Forfattere i den europæiske middelalder - hvad med Chrétien de Troyes, Andreas Cappelanus eller Marjory Kempe?

Oprettet: 02.01.2002 - 09:00

Af litteraturstuderende Martin Laurberg


Der melder sig visse vanskeligheder, når man forsøger at skabe sig et billede af forfatteres vilkår og status i middelalderen. Mange af især de ældre værker er resultater af flere generationers mundtlige overlevering. Den person, som i sidste ende har nedfældet dem på papir, krediteres derfor ofte ikke, hvis der da i det hele taget er tale om én enkelt fofatter. Desuden er der som regel kun overleveret meget sparsomme biografiske data. Det materiale, der er til rådighed, vidner imidlertid om en spændende udvikling i forfatterens betydning.

I den mundtlige fortælletradition virker forfatteren i det store hele som en art underholder. Litteraturen har nok en vigtig betydning som vedligeholdelse af historie og tradition og som en granskning af menneskelige forhold, men forfatterens rolle som sådan synes begrænset. I det 12. århundrde skete der ændring af dette forhold i takt med skabelsen af et høvisk kærlighedsideal.

Franskmanden Chrétien de Troyes (1160-91) gjorde sig i flere værker - såkaldte ridderromaner - til talsmand for dette ideal, der ser kærligheden som en metafysisk størrelse og som følge heraf nærmest gør kvinden hellig. Forfatteren opnåede i kraft af dette ideal en status som en slags profet eller formidler; det gik så vidt at en vis Andreas Cappelanus i sit værk De Amore udlagde en slags katekismus for høvisk litteratur. Man kan gisne om baggrunden for dette ideal.

Et bud er, at de samtidige korstog tømte slottene for mænd, hvorfor kvinderne kunne gøre deres smag gældende. Om man tilslutter sig denne udlægning eller ej, understreger den en begrænsning i Chrétiens beføjelser: han var ansat ved et hof (greven af Champagnes) og havde derfor ret begrænsede udfoldelsesmuligheder.

Den videre udvikling i middelalderen gav gradvis større indflydelse til forfatteren, og man kan i den forbindelse vende blikket mod en af middelalderens absolutte superstjerner italieneren Dante Alighieri (1265-1321). Dante blev født i firenze i relativt beskedne kår. Han studerede forskellige fag ved universitetet, hvorefter han i 1295 indledte en politisk karriere.

I 1300 gjorde hans anstrengelser ham til priore - en slags borgmester - men en voldsom politisk konflikt i Firenze omkring pave Bonifacius VIII (der tildeles en plads i det dybeste Helvede i Dantes Guddommelige Komedie) resulterede i en dødsdom, der sendte ham i eksil indtil hans død. Dante viser, hvordan forfatteren nu optræder som en offentlig personlighed. Hans værker kan ofte læses som politiske eller teologiske kommentarer.

Denne udvikling i forfatterens rolle videreføres af Dantes landsmand Giovanni Boccaccio (1313-75). Boccaccio blev sandsynligvis også født i Firenze. Hans far var en rig købmand, der rejste meget. Det samme gjorde Boccacio, især i Italien. I 1351 blev han ansat som ambassadør for bystaten Firenze ved Ludvig af Bavarias hof; denne stilling blev ham imidlertid frataget i 1360, efter det viste sig, at han havde forbindelser til et frfejlet statskup i Firenze.

Han rejste herefter rundt og boede i flere forskellige byer i Italien. Ud over den politiske integritet er netop rejsen og den deraf følgende internationale bevidsthed - Italien var langt fra så homogent som i dag - karakteristisk for Boccaccio, og det er et træk, der kommer til at karakterisere forfatterne fremover.

Det er eksempelvis tilfældet for englænderen Geoffrey Chaucer (ca 1340-1400). Chaucer blev i 1357 tjener ved Elisabeth de Burgh's hof, og af diverse omveje førte det til, at han i 1359 deltog i krig mod Frankrig. Efter at være blevet taget som krigsfange kom han til at fungere som en slags budbringer mellem forskellige hof i Frankrig og England. Det skabte efterhånden en diplomatisk karriere, som i 1367 gjorde ham til tjener hos Edward III, der sendte Chaucer på opgaver i hele Sydeuropa. De internationale erfaringer fik stor indflydelse på Chaucers forfatterskab (dele af hans Canterbury Tales er moduleringer over Boccaccios Dekameron), og de vidner i det hele taget om en spirende international ånd hos forfatterne i perioden.

Man ser således, hvordan forfatteren som sådan igennem middelalderen tilegner sig og tildeles en gradvis større indflydelse og status. Det er denne udvikling, der kulminerer i renæssancens humanisme.

Det kan i den forbindelse være interessant at kaste et blik på kvindelige forfatters status i middelalderen. Juliana af Norwich (1342-1416) skrev værket Revelations of Divine Love, der er den første bog på engelsk skrevet af en kvinde. Et andet eksempel er hendes britiske landsmand Marjory Kempe (1373-1439). Man kan imidlertid konstatere, at stor set alle værker af kvindelige forfattere i perioden beskæftiger sig med teologiske spørgsmål Revelations of Divine Love er eksempelvis beretninger om en række møder med Gud, som Juliana havde under en alvorlig sygdom. Værkerne har formentlig haft en ikke uanseelig teologisk betydning; alligevel lader det til, at der skulle ske en mere gennemgribende udvikling af de social normer, før kvinderne for alvor fik mulighed for at gøre deres litterære talenter gældende.

Romannet - 2. januar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen