Grotesk overskridelse - om Salman Rushdie 'Klovnen Shalimar'

Oprettet: 01.06.2007 - 08:06

Af litteraturstuderende Martin Lamberth

Salman Rushdies gennembrudsroman, Midnatsbørn (på dansk 1982), beskæftiger sig med den indiske nations fødsel og de problemer, dette mastodontdemokrati står overfor: fattigdom, magtcentralisering, grænsefejder med nabolandene Pakistan og Bangladesh, og, som hovedet på sømmet, den stigende etnisk-religiøse sekterisme, der truer med at splitte landet ad.

I Klovnen Shalimar tager Rushdie fat på et emne, der som et prisme spejler ovennævnte konflikter og kaster deres lys tilbage på nogle af de problemstillinger, hele verden synes at slås med for tiden.

Rushdies prisme er Kashmir - dette lille omdiskuterede stykke land højt oppe i Himalayabjergene, der i årtier har været skueplads for en ødelæggende konflikt, som ikke blot involverer atommagterne Indien og Pakistan, men også religiøse konflikt mellem hinduer og muslimer og tillige har tråde til Afghanistan, hvor supermagterne USA og USSR i firserne udkæmpede en af deres utallige skyggekrige, og hvor våbenet i det amerikanske forsøg på at forpurre den sovjetiske besættelse hed Taliban. Så skulle det vist være åbenlyst, at romanen har et endog meget aktuelt politisk tilsnit.

Men Salman Rushdies roman er naturligvis ingen afhandling om storpolitiske forhold i et hjørne af Asien. Det paradisiske Kashmir, der ødelægges af konflikt og krig, er bagtæppe for en mere personlig historie: historien om skuespilleren, klovnen og linedanseren Shalimar fra landsbyen Pachigam, der bliver gift med egnens smukkeste pige, danseren Boonyi.

Salaman Rushdie fra www.rjgeib.comSidespring og hævn
Shalimar er muslim, Boonyi er hindu og selvom Pachigam generelt emmer af religiøs tolerance og velvilje, truer forskellene i kultur og traditioner et øjeblik med at splitte landsbyen i to lejre. Dette forhindres, da landsbyens skønsanger i en typisk rushdiesk grotesk overskridelse under bjergnattens fuldmåne synger oldgamle kærlighedssange, indtil de stridende fædre falder hinanden om halsen og enes om et kompromis, og de elskende får hinanden.

Alt er godt, indtil en større verden holder sit indtog i det idylliske Kashmir i form af den amerikanske ambassadør i Indien, Max Ophuls. Ambassadøren ser Boonyi danse og forelsker sig i hende.

Og Boonyi ser i Max chancen for at undslippe det lille liv i Pachigam og indtræde på en større scene. Hun tager med ham til Delhi og det går, som det må gå: landsbypigen, der fordærves af rollen som luksusluder for ambassadøren, ender som pillepoppende opsvulmet opiumsjunkie og magtmennesket Max sender hende retur til Kashmir, hvor Boonyis mand, Shalimar, i mellemtiden har svoret hævn over sin troløse hustru samt den mand, der ødelagde hende.

//pubimages.randomhouse.co.ukAllegoriske krumspring
Der er lidt af et særkende for Rushdie, at hans romaner har temmeligt bastante allegoriske over- og underbygninger. I De Sataniske Vers udvikler de to hovedpersoner for eksempel henholdsvis horn i panden og glorie, og kommer således til at legemliggøre en konflikt af en ældre og mere ultimativ art, end det integrationsperspektiv, romanen umiddelbart lægger op til.

I Midnatsbørn fødes Saleem Sinai på klokkeslættet for Indiens uafhængighed, og falder til sidst fra hinanden, opløses i støvkorn – et for hver indbygger i den internt splittede indiske nation.

I Klovnen Shalimar findes denne lidt hårdhændede allegoridannelse overalt. Historien om Boonyi og Max for eksempel: Den amerikanske ambassadør, en i bund og grund velmenende vestlig magtmand, forfører og fordærver, drevet af et utøjleligt begær, en ung og naiv, men ambitiøs, østerlandsk landsbypige. Pigen ender som et grotesk opulent, fedtsvulmende vrangbillede på vestligt kapitaldemokrati:

”Hendes appetit havde antaget subkontinentale dimensioner. Den gik på tværs af alle sprog- og sædvanegrænser. Hun var vegetar og ikke-vegetar, fiske- og kødspiser, hindu, kristen og muslim, en demokratisk, sekulær omnivor”.

Før Boonyis retur til Pachigam føder hun Max en datter. Barnet får navnet Kashmira, men dette ændres dog straks af Max’ kone til India. Samtidig optrapper den indiske hær tilstedeværelsen i Kashmir og indfører den ene drakoniske undtagelsestilstand efter den anden, mens USA spiller hasard med hele regionens (og ultimativt verdens) sikkerhed ved at kanalisere våben og penge til Sheik Osamas hellige krigere. Symbolikken er til at tage og føle på.

//newsimg.bbc.co.ukKashmir, verdens spejl
Det hele går mere eller mindre ad helvede til i Klovnen Shalimar. Romanens tre hovedpersoner – Max, Boonyi og Shalimar – er mildest talt moralsk udfordrede. Max fordærver Boonyi, men har også andre lig i lasten: efter at have forladt ambassadørembedet bliver han udnævnt til chef for den amerikanske terrorbekæmpelse og det er ham, der fordeler automatriflerne og mortererne til Talibantropperne i de pakistanske bjerge. Boonyi sælger sin kærlighed og forråder sin ægtemand og sine rødder for ambitionen om et overfladisk popliv. Shalimar forvandler sig, gal af hævntørst, til en international superterrorist og massemorder.

Også for Kashmir går det grueligt galt. Dalen i Himalayabjergene, hvor ferskentræerne blomstrede, er klemt mellem islamistiske selvmordsbombere og den indiske hærs hårdhændede fremfærd, hvor blandt andet voldtægt systematisk anvendes til at demoralisere befokningen og modvirke oprørstanker. Paradis forvandles til Helvede.

Klovnen Shalimar er ikke bare læseværdig, den sætter også spotlight på en af verdens glemte konflikter – en konflikt, der på mange måder spejler nogle af de større globale konflikter. Den frihedskrænkende voldsomhed, et demokrati reagerer med overfor antidemokratiske kræfter, der truer dets frihed, er i sig selv absurd. Og alt, alt for velkendt i en post-ellevte-september, post-Afghanistan, post-Irak verden.

Sakaman Rushdie fra www.hs.fiGøgl for livet
Spørgsmålet bliver så, om der overhovedet er noget håb tilbage. Er der nogen mulighed for at undslippe voldsspiralen?Shalimar havde en glædesfyldt barndom og ungdom i den endnu paradisiske bjergdal, hvor han gøglede og gik på line. Og verdens lykkelige hemmeligheder afsløredes for ham: 
”En line kunne blive til luft. En dreng kunne blive til en fugl. Metamorfoserne var livets hemmelige hjerte.”

Dette forvandlende potentiale i gøgleriet vendes der tilbage til flere steder i romanen. Som allerede nævnt forener Shrivshankar Shargas sentimentale kærlighedssange de stridende muslimske og hinduistiske faktioner i Pachigam. Men mest markant er nok Bombur Yambarzals groteske sejr over jernmullahen Bulbul Fakh.

I landsbyen Shirmal har en ekstremistisk muslimsk dommedagsprædikant overtalt indbyggerne til at bekrige nabobyen Pachigam. Men byens traditionelle overhoved, mesterkokken Bombur Yambarzal, får i sidste øjeblik afværget konflikten ved at påtage sig indbyggernes nyfundne blodtørst og reflektere den tilbage til dem i et grotesk billede. Han ifører sig et harnisk af gryder og kogekar, og smører sig ind i kyllingeblod fra top til tå:
”-Se på mig, råbte waza Bombur Yambarzal, -Denne tykpandede, komiske, blodtørstige nar, det er, hvad I alle har valgt at blive til.”

Og den groteske performance virker. Indbyggerne i Shirmal lægger krigsplanerne på hylden og går slukørede og skamfulde hjem til deres huse.

Rushdies prosa er et forsøg på samme form for grotesk overskridelse: ordene knopskyder og blomstrer, snubler over hinanden som en lykkeligt linedansende klovn og kaster verdens voldelige absurditet tilbage i læserens ansigt. Og det er ultimativt det, der gør hans bøger værd at læse. De mange lidt tunge allegorier efterlader ikke meget rum for læseren at manøvrere i, og alle Rushdies bøger løber risikoen for at blive for meget.

For performative og dermed for kolde, for glatte, for lukkede om deres egne allegoriske verdener. Men skrive kan han, den engelske inder fra Kashmir. Om det så er nok til, at den gøglede groteske overskridelse kan komme i stand også udenfor fiktionens verden er mere end tvivlsomt.

0
Din bedømmelse: Ingen