad os starte med bogstaveligheden, hvad der faktisk står sort på hvidt:

De første tre linier er ved første øjekast en straight, sædvanlig besværgelse af skriveblokering, og i hvert fald ”de lange mørke nætter” er fuldstændig renfærdig poetisk kliché, men lige netop derfor måske også lidt i overkanten.

Ser man nærmere efter kan vendingen ”Der er ingen undskyldning for” godt forekomme lidt skæv, lave lektier-agtig, og både selve ordet ” parpirarbejdet” og det, at det ”trækker ud”, er med al ønskelig tydelighed ironisk, men jo ikke blink-blink med glitrende øjenvipper op i læsebrillen, vrængende ironisk, men pudseløjerligt, venligt, ambivalent ironisk, for der er i og for sig ikke nogen grund til ikke at tro på skriveblokeringen, forfatteren vil bare så nødigt trænge sig på med den.

De næste to og to trediedele linier skal udgøre den centrale eksistentielle kvide, der imidlertid straks afslører sig som en humoristisk, men stadigvæk givetvis reel klage over økonomisk smalhans: ønsket om nazi-guldet er tekststykkets kække, i al beskedenhed spektakulære og tegnseriekulørte billedopspring, men vendingen, ”så lidt at gøre godt med” er endnu en omgang ironisk idiomskøjten (gøre god med for andre, nej søreme da sikkert kun for ham selv).

Så kommer i den næste en og en trediedel linie tilsyneladende forløsningen, der er klarøjet blank og banal og består i noget så beskedent som at huske ”en lille glad melodi”, men i sidste linie tøves der pseudo-dramatisk, ”(og så alligvel kun måske”). Hvilket faktisk i nærsynet bliver lidt mystisk, for hvordan kommer man nu egentlig i tvivl om at huske ”en lille glad melodi”, måske fordi man sidder og skriver imens, og muligvis er det bare noget, man finder på, fordi det er en fin ting at skrive på dette stærkt kritiske tidspunkt.

Straks bliver dog forfatterens tøven ophævet, for med et ”nej” må han ved nærmere eftertanke – markeret ved et ophold – konstatere, at han faktisk huskede den lille melodi, og stykket kan med god samvittighed ende på en positiv tone, bogstaveligt talt. Han fik ikke genereret en formue, men han fik skrevet en lille tekstting med humør og figur og 1 huskværdigt sprogbillede og han fik det derfor og på grund af melodien på papiret og i det virkelige hoved faktisk den smule bedre, må vi tro.

Løfter vi blikket en smule, kan vi konstatere, at stilen er en blanding af henkastethed og omhu, improvisation og sirlighed, og at tonen er en blanding af følsomhed og kækhed, og at attituden er en blanding af charme og drillesyge, og at litteraturholdningen er en blanding af uskyld og gustent overlæg.

Det er også værd at bemærke, at tekstens genrestatus er højst usikker, den indgår i hæftets første del i en art suite med andre lignende, lyrisk flossede tekster, der absolut uforpligtende hist og pist tager linier op fra hinanden; bogen andens halvvdel er prosaopsatte, små og store firkanter, som direkte går ind og forholder sig til Skagen Museum og billederne dér.

I sin debutbog skriver Lars Frost (tekstermængder opsat som) prosa, så det mest nærliggende er at læse den foreliggende tekst som netop notater, men sagtens lader den sig jo også læse som poesi, og det gør den måske netop fordi, den ikke tager poesien, lyrikken for givet, men står dér i notatbogen og holder sig lidt tilbage på akkurat grænsen (ingen grund f.eks. til at undlade tegnsætning).

Hæftets titel (de to afsnit har ikke titler, men bare numre, 1 og 2 (ingen romertal naturligvis), Et par dage i Skagen, koketterer med det notatagtige og improvisatoriske og ukunstlede, men igen ikke mere end, at det også fremstår som en helt nøgtern og aldeles troværdig konstatering: dette var, hvad der blev skrevet de par dage i Skagen, hverken mere eller mindre.

B16
Men måske blev det fra starten af skrevet med det formål, at det skulle kunne fylde et B16-bind, der altid er på præcis 16 sider (= et hæftet, tre gange sammenfoldet 13-papir), dvs at teksten selv har at være på mindst 14 (så bliver der også plads til forside og bagsidekolofon), og i den forbindelse bør man bide mærke i både selve konceptualiteten – 16-sider-reglen – og i konceptualitetens konkrete minimalitet, altså bare det simple faktum, at det er bittesmå bøger.

I følge vistnok en biblioteksdefinition skal en bog være mindst 20 sider, alt derunder er ”pjecer”, og dermed er B16-hæfterne i lighed med mange af halvfjerdsergenerationens stencilerede hæfter simpelthen for små. Hvilket har haft den effekt, at ingen anmeldere, undtagen een hellig herre, har set til deres side efter premieren.

Som overgang til denne artikels anden del tillader jeg også at pege på det forhold, at lanceringen af B16-serien markerer en hoben af unge menneskers venlige overtagelse af Basilisk, der med en hel del af de samme aktivister ved roret til stadighed udgiver det fantastiske multinationale og –temporale halvfemsertiddskrift Banana Split (grundlagt af en kreds af forfatterskoleelever og –lærere i 1991).

Banana Splittetheden fortsættes i Basilisks oversættelser af bøger af canadiske Anne Carson og amerikanske Kenneth Koch i anledning af litteraturfestivalen In the making 2001, og i den nordiske linie i B-16-serien, hvor svenskeren Ola Julén stod for bind 1, 400, og nordmanden Ingvar Nistad stod for bind 3, Can I touch this?.

De seks danskskrevne B16-hæfter er Harald Voetmann Christiansens En dag vender du tilbage, Mikkel Thykiers .katalog., René Jean Jensens Opvågningsbog, Pejk Malinovskis Einbildungsroman og altså Niels Franks CV og Lars Frosts Et par dage i Skagen. Jensen og Malinovski er chefer i Basilisk (sammen med Martin Larsen og Peter Højrup), og alle undtagen Niels Frank, der siden 1996 har været leder af Forfatterskolen, har været elever på Forfatterskolen på cirka de samme frankske årgange, Christiansen (1997/99), Thykier (1996/98), Malinovski (1996/98), Jensen (1997/99), Frost (1996/98).

Konspirationisterne
Så er konspirationstemaet i hvert fald slået an, og det vil straks blive tydeligere, for når vi nu oplister de yngste bogværker, der synes at have træk til fælles, indre og ydre, med Lars Frosts tekststykke, kan ophavsmænd uden forfatterskolefortid (og ophavskvinder i det hele taget) tælles på en halv hånd.

Vi tager dem i værkkronologisk rækkefølge (og springer B16-hæfterne, der alle er udkommet i 2001, over): Mikkel Thykier (f. 1977): Skyggerne er kun flygtige (1997), Lars Skinnebach (f. 1973, 1994/96): Det mindste paradis (2000), Ursula Andkjær Olsen (f. 1970, 1997/99): Lulus sange og taler (2000), Harald Voetmann Christiansen (f. 1978): Kapricer (2000), Lars Frost (f. 1973): Og så af sted til Wien (2000), Rasmus Nikolajsen (f. 1977): Digte om lidt (2000), Majse Aymoo-Boot (f. 1974, 1998-2000): Venner og bekendte (2000), Martin Larsen (f. 1969, 1995/97): Det stof alting er gjort af (2001) Anders Søgaard (f. 1981, 2000/02): digte 1 (2001), Marius Nørup-Nielsen (f. 1976, 1997/99): Karakteristikon (2001), Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN (2001), jeg tillader mig også at inkludere Lars Frosts Allermest undrer det mig at vi kan glemme (2001), som jeg har læst mindst to overbevisende uddrag af, og så vil jeg også invitere to forfatterskolefremmede, genuine undegrundsdebuter indenfor, Jannik Hjorthave (f. ?): Lyrik + fysik (2001) og Sune Hoffmeyer (f. 1977): Cantabile 2 – Hævnen (2001).

Selv for en glødende generationalist som jeg selv er det svært at lade en bare nogenlunde plausibel generationskonstruktion inkludere forfattere født mellem 1969 og 1981, men hvorfor egentlig ikke, og i yderste nødstilfælde kan vi altid ty til konspirationsmodellen, selvom jeg ikke rigtig bryder mig om den, men det er dog muligt at få øje en rimelig solid halfjerdseryngsthed midt mellem ekstremerne, og desforuden har jeg et godt stykke tid opteret for, at vi nu om tider finder langt mere flossede og elastiske organisations- og generationsdannelser, ja, jeg har så, og klassisk er i hvert fald de eksploderende debutantår, 1982, 1991, 2000, hvor talenterne så godt som allesammen får mæle i samme stund.

Uddrag af bagmandspolitiets rapport
Det er en lang og indviklet og delvis uigennemskuelig historie, hvordan og hvorledes det litterære landkort skifter karakter fra og med 1996, efter den regelrette, nydeligt uniformerede halvfemsergeneration afmønstrede og gav sig selv lov til at slappe lidt af.

Ved siden af selve ungdommen kan man pege på mindst fire spor, 1. Senfirsercomeback, Frankomvending og Kortprosaisering, 2. Tidlige fabulante:, Adolphsen, Weitze, Haun-Nielsen & nobodies, 3. Samfund & koncept & snak, Sonnergaard & Llambiàs & Bonnén, 4. Øverste kirurgiske julelege for store & små i egen julestue, hvoraf det første er af en vis væsentlig betydning for ungdommen.

For at gøre det hele alt for nemt kan vi nøjes med at fokusere på den måske væsentligste godfather, nemlig Niels Frank. I 1996 udgav Frank digtsamlingen Tabernakel, som med en overrumplende frejdighed byttede den tidligere puristiske, abstrakte, minimale praksis ud med en rigt konverserende, pludrende amerikansk stilighed. I 1998 kom Livet i troperne, der samlede såkaldte ”Metaforismer”, som viste sig at være dels uopbyggelige aforismer og dels genrehybride kortprosastykker, som var en genre der i mellemtiden og samme nu pludselig fandt ud af at findes, og som var noget helt andet, først og fremmest flerstemmigt (bekendende, fabulerende, politisk etc.), end de regelrette halvfemserdigteres renskurede encyklopædiske og aerodynamiske firkanter, selvom formatet, det firkantede, til stor forvirring for tilkalkede kritikere, tit har lignet på en prik.

Afkrydsning og klassens time
Lad os markere forskellene og yderlighederne i vores gruppering, også kvalitativt. De foreløbige hovedværker er, vil jeg mene, Lars Frosts Og så afsted til Wien og Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, to højst forskellige og ens bøger: Lars Frosts pludder ligner bogen igennem grundlæggende sig selv i dets søde, digressive hverdagsflaneren og tankespind, men tillader sig samtidig her og dér at tage livtag med faktisk plottethed af varierende karakter, i teksten/kapitlet Begravelsen” er det en gravøl, der groft og uafbrudt afspores, mens titelteksten/kapitlet mere harmonisk, men også mere speedet lader noget nær en sovekammerfarce få frit løb.

Pludderet fungerer ikke som en egentlig talen udenom, men som en sand og skøn og kun en lille smule melankolsk og desperat talen indenom, den eneste mulige og ønskværdige, Mallarmés stammens sprog som en stammens gladeligt finurlige.

Ursula Andkjær Olsens pludder er heller ikke (kun!) at opfatte som en slags finere divertissement, det er en hjerte- og tankefuld poetisk strategi, som til gengæld gør en dyd ud af rollespillet: Indtil flere navngivne personaer optræder i debuten, bl.a Ursula Ansprung og Salomé og Anna Kronisima, og på langs og på tværs af disse identiteter taler bogen oprømt polyfont: ekstremerne er navngivet i titlen som sang, dvs. trallen, remsen, rimen, og tale, dvs. essayseren, reflekteren, man finder midt imellem også en hel del aforistisk og vitsagtigt og noget, der til forveksling ligner poesi, dvs. billedfabuleren som regel; orden er der ingen af, reglen er snarere kontaminationen: enhver tonart kan mærkeligt og umærkeligt forvandle sig til enhver anden.

Hverdagen som sådan er ikke centrum hos Andkjær Olsen, højst i form af kærligheden i almindelighed og kysset i særdeleshed, der som tema imidlertid konkurrerer på lige fod med alskens (kunst)filosofisk, mest konkret er en diskussion om syn vs. hørelse. Pointen er bare, at den filosofiske diskurs forbliver uhjælpeligt viklet sammen med den poetiske og omvendt, og ligesom Frost er hun så også bare så forbandet, irriterende charmerende, og kan gøre for det:

”Har I nogensinde mødt Columbusfantasten? Hun kunne f.eks. sige:/ Tiden er rund og man sejler tilbage i sin galeon og gemmer dét som ikke skulle være sket i en skatkiste og dumper den i Filipinergraven.// Alt grinte.// Men den må være rund,/ gentog hun.// Og Alt grinte endnu mere og sagde:/ Universet fladt som en pandekage og månen er pizza og du er grøn ost med huller i trøjen.// (Columbusfantasten: )/ Filipinergraven er så dyb, og tænk på alle de melankolske fisk som ville eksplodere af mangel på ydre tryk når de blev slynget op til overfladen, og tænk på at de nederste har mistet synsevnen pga. mørket ligesom andre har mistet talegaverne. Og dybden består kun af det samme gentaget i gennemsigtige etager.

De elucidables synlige modalitet er smidigt forbundet med det inelucidables, men måske irreversibelt, og hvis jeg skulle være forblevet klar, skulle jeg sikkert have druknet mig den dag jeg blev født.”

Det lyder ligefrem poetikalsk, men med sjældent godt humør. Pioneren Mikkel Thykier holdt sig fuldt renfærdig og syttenårig i sin debut, Skyggerne er kun flygtige: udfoldelige, langliniede, sammenflettede dobbeltdigte skildrer med hypersensitiv, semihallucinatorisk sirlighed en rejse og et værelse: “min sammenkrumne modeltegnedukke af slebet barkeg er stille som synet af en gammelblå/ nordisk trækiste, se, der er nogle skygger udenom, i vasketøjskurven til venstre for/ dragestolen ligger alt mit snavsede tøj i en klump af karminrød, vaskesort, mørtelgrå/ fløjlsblå, lerrød, saftiggrøn og proletarhvid, og hist og her titter lidt orange frem/ jeg skriver et ord på et stykke papir og indrammer det med flydende tusch, det bliver/ en hjerteform, jalousi står der, hystade er et andet ord, jeg altfor sjældent skriver”

Men jo gerne personificerer øjensynligt. Af alle de fantastiske ting, Thykier vistnok har skrevet og kreeret siden, er det kun B16-hæftet, .katalog., som har set dagens lys. Det er til gengæld også et overlegent konsekvent værk og klart et foreløbigt seriehovedværk, som oplister pudsige, søde, fine, barokke helst halverede sammenligninger på næsten ingenting og højst noget kærlighedsmæssigt i een køre og som eet sanseligt, luftigt, intrikat egetunivers, “som fingeraftryk set gennem et glas vand”; gestusen er bevidst dobbelttydigt, en diskret karnevalisering af den allerede særlige thykierske billeddannelse (som et hip til halfemsergenerationens encyklopædismer citeres til slut en håndfuld linier fra plantehåndbøger).

Digtene i Lars Skinnebachs Det mindste paradis ligner til forveksling rigtige, almindelige digte, de pludrer ikke i nogen overvældende grad, og drysser heller ikke ud i thykiersk filigran, de holder sig tværtimod midt imellem og lidt tilbage som lige akkurat venlige og søde og sjove og enkle og minimale og billedfabulerende, med plask af kærlighed (naturligvis) og pletter af familiært grumt og politisk skarpt og almindeligt dødeligt, sådan her f.eks.:

“Jeg drikker sodavand i liggestolen og nyder synet/ af solen, der bruser// gennem et tyndt, silkeagtigt skydække/ Mor råber fra køkkenet hun steger frikadeller// og lugten af cerutter. Vi er fortabte/ Træerne er klædt fint på, de skal beskæres// før kronen vokser dem over hovedet. Husene ryger/ Græsset kildrer under fødderne, slikker dem// som ti tusinde begravede katte/ Man siger, at en spøgelseskonge våger over byen.”

Harald Voetmann Christiansens Kapricer er en vrængende kortprosaisk ekstremisering af Mikkel Thykiers idiosynkratiske blik: Fikse ideer, flanerende iagttagelser og indolente meta-fiktioner omhyggeligt og virtuost skruet hyperrealistiske i en lettere dekadent og/eller barok retning, hvilket absolut ikke altid er lige så indtagende, som det måske lyder.

Jeg plejer altid at citere dette lille søde stykke: “Vore spytmolekyler havde fundet hinanden første gang imellem resten af klassens, under mikroskopet i i biologi. Vi var kommet for sent, og vores lærer havde glemt at bede os om at skylle munden hvis vi lige havde drukket te eller kaffe. I midten af det lille bæger tog et kriblende gulbrunt hjerte form.”

Marius Nørup-Nielsens Karakteristikon er een stor forvirring, Man finder nogle storslåede, vitalt pladrende egotrips, “Mit menneske er en krøllet statur”, og nogle forskriftmæssigt og reelt charmerende og søde kærlighedsdigte, og så nogle store fragmenterede stykker og zoner af pludren, der har mange gode anslag, som det patroniserende hedder, men ikke rigtigt formår at lade de henkastede og tralallende noteagtigheder gennemstrømme af en gennemgående energi, det kommer mere til at ligne Morti Vizkis sjaskede Så skal du finde lykken end Lulus taler og sange eller katederhelte som svenske Stig Larsson og amerikanske John Ashbery.

Det samme problem, bare omvendt, lider de kæmpestore digtflader i den lærde Martin Larsens Det stof verden alting er gjort af under; især i sidste del af bogen synes der at være en vilje til at komme frisk op at køre, men hele tiden kommer en frygtelig fornuftig og traditionel refleksion og poesi om lige netop alting imellem med en skrækkelig kedelig tyngde. Det er åbenbrt sværere end som så at pludre, hvis man virkelig vil pludre stort og ekspansivt.

De tre særdeles amerikansk og svensk inspirerede Basilisk-debutanter Majse Aymoo-Boot, René Jean Jensen og Pejk Malinovski holder ikke uklogt deres pludrende flerstemmighed nede i et kortprosaisk firkantformat; Jensen og Malinovski med konceptuelle markeringer, den enes Opvågningsbog består angiveligt af tekster indtalt på båndoptager “i den tågede tilstand mellem søvn og vågen” og den andens langliniede digte er alle på syv linier, Aymoo-Boot fabulerer, Jensen surrealiserer, Malinovski sensitiviserer. Ingen af hæfterne eller bøgerne giver sig ud for at være betydelige indsatser, de er gedigne, lovende generalprøver ud i den nye stil.

Vi kan citere et digt af Malinovski, der er mindst lige så eksemplarisk som det indledende stykke af Lars Frost (læg mærke til den kokette, tøvende spørgen, der popper op i begge tekster): “Og du kaldte på mig langsomt som om du/ svingede med en lygte, har jeg bagtanker er det dine/ bagtanker. Vi befinder os i en plantage så forsømt/ som det yderste led på det forsømte barns lillefinger/ og vi er meget lykkelige eller var vi? Det er svært/ at se ærligt tilbage. Dit øre blev så stort og rødt/ når jeg havde haft det i munden.”

Så mangler vi Rasmus Nikolajsen, der glad i låget pludrer ordspillende, -forvridende, jacsk, vizkisk, grotriansk om kærlighed i små systemisk organiserede firkanter, og det, der er endnu mindre, i Digte om lidt: “Værd at glemme dine ben i min næse/ brand i mave med udskud blikfangst/ halsklud åh rend mig et mesterværk/ døre i hovedet jeg går ind i oprør”.

Sidst i bogen optrådte et par mere regelløse, nye kortprosafirkanter, så grupperingsindmeldelsen ikke var til at tage fejl af. I den anden, endnu meget mindre bog, sølvKANIN, bliver formen frivolere, om end stadig med en vis orden, og stoffet personligere og mærkeligere, der er noget med barndom og med (fabel)dyr, men der er også endnu en bunke hvirvlende kærlighedsfirkanter.

Vi mangler lige vores Benjamin, Anders Søgaard, der i Digte 1 (lige den grad en minimalere titel end Nikolajsens) fnuglet praktiserer noget, vi for første gang godt tør kalde naivisme i digte om kærlighed og hverdag og også gerne filosofi, en skødesløs buket af alt muligt kvikt og også noget nær Peter Adolphsenske historier.

Dette digt er ikke helt et kærlighedsdigt, men en halvfemserdigter ville aldrig finde på at ende et digt om universets alder (som enhver halvfemserdigter altid har skrevet mindst 117 af) så nysseligt: “at man ikke kan se uendeligt langt ud i/ verdensrummet skyldes lysets hastighed og at/ verden kun er 15 milliarder år gammel/ dvs at horisonten eller grænsen for hvor langt man/ kan se er 15 milliarder lysår// heraf kan man fx udlede at det er umuligt at/ bevise at gud ikke eksisterer og at du min kære er/ universets smukkeste kvinde/ der er rigeligt med skjulesteder derude” (nå ja, Hjorthave eksperimenter hyper-kirurgisk og Hoffmeyer Andersen spøger fuldstændig afslappet i en Prinseoverskrivning).

Og hvad kan vi så aflure af det
Først og fremmest kan vi konstatere, at der findes something out there, vi med god ret kan betragte som en semigenrationel gruppering, der har en række formelle, tematiske, temperamentsmæssige træk til fælles: De pludrer, og de pludrer i store, polyfone formater og i små, simple og i firkantede, broget kortprosaiske og i cirkler langt og skævt ud af landevejen.

Deres pludder er en snakkesalighed, som er stiliseret og legende og især i sine billeddannelser har en tendens til det mere eller mindre autonomt fabulerende, barokke, (for)underlige. De holder af maskepi, men taler på den anden side ofte om det banale, hverdagsnære. De benytter sig af konceptuelle systemer og indramninger og påfund og har et godt øje til al positiv eksperimentel kreativitet, konkretisme og excentrisme eksempelvis.

De har mere end en aktie i den nye flerstemmige, fabulerende kortprosa. De digter hele tiden om lykkelig kærlighed, kissemisseri. De går gerne i clinch med både eksistentialer og politik og filosfi, men på pludderets respektløse betingelser. De har charme. Vi behøves heldigvis ikke at mene, at de yngstes pludren er den sandeste, skønneste, mest korrekt avantgardistiske litteratur, vi kan nøjes med at glæde os over de nye sandheder og skønheder og avantgardismer, den som bedst lader os få et glimt af, og pludre lysteligt og kritisk med.

Artiklen er tidligere bragt i Den blå Port nr 58, 2001, og bringes her med forfatterens tilladelse (red).

Forlaget Basilisk
Find mere af Lars Bukdahl i Weekendavisens bogsektion

0
Din bedømmelse: Ingen