Af bibliotekar Bettina Schnegelsberg, Vallensbæk Bibliotek
Den jødiske skønlitteratur er meget velrepræsenteret på såvel det danske bogmarked som det udenlandske, mange vil kunne nikke genkendende til navne som Isaac Bashevis Singer, Saul Bellow, Samuel Beckett, Franz Kafka, Primo Levi… På den danske hjemmebane kan bl.a. nævnes Meir Aron Goldschmidt, Iboja Wandall-Holm, Olly Ritterband og mange flere.
Men også den relativt lille del af den jødiske litteratur der bliver skrevet i Israel er meget pænt repræsenteret i Danmark, når man tager det lille sprogområde som hebraisk er i betragtning (ca. 6 mio. indbyggere). Disse romaner og novellesamlinger er bestemt også et bekendtskab værd.
Men det har ikke været muligt at komme rundt om dem alle. Derfor er der i denne artikel slået ned på enkelte forfattere som repræsenterer to litterære retninger, den fantastiske fortælling og den realistiske roman.
Den fantastiske fortælling kontra den realistiske roman
Den fantastiske fortælling kan næsten bedst beskrives ved at sammenligne den med at kigge på Dalis billeder; man kan udmærket se hvad de forestiller, men de er ikke realistiske selvom de er genkendelige (uden at man kan kalde denne form for litteratur for surrealistisk).
Sådan er det også med denne litteratur - man kan godt forstå hvad der menes, men i forhold til den virkelighed vi omgiver os med, er det svært at få det til at passe ind. Men disse romaner er ikke udelukkende fantastiske fortællinger, der er også mange elementer af realisme i dem, hvilket gør det svært at placere dem i en bestemt kategori eller klassificere dem.
Den realistiske roman er i langt højere grad præget af hverdagsrealisme og har meget nære relationer til det israelske samfund som den beskriver. Alligevel er det til tider en sær form for realisme som kan indeholde nogle groteske handlingselementer.
En af forskellene på de to typer er, at den fantastiske fortælling ofte beskriver nogle alvorlige (og måske tragiske) temaer gemt i en fantastisk fortælling (evt. med spring i tid og sted) men når man kigger bag den urealistiske handling giver den foruroligende mening bag symbolerne. Hvorimod den realistiske roman bevæger sig i et mere genkendeligt miljø og med en mere troværdig handling som måske ved nærmere eftertanke kan virke absurd.
Det er nok sådan med den fantastiske fortælling at enten elsker man den, eller også kan man ikke forholde sig til den specielle form. Det kræver også at læseren overgiver sig totalt og tror på de sære historier, lever sig ind i universet ellers giver det ingen mening. Hvis man til gengæld er i stand til at acceptere fortællingen og formen kan man se frem til en stor læseoplevelse. De to fantaster Kaniuk og Shalev
Forfatteren Meir Shalev
Yoram Kaniuk er én af de forfattere som skriver fantastisk litteratur, ligeså gør Meir Shalev i "Det blå bjerg" som er den eneste af hans romaner, der er oversat til dansk.
"Den sidste jøde" er et eksempel på en fortælling med mange lag. Den er skrevet af Yoram Kaniuk som er født i 1930 i Tel Aviv. Den har været lidt af en bedrift at skrive, en proces der har taget 13 år, og det forstår man godt, når man har læst den.
"Den sidste jøde" er stykket sammen af forskellige elementer som båndoptagelser og breve. Romanen springer meget i tid, sted og fortæller og skifter mellem mange forskellige historier – en af dem er historien om den sidste jøde i skikkelse af Ebenezer.
Han overlever et ophold i en kz-lejr og tror, at han er den eneste overlevende jøde og derfor må lære og huske al jødisk viden udenad, for at den ikke skal gå tabt - sin egen historie kan han imidlertid ikke huske. Det er en roman med stof til mange gennemlæsninger og man vil hver gang kunne opdage noget nyt – der er mange aha-oplevelser når man læser den 2. eller 3. gang.
Meir Shalevs "Det blå bjerg" er en familiesaga der strækker sig over det meste af det 20. århundrede. Størstedelen af handlingen foregår i en landsby i Israel, hvor beboerne kæmper for at gøre jorden frugtbar og for at overleve.
Jagten på en jødisk identitet
Nogle af de temaer der går igen i den israelske litteratur er jagten på en jødisk identitet - vel at mærke en anden identitet end den "diaspora-jødiske" som giver associationer til undertrykkelse og assimilation. Dette skal ses i lyset af at Israel er et meget sammensat land, hvor der lever jøder som kommer fra mange forskellige kulturer side om side. Ikke en gang religionen er de fælles om, der er både ortodokse jøder, og jøder der slet ikke er religiøse. Staten Israel, forholdet til palæstinenserne og selvfølgelig holocaust er også emner man ofte finder i litteraturen.
Kaniuk beskæftiger sig ofte med holocausttemaet i sine romaner. "Adam ben kelev" betyder frit oversat "Adam søn af en hund" (på dansk "Adam genopstået"), og handler om Adam, som er indlagt på et sindssygehospital i Israel. Adam har overlevet et ophold i en kz-lejr ved at agere hund, han kan ikke skelne nutid fra fortid og hans fiktive tvillingebror, Herbert, blander sig uafladeligt.
I Kaniuks roman "De døde børns bryllup" møder man Ernst, som under 2. verdenskrig forsøgte at flygte fra Tyskland men blev pågrebet af en bonde og tvunget til at gøre hans kone gravid.
De realistiske forfattere
Til de forfattere som skriver mere realistisk (samfundsrealistisk) hører bl.a. A.B. Yehoshua, Amos Oz og David Grossman. De beskæftiger sig ofte med den aktuelle situation i Israel og de samfundsproblemer der er.
A.B. Yehoshua er i en del af sine romaner meget realistisk i sine problembeskrivelser og tager ofte udgangspunkt i den israelske hverdag. I romanen "Elskeren" leder en bedraget ægtemand efter sin kones forsvundne elsker – vel at mærke ikke med et hævnmotiv. Han sætter alt ind på at finde elskeren. Samtidig følger man familiens hverdag, datteren Dafis skolegang og forhold til den palæstinensiske dreng Naim, som arbejder for hendes far. Deres forhold symboliserer et håb om en fredelig sameksistens/fremtid med palæstinenserne.
David Grossmans "Intimitetens grammatik" minder i sin opbygning om "Elskeren". Hovedpersonen er drengen, Aron. Hans far bliver hyret af naboen til at rive nogle vægge ned i hendes lejlighed og projektet løber helt løbsk og ender med at lejligheden ligger i ruiner. Naboen får stillet sit behov for samvær ved at betale faderen for at rive vægge ned. En anden tragedie er, at Arons forhold til både sig selv og sine omgivelser, hans pubertetsproblemer. Han bliver ikke forstået og forstår ikke selv. Romanen handler om at være ensom og føle sig anderledes.
Både "Elskeren" og "Intimitetens grammatik" beskriver hverdagen, almindelige mennesker, men så får en begivenhed det hele til at løbe af sporet. Hvis man ikke allerede har læst israelsk-jødisk litteratur ligger der nogle gode oplevelser og venter. Det behøver ikke nødvendigvis være interesse for jøder og religion der bliver anledningen til at læse israelske forfattere. De er simpelthen dygtige skribenter der skriver medrivende og har noget på hjerte. Har man selv besøgt Israel kan mange af disse romaner blive et dejligt gensyn med det sammensatte land midt i Mellemøstens gruekedel.
Udvalget af forfattere og titler er hverken udtømmende eller dækkende for den mangfoldighed der findes i den israelsk-jødiske litteratur. Der er mange andre fremragende forfattere både ældre men også helt unge. Der er ikke meget at betænke sig på, det er bare med at give sig i kast med de mange spændende bøger.
Kommentarer