Foranderlighed og realisme - en rundrejse i et udvalg af 90'ernes litteratur

Oprettet: 01.02.2002 - 09:00

Af stud.mag i litteraturvidenskab Tine Kristiansen

1990'erne var et spændende litterært årti. Med Forfatterskolen i spidsen debuterede en række interessante unge forfattere, der har gjort årtiet til deres eget. Også mere etablerede forfattere bidrog og viste, at også de var i stand til at forny sig, og dermed gøre spektret af litterære former og tematikker stadig mere broget og læseværdigt.

Det er uhyre vanskeligt at beskrive, hvad der netop kendetegner en tiårsperiode, men der er tendenser, som ikke desto mindre går igen i flere udgivelser. Vi tager nu på en lille rundrejse i de prosa- og lyrikudgivelser, som måske ikke har status af bestsellere, men som ikke desto mindre har sat fodspor i 90'ernes litterære sne.

Sne er én af de former for vand Pia Tafdrup (f.1952) omgiver sig med i digtsamlingen "Dronningeporten". Den udkom i 1998, og året efter blev den belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris. Bogen indeholder 66 digte - alle omhandlende vand i flere forskellige afskygninger: Havet, regnen, floden, kropsvæsker, regnbuer osv. "Dronningeporten" er en lyrisk sværdvægter, der fortjener at blive omtalt, fordi den på én og samme tid afviger fra og er kendetegnende for 1990'ernes lyrik.

Dens robuste, tungsindige tone krydret med religiøse undertoner (inspirationen til samlingen er delvist hentet i Jerusalem) er på sin vis en skarp kontrast til 90'ernes lettere form for prosadigtning, hvor enkelhed, både sprogligt og formmæssigt, er et nøgleord. Tematikken, derimod, illustreret ved vandets evne til at optræde i forskellige former, refererer tydeligvis til foranderligheden i en hektisk, uoverskuelig verden: Et yndet tema i 90'er litteraturen.

En poetisk fremstilling af verdens foranderlighed og kaos mestrer Katrine Marie Guldager (f.1966) til fingerspidserne i hendes bog, "Styrt", som udkom i 1995. En lille samling prosadigte, der omhandler en række modsætningsforhold; kaos og orden, uro og ro og til sidst livet og døden. "Styrt" så at sige stræber efter at få hold på menneskelig, fysisk såvel som psykisk, kaos. På en måde lykkes det. Katrine Marie Guldager har på ganske humoristisk vis skrevet sig ud af sit kaos.

Humor bringer os over videre til prosaen i 1990'erne. Romanen "Vera Winkelvir" udkom i 1993 og er skrevet af Kirsten Hammann (f.1965). Denne ustyrligt overraskende og morsomme fortælling om en ung kvindes liv, sætter fokus på menneskets iscenesættelse. Veras identitet skifter for hvert kapitel, alt efter hvilken social sammenhæng hun befinder sig i. Romanens kapitler er fragmentariske, collagelignende tekststykker, der sprogligt indeholder et enormt overskud. Den groteske humor og fandenivoldskhed er forfriskende.

Trilogien "Køkkenet, gravkammeret og landskabet" (1991), "Det skjulte" (1993) og "Udsigten" (1997) rummer en markant flertydighed og en ekstrem kompleksitet. Christina Hesselholdts (f.1962) romaner handler alle om Marlon, og hvordan hans liv former sig efter moderens sygdom (og efterfølgende død), og faderens selvmord.

Formmæssigt er bøgerne forskellige. De to første er en slags punktromaner med spredte, korte nedslag i et handlingsforløb. Mosaiklignende tekster, der er koncentreret og reduceret til historiens mest enkle og nøgne grundbestanddele. Den tredje, "Udsigten", er en mere sammenhængende tekst.

Christina Hesselholdt er en "antydningskunstner". Det vil sige, at den verden hun beskriver (Marlons verden) ikke fremstår særlig tydeligt, men er derimod let antydet. Med et meget fortættet, lyrisk sprog er Marlons verden svær at forstå og opleve. Teksten er ikke let tilgængelig. Når dette så er sagt, er det en utrolig intens og virkelighedsstræbende fortælling: Sanselig og umådelig kropslig.

Fra lyrisk prosa springer vi til en anden del af nyere dansk prosa, nemlig Helle Helles (f.1965) "Hus og Hjem". Den udkom i 1999 og er en fortælling om Anna, som flytter tilbage til sin fødeby efter 16 år. Kæresten Anders har fået job i byen, og Anna forsøger at skabe sig en ny tilværelse i en by fyldt med barndoms- og ungdomsminder - og ikke mindst minder om de afdøde forældre.

Der er meget få beskrivende afsnit; alt opleves gennem samtaler. Det er som sådan en meget banal historie, men alligevel giver opbygningen af romanen en intimitet, som gør historien vedkommende og virkelighedsnær.

Flere forfattere i 1990'erne har i litteraturen taget tyren ved hornene og blotlagt virkeligheden - nøgternt, køligt, nøgent. Men 90'er-realismen synes at indeholde mere end nøgne facts. Naja Marie Aidts (f.1963) "Vandmærket" (1993) provokerer og chokerer.

En række noveller beskriver i deres ekstremitet virkeligheden, når den er værst. Snuff-film, manio-depression, galskab og forrådnelse giver læseren én på den sociale bevidsthed. Fascinationen af det skæve er en realitet. Læseren fanges af novellernes uskønne skønhed. Man væmmes og fascineres på samme tid.

Jan Sonnergaard (f.1963) må siges også at have et vist flair for - litterært - at omgås det skæve og det uskønne. Han debuterede i 1997 med novellesamlingen "Radiator", som vakte opsigt på grund af dens ligefremme og temmelig ucharmerende fremstilling og iscenesættelse af nogle af samfundets mindre heldige eksistenser.

Sonnergaard benytter sig af en synsvinkel, hvor læseren ser episoderne på afstand, i fugleperspektiv. Det giver en vis uhygge og en realisme, idet man fornemmer en tilsidesættelse, og læseren bliver en deltagende iagttager. Fortællerpositionens virkning er yderst effektfuld.

Som samfundsrevser er Jan Sonnergaard skarp og sarkastisk. Flere af novellerne i "Radiator", og senere i "Sidste Søndag i Oktober" (2000) sender en hilsen til bl.a. universitetet og danske politikkere.

"Dansk fortællende prosa har mellem 1980 og i dag forandret sig hurtigere end et forstadskvarter og brattere end en bøgeskov", skriver Erik Skyum-Nielsen i sin analyse af lyrik og prosa i 1990'erne ("Engle i Sneen", 2000). Det er, som indledningsvis nævnt, svært på nuværende tidspunkt at give et præcist signalement af litteraturen i 1990'erne. De ovennævnte udgivelser er et forholdsvis bredt sortiment af bøger, der kendetegner perioden.

Nøgleord som foranderlighed, kropslighed, hverdagens metafysik går igen i en litteratur, der er kommet frem i en tid, hvor udviklingen - specielt teknologisk - går voldsomt stærkt. Det afspejles i de bøger, der bliver skrevet.

En god, velskrevet indføring i 1990'ernes litteratur er netop citerede "Engle i Sneen" af Skyum-Nielsen, som forsøger at sætte sig udenfor og "lege gæst i sin egne verden", dvs. demonstrativt træde på afstand af de enkelte bøger og forfatterskaber ... [ ] ... [og] erkende, hvad det er, der sket".

Romannet - 1. februar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen