Glemsel og erindring - temaer i tysk litteratur

Oprettet: 17.10.2005 - 18:05

Tema'er i Wende-litteraturen:

Af Marianne Ping Huang, lektor, lic.phil

-Die Ostvertriebene
-Ostalgi, eufori og rastløshed
-Zur Vorstellung des Terrors

Nye besindelser efter Wende
Temaet i tysk litteratur og kultur er glemsel og erindring. Det er omtrent en platitude at bemærke det, mere interessant bliver det, når temaet også kan beskrive særtræk i nyere tysk litteratur eller den såkaldte Wende-litteratur.

Die Ostvertriebene
Man ser fx en bølge af 'Vertriebene-litteratur' om øst-flygtninge, som ved slutningen af Anden Verdenskrig strømmede ind fra 'provinserne'. Hvor velkomne var de i grunden i efterkrigstiden og genopbygningen? Og hvorfor fortælles deres historie nu? Som endnu en besindelse på tysk historie? Eller som en besindelse på en tysk og europæisk samtid, hvor der er foregået en anden Einsiedlung, fra et andet ’Øst’? Måske er det sådan, at besindelse på en national historie i dag uundgåeligt bliver til en geopolitisk, transnational besindelse.

Man må naturligvis nævne Günter Grass’ Im Krebsgang (2002, I krebsegang, 2002) om flygtningeskibet Wilhelm Gustloff og Hans-Ulrich Treichels Der Verlorene (1998, Den Bortkomne, 1999), hvis fortælling om sønnen og broderen, som blev væk under flugten fra øst, i 2005 fik et follow-up med (den mindre vellykkede) Menschenflug.

Centralt står imidlertid Reinhard Jirgls Die Unvollendeten (2003). Jirgl er et stort navn i Tysklands nyere, eksperimenterende prosa og anses i almindelighed for at skrive 'dunkelt', når han indfører tal, nye ord (fx ’Doitschland’ for Deutschland) og anderledes tegnsætning og grafisk opsætning.

I Die Unvollendeten forbinder sprogeksperiment og indhold sig dog tydeligt – som her, hvor Hanna beskriver flugten: '!Dreck=überall u Ungeziefer das kan sich Heute keiner vorstelln mir wurde speiübel hatten auch seit Achwerweisswielangerziet nichts Richtiges mehr zu essen gehabt u waschen konnten wir uns auch Nirgendwo – ich hielt nich mehr aus dort=drin'.

Die Unvollendeten fortæller om søstrene Hanna og Marias flugt fra Sudetenland sammen med deres 70-årige mor, Johanna, og historien fortsættes gennem Hannas datter, Anna, og hendes søn, Reiner, som er den kræftsyge og døende fortæller. Romanens titel peger i to retninger, dels på at ingen i den ’flugtramte’ familie kan fuldende et liv i deres nye hjemstavn, dels på at døden i alle tilfælde opsluger ethvert forsøg på at fuldende liv og historie.

I et interview gør Jirgl opmærksom på, at historien om die Ostvertriebenen naturligvis er del af et fortsat tysk erindringsarbejde, men at den også er motiveret af, at der altid vil findes flygtninge og spørgsmålet derfor er, hvordan man omgås med erindringen om og erfaringen af de konkrete migrationer.

Et andet eksempel på Vertriebene-litteratur er Christoph Heins 'Landnahme' (2004, Erobring, 2005), hvor historien fortælles fra flygtningefamiliens Einsiedlung i DDR-provinsbyen Guldenberg til Murens fald og Wende-tiden. Fortælleren i Heins roman hedder Bernhard Haber, og med hans historie - fra han er prügelknabe for landsbybørnene til han bliver byens matador - fortælles der om østflygtningenes ’opdragelse’ til social mimicry og affabel tilpasning og om, hvordan det gamle DDR’s provins ender i ny opportunisme. Heri ligger der en stafet til besindelse på Wende-tiden, som ér taget op af den generation af forfattere, der debuterede få år efter Murens fald som et såkaldt boom i tysk litteratur.

Ostalgi, eufori og rastløshed
Film som Goodbye, Lenin (2003) og 'Am kürzeren Ende der Sonnenallee' (1999) er eksempler på ostalgiens popularitet, også uden for det gamle DDR. Ostalgi rimer på nostalgi og omfatter - foruden fx DDR-design - erindringsromaner om ungdomskultur og dagligliv i DDR, der er ligeligt ironiske over for DDR-myten om, at de gode tyskere (og store kosmonauter) endte på Murens østside, og over for BRD’s konsum-wunder, Ananas und Bananen für alle.

Thomas Brussig er den tydeligste repræsentant for ostalgien og forfatter til 'Helden wie wir '(1996) og romanen om Sonnenallee (1999, I den korte ende af Sonnenallé, 2000).
I sin nyeste roman, Wie es leuchtet (2004) gennemrejses Wende-land i en eftersøgning af euforien fra 1989-90. Brussig skriver små fortællinger og portrætter, der både viser Wende-tidens uoverkommelige og absurde dilemmaer og spørger til utopien og optimismen lige efter Murens fald: 'Die Zeit zwischen dem Herbst 1989 und dem Sommer 1990 war so intensiv, so prall gefüllt mit neuen Erfahrungen und unschuldigen Glück, dass ich davon träume, einen solchen Zustand immer wieder zu erleben. Mir tun die Holländer und die Schweizer leid: 500 Jahre ohne Revolution. Nette kleine Gesellschaften, aber das Salz in der Suppe fehlt'.

Hos to yngre forfattere, Karen Duve og Judith Hermann, spiller det tidligere Østtyskland også en rolle – som provins - i en generations nye eksperimenter med identitet og livsstil.
I Duves debutroman, Regenroman (1999, Regnroman, 2000) opløses det unge par, Leon og Martinas drømme om ’Det Gode Liv’ i et billigt hus i provinsen bogstaveligt i regn og mosevand. Væden siver gennem vægge og stiger op i murene, mens Leons uhellige alliancer fra hjembyen Hamburg nærmer sig og til sidst invaderer den gamle DDR-provins. I mange lag tegner Duve i den roman, hun ikke siden har overgået, en grotesk sammenhæng mellem moderne livsførelse og mødet mellem vest og øst.

Også Judith Hermann inddrager i novelle-samlingen Sommerhaus, später (1998, Sommerhus, senere, 2001) en rastløs længsel mod provinsen i sin skildring af Berlins urban tribes og new bohemians. I titelnovellen invaderer ’Vennerne’ provinsen på weekendbasis og annekterer de uddøende landsbyers småhuse og 'das Unter-uns-sein' fra de tiloversblevne beboere. Ikke at det dulmer rastløsheden, det gør provinsen sjældent. Hermann skriver minimalistisk og registrerer (uden at forklare) adfærd og selvforståelse i efter-murs-generationen, for hvem historien er blevet til stil og rastløshed.

Zur Vorstellung des Terrors
Mens besindelsen på Wende-tiden både fremkalder følelsen af historiens nedslag og udvider fornemmelsen for verden som provins, finder man også en besindelse på en del af BRD’s nyere historie, som ellers har været belagt med tavshed: de radikalt politiske 70’ere.

I 2003 var der ved Kunst-Werke Berlin planlagt en udstilling om billederne – pressens og kunstens – af RAF. Statsstøtten blev trukket tilbage, da der blev rejst en debat om den planlagte udstilling og de mulige ’sympatisører’, som i dag sidder i høje stillinger i politik og kulturliv.

Kunst-Werke Berlin gennemførte dog den fremragende udstilling, med et års forsinkelse og med midler rejst ved auktionering af værker stillet til rådighed af samtidskunstnere. Udstillingens idé – Zur Vorstellung des Terrors - var at man gennem kunstneres bearbejdelse skulle generindre de billeder, som også danskere født før 1965 har af fx den likviderede arbejdsgiver-formand, Hans Martin Schleier, og af Ulrikke Meinhof, Andreas Bader og Gudrun Enslin, medlemmer af RAF og angiveligt døde for egen hånd i fængslet.

Som Christoph Heins nyeste roman, In seiner frühen Kindheit ein Garten (2005) antyder, er denne generindring på sin plads og til tiden. I Heins roman sætter Richard Zurek sig for at opklare og offentliggøre omstændighederne ved sin søn, Olivers død. Oliver er medlem af RAF og bliver dræbt i en skudveksling, officielt meddeles det imidlertid at han har begået selvmord. Faderens efterforskning ryster hans egne og familiens værdier, for mens besindelsen på Anden Verdenskrig kom af sønnernes spørgsmål til fædrene, kommer besindelsen på 70’ernes radikale politik hos Hein gennem faderens spørgsmål til sønnens død.

Bøger nævnt i teksten - Wende-litteratur:
Thomas Brussig Helden wie wir 1996, Am kürzeren Ende der Sonnenallee 1999, ( I den korte ende af Sonnenallé, 2000) og Wi es leuchtet, 2004.
Karen Duve Regenroman 1999, (Regnroman, 2000).
Günter Grass Im Krebsgang 2002, (I krebsegang, 2002).
Christoph Hein Landnahme 2004, (Erobring, 2005) og In seiner frühen Kindheit ein Garten, 2005.
Judith Hermann Sommerhaus, später 1998, (Sommerhus, senere, 2001).
Reinhard Jirgl Die Unvollendeten 2003.
Hans-Ulrich Treichel Der Verlorene 1998, ( Den Bortkomne, 1999).

 

0
Din bedømmelse: Ingen