At forlige sig med far. Om Per Pettersons 'Ud og stjæle heste'

Oprettet: 01.03.2010 - 10:31

En smuk og lavmælt fortælling om at skabe mening med fortiden og en besværlig far.

 Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk

Per Pettersons gennembrudsroman, Ud og stjæle heste (2003), er en smuk og lavmælt fortælling om at skabe mening med fortiden og en besværlig far – og den lader sig læse med en kriminalromans suspense.

Hovedpersonen, Trond Sander, er en 67-årig pensionist, der efter sin kones død er flyttet fra Oslo og langt ud i de norske skove. Her har han købt sig et lille hus, som han vil sætte i stand, og hunden Lyra og radiostationen BBC er hans eneste selskab. ”Hele mit liv har jeg længtes efter at være alene et sted som dette,” betror han læseren på romanens allerførste sider.

En nat bliver Trond vækket af en besynderlig lyd uden for sit hus, og da han står op for at finde ud af, hvor larmen kommer fra, træffer han sin nærmeste nabo, Lars, der er ude for at lede efter sin uartige hund, der er stukket af.

Måden, optrinnet er beskrevet på, er en hilsen til den lille historie ”Livets Veje”, som Karen Blixen fortæller i Den Afrikanske Farm (1937); Petterson er uddannet bibliotekar og litteraturanmelder, så vi kan roligt regne med, at han kender sin Blixen.

Ligesom manden hos Blixen – det er ham, der løber forvildet rundt i mørket en hel, lang nat, og som først ved daggry ser, at hans spor rundt i marsken har dannet et billede af en stork – er der noget formålsløst over Tronds ekskursion denne nat; Lars har selv fundet sin hund, så Tronds nattesøvn er ødelagt uden grund. Men det natlige møde sætter alligevel gang i noget; minder fra en ganske bestemt sommer fra hans ungdom begynder nemlig at dukke op og forstyrre Trond i hans bestræbelser på at leve et simpelt liv i hytten.

Langt ud i skoven
Moralen i Blixens historie er, at vi lever livet hovedkulds og uden nogen tilsyneladende mening; det er først bagefter og på afstand, at vi ser meningen med vores liv. På samme måde kan Trond først nu, tooghalvtreds år efter en ganske bestemt skæbnesvanger sommer i 1948, forstå, hvad det egentlig var, der skete dengang.

Romanen er fortalt skiftevis i en nutid, november 1999, hvorTrond betragter årtusindet gå på hæld og ikke venter sig meget af det nye år – han er i gang med at afvikle sit liv snarere end at opbygge det – og så en række analepser tilbage til den sommer, han tilbragte alene med sin far i en lilleskovhytte tæt på den svenske grænse i 1948.

Mødet med Lars får Trond til at genoverveje begivenhederne den sommer, og Lars viser sig endda at kunne bidrage med manglende brikker til det puslespil, Trond forsøger at lægge over sit liv og sit forhold til sin far.

Sammenfletningen af begivenhederne fra sommeren 1948 med Tronds forsøg på at trække sig tilbage fra verden er meget elegant administreret af Petterson. Hans simple, letflydende prosa føjer en eksistentiel dimension til bagatelagtige hverdagsopgaver, og der kommer noget poetisk over almindelige husholdningsopgaver som madlavning og indkøb (asketisk begrænset til kun det allermest nødvendige), overvejelser over istandsættelsen af huset eller bekymringerne over, hvordan Trond mon skal få ryddet sin indkørsel, hvis der falder sne.

I sin fars billede
Også sommeren i 1948 var fyldt med praktiske gøremål, og selvom Trond først forstår det gradvist, så mærker læseren undervejs, hvordan Tronds flytten ud af byen egentlig er en søgen efter hans forsvundne far. Når han skal lægge et gulv eller reparere en vandhane, så forestiller Trond sig, hvordan hans far ville have gjort det, og lader det være hans vejledning.

Der er en næsten Ibsensk skæbne på spil, hvor Trond, uden at vide eller ville det, går i sin fars fodspor og gentager hans handlinger. Legen ”ud at stjæle heste”, som Trond som 15-årig legede med Jon fra en nærliggende gård, viser sig at have forbavsende forbindelser til faderens handlinger under Anden Verdenskrig, og en tredages ridetur, hvor far og søn krydser grænsen til Sverige, bliver en afgørende begivenhed for de to.

Den norske mande-fantasi
Der er noget uldent og pseudo-mande-mytisk over den måde, hvorpå far og søn skal finde hinanden i et rum uden kvinder. Ideen med at trække sig tilbage fra kvindernes komplicerede sociale relationer og ud i naturen findes også i en anden, næsten samtidig norsk roman, nemlig ErlendLoes publikumspopulære Doppler (2004), hvor hovedpersonen i et oprør mod sin velfærdsstatskone flygter fra sit velordnede middelklasseliv til fordel for et telt i skoven – senere følger også Dopplers søn, og de to prøver at (re)etablere en form for mandefællesskab.

Feministen i mig bliver meget træt af, at mænd på den måde skal have fortrinsret til fantasien om at finde sig selv i naturen, og at køn tildeles så afgørende en betydning i den henseende. Den drøm findes også hos kvinder – men i de her norske mandefantasier får de ikke lov til meget andet end at passe børn og hjem, mens mændene realiserer sig selv i naturen.Til Pettersons forsvar skal føres, at der også findes andre slags kvinder i romanen, og der er bestemt plads til kvindelige læsere: Længslen efter det simple liv er ikke kønnet.

Videre læsning
Ud og stjæle heste er ikke Per Pettersons første roman, men det blev den, der for alvor gjorde ham kendt blandt et stort læsepublikum. Han debuterede i 1987 med novellesamlingen Aske i munnen, sand i skoa, og siden har han udgivet en række kritikerroste romaner. Romanen Til Sibir (1996) foregår, til trods for titlen, i Jylland under Anden Verdenskrig, og i Ikjølvannet(2000) fortæller Petterson om en ung mand, der har mistet sin familie i Scandinavian Stars forlis.

Petterson har modtaget en lang række litterære priser for sine værker, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris, som han fik i 2008 for romanen Jeg forbanner tidens elv. Ud og stjæle heste er bestemt også alle sine priser værd og kan nydes for sit smukke sprog og det elegante og spændende halv-kriminalistiske plot.

0
Din bedømmelse: Ingen