Godnat til Canaletto

Oprettet: 13.10.2008 - 18:06

Forfatter: Maria Grønlykke

Født: 1957.
Debut: Fisketyven, Historier hjemmefra. 

William Dahl, sølvvarefabrikanten, lever i den danske provins fra slutningen af 1890'erne til midten af 1970'erne. 
Hvor fandt du inspirationen til dette portræt - og hvad har du brugt det til?

Det var meget ligetil: Karen Lunde, min gamle skoleveninde, spurgte: ’Hvorfor går du ikke ind og ser Ernsts Samlinger?’ Museet ligger midt i hovedgaden i Assens, jeg har boet i nærheden i over 40 år og havde aldrig hørt om det før.
Jeg gjorde som Karen sagde, og det var en meget mærkelig oplevelse. Ja, virkelig mærkelig. Samlingerne var da interessante nok, med flere bedårende ting, lyserøde, ciselerede glas, broderede duge, yndige spisestel, osv.

Men stemningen!
Den var sådan indelukket og beklumret, fimsefarvet og næsten dyster, på en vildt inspirerende måde. Så det mest fascinerende var tanken om manden selv. Hvad var han for en sær starut, hvad skulle han med alt det tingeltangel? Hvad var det for et liv han havde haft, dér, i den by?
Så da jeg var kommet ud på Østergade igen, ledte jeg efter noget at læse om ham - og fandt næsten ingenting. Da jeg så blev ved med at synes, at han var interessant, så tja - måtte jeg skrive historien selv. Det var jo muligvis også sjovere.

’Brugt det til’ – hm, jeg må vel erkende, at jeg har råranet fra Frederik Ernsts liv med arme & ben, for at skrive en roman om William Dahl.
Masser af ting: svendebrevet fra den kejserlige fagskole for ædelmetaller i Gmünd, brevene hjem, hans avisudklip … ja, ud af hans private gemmer fiskede jeg det mest melankolske og bevægende avisudklip, jeg mindes at have set: To know him is to love him,stod der på en lillebitte vemodig lap. Dér fandt jeg også de mest røvsyge undskyld værtindetaler, som han havde gentaget på det ene og det andet gods tyve-tredive år tidligere. Dem brugte jeg ikke.
Også rejsebrevene fra Italien hjem til lokalavisen lod jeg hvile i fred. Selvom han dog havde været rundt og se adskillige af klodens mest vidunderlige steder og fik hørt de største operaer - som han alt sammen elskede - så var den samling rejsebreve nok noget af det tørreste, jeg har været ude for.
Dét er naturligvis i sig selv ganske tankevækkende og sigende, men jeg er bange for, at de fleste læsere anno 2008 ville kede sig ligeså umådeholdent, som jeg selv gjorde.

William Dahl er en form for kosmopolit i et lille samfund - hvilke konsekvenser har det?

De synes han er mere end besynderlig, og han synes, de er en samling bondeknolde.
De synes han er arrogant og snobbet, han synes de er indskrænkede og småtskuende.
Begge parter har muligvis ret. Men konsekvensen er jo, at han er skubbet ude af fællesskabet.
Havde nogen spurgt ham, er det måske tvivlsomt om, han ville ønske at være en del af dette fællesskab. Meen – sådan er livet nok alligevel ikke.

Det er svært ikke at tro, at det har været dybt sørgmodigt at være udenfor. Selvom han er lykkelig for alle sine ting, er det dog lidt bart at sige godnat til et Canalettomaleri.
Samtidig har netop dette været drivkraften i den samling, han byggede op. Af flere grunde.
På den ene side har han kanaliseret en pæn part af sine behov over i alt tingeltanglet. Og her synes jeg ikke man skal se bort fra, at smukke ting med al deres æstetik jo egentlig også rummer en høj grad af sanselighed!
På den anden side tror jeg ikke, det vil være ved siden af at betragte det hjem, han byggede op - dette gennemulastelige og noble hjem - som et forsøg på at skaffe sig respektabilitet. Altså adgangskort til fællesskabet. Hvilket det til gengæld kneb med.
Så man kan sige, at konsekvensen af hans væsen for ham er dyb ensomhed, og for byens borgere fri adgang til at pege fingre, skinhelligt, selvretfærdigt, sådan som det altid, ja, evindeligt, foregår, når vi mennesker render og peger fingre af hinanden.

Romanen er med sin forside og sit indhold en nøgleroman - er meget af dét, du skriver nøgleromaner?

Hm. Er det noget man står ved?
Kan man eventuelt træde lidt vande til dét spørgsmål?
Hm. Nå, men ja, det er det vel. Ja, selvfølgelig er dét det.
Nej, ikke "meget af det" – alt sammen, det hele! Hvad skulle det ellers være?
Alt er sandt.
Nej, lad mig hellere sige det således: jeg kender faktisk ikke noget så kedsommeligt som bøger skrevet uden en heftig forbindelse til virkeligheden.
Hjemmelavede, utroværdige, irrelevante personer … oij, man snorker sig frem gennem siderne. Kød & blod må der til.
Åhnej, det går vist ikke, det her. Lad mig i stedet få lov at trække to af mine store helte frem. Altså:
H.C.A. forklarer et sted i et brev: Hver Characteer er taget af Livet, hver ikke en er digtet, jeg kjender og har kjendt dem Alle.
Dostojevskij – som vi med fryd læser her 150 år senere uden at ane et suk om zartidens Rusland, siger, at alt hvad han har skrevet - har været konkrete kommentarer til tidens aktuelle politiske spørgsmål!
Sådan skal det være.

Du bruger den fynske dialekt i din præcisering af, hvor handlingen er placeret - men bruger du også dialekten til at opstille kontraster, afstand ...?

Ja, indimellem, det kan man vel godt sige.
Men først og fremmest er det fynske mål jo altså en simpel følge af min forbundethed til plovfuren & virkeligheden – og ved gud i himlene ikke noget ’trick’: Det er slet og ret sådan man taler på de kanter! Og nogen mere end andre, hvad gør det ekstra sjovt.

Sidder man med et ordentligt læsfuld fynboer, kan man have den store fornøjelse at høre fynsk på adskillige vidt forskellige niveauer på én gang, alt efter alder, uddannelse, bopæl, osv. Den rene skønsang.
Og så er der også noget andet ved det, hvis jeg skal tale sandt for en gangs skyld: Ordene ser ti gange så sjove ud, det er simpelthen morsomt at skrive på fynsk. Fx sagde borgmesteren: "Det vi’it gø’sa’" – og dét kan altså få mig til at sidde herhjemme i stolen og huje af grin. Jeg overdriver jo ikke, det er - som regel - klinisk korrekt - sådan tales der simpelthen!

Smukt porcelæn er også skrøbeligt porcelæn - ligger der symbolik i, at Sølvmanden fylder sit store hus med mange kostbare stel?

Jeg ved ikke med lige netop selve skrøbeligheden - jeg ser heller ikke William Dahl som et skrøbeligt menneske, snarere som en temmelig robust type, faktisk, han bider tænderne godt og grundigt sammen. Men jeg tror – som jeg berørte før – at alle disse mange fine stel er et led i hans stræben efter at konstruere Det dadelfri Hjem. Et hvilketsomhelst passende stel til en hvilkensomhelst lejlighed. Så der aldrig trædes ved siden af eller faldes igennem, om så kongen selv dukker op.
William Dahl holdt jo gennem mange år disse noble middagsselskaber - souper’er var det, for man spiste klokken 10 - med et evindeligt rend af grever og grevinder og denslags. Derfor skulle man tro, at det ikke kunne undgå at blive et sted, som omgivelserne måtte respektere.
At der skulle over 30 spisestel til, og Flora Danica til atten personer viser måske, hvor desperat projektet var.

Så selvom man godt kan sige, at det er skrøbeligt at binde sin identitet op på fint tyndt porcelæn, som ikke bare kan krakelere, men også på et øjeblik brage i gulvet og gå itu – så vil jeg sige, at han med Flora Danica, læssevis af sølvbestik, malerier etc. havde garderet sig bredt …

Du har et eller andet med mad - eller er det Sølvmanden?

William Dahl holdt fine femretters souper'er.

Når han var alene, åd han bygvandgrød. Eller et par pølser nede fra torvet.
Jeg er nødt til at understrege, at Dahl og jeg langtfra har samme forhold til mad.

Udover at jeg i det hele taget synes, at mad kan være interessant, er det også interessant at skrive om, fordi man - næsten som med sproget, uden at det alligevel er det samme - alene gennem hvad de spiser, kan fortælle en del om personerne – lidt mere diskret.
Mad er spækket med signaler, ikke sandt, ikke kun karbonader og citronfromage, men også fx fyldt hvidkål og valmuetærte, det hele emmer.
I min familie optrådte en moster Rigmor som netop serverede citronfromage for sine gæster, den viste sig at være lavet af kanariefuglens æg. En klassiker.

Undertiden kan man også sige en del gennem hvordan de spiser, forresten.
Fx er Lykketofts iagttagelse om, at Fogh-Rasmussen kan indtage et rundstykke uden at krumme, jo en perle: en hel stribe relevante karaktertræk kan destilleres ud af den oplysning – som vi, der ikke døjer med at skulle spise sammen med ham, ellers måtte undvære.
Jeg kender en mand, som skriver uden på sit køleskab hvad, der er indeni. Tankevækkende, ikke sandt? Jo, vist er det så - der er meget dejligt snav at hente omkring gryderne.

Sølvmanden alias Frederik Ernst - blev han i daglig tale kaldt sølvmanden?

Uuhada, nej. Han blev kaldt "hr. sølvvarefabrikant Ernst". Og gud nåde og trøste dem som ikke kaldte ham sådan. Faktisk har jeg hørt, at han slet ikke var i stand til at høre dem, simpelthen, ja, og de blev ligefrem usynlige. Lån "Sølvmanden" af Maria Grønlykke
 

0
Din bedømmelse: Ingen