Ferm femi-krimi

Oprettet: 08.11.2002 - 11:40

Forfatter: Elsebeth Egholm

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Født: 1960
Debut: De frie kvinders klub. 1999.

Forfatteren  til "De frie kvinders Klub", "Opium" og "Scirocco", Elsebeth Eghom, er højaktuel med en ny roman, "Skjulte fejl og mangler". Litteratursiden.dk har mødt forfatteren i et emailinterview om romanen.

Når man køber sig et hus er det som oftest muligt at forsikre sig mod “skjulte fejl og mangler”. Hvad henviser titlen på din nyeste roman til?

Titlen ’Skjulte fejl og mangler’ kom jeg på, da jeg overvejede at sælge mit hus og i den forbindelse havde fat i ejendomsmægleren. For det er jo netop ikke altid, at en forsikring dækker skjulte fejl og mangler. Jeg syntes, udtrykket var så tilpas dobbelttydigt og velklingende, at det måtte bruges. Der er jo også fejl og mangler i livet, man ikke kan forsikre sig imod; måske forhold i opvæksten eller noget arveligt, man slæber rundt på. Noget, som kan ligge skjult i årevis for så pludselig – måske sparket i gang af en ydre begivenhed - at dukke op og kræve opmærksomhed.
Tanken var at placere min hovedperson, journalisten Dicte Svendsen, i et nyindkøbt hus, som, efterhånden som bogen skrider frem, viser sig at være knapt så perfekt, som hun måske troede. Og parallelt med husets fejl, begynder fortiden så at banke på hos Dicte; en fortid, som har en betydning i forhold til plottet, bl.a. det døde barn i Århus Å.

Det er jo et ret makabert fund af et barnelig i Århus Å, der sætter romanens handling igang. Hvordan er denne idé kommet til dig?

Fundet af barnet i åen, som jeg præsenterer i romanens indledning, er inspireret af en virkelig begivenhed for nogle år siden. Da blev der fundet et dødt spædbarn i Århus Å, og så vidt jeg ved fra dengang, fandt man aldrig moderen. Jeg har taget afsæt i denne historie kun på den måde, at der bliver fundet et dødt spædbarn i åen. Alt, hvad der i øvrigt sker i bogen, er fiktion. Men dengang virkede historien stærkt på mig. Der var så meget dramatisk og psykologisk sprængstof i den hændelse, som hagede sig fast. Og da jeg så skulle skrive romanen, bankede det på igen, og jeg besluttede mig for at give mit bud på, hvordan sådan noget måske kunne have foregået.

Har du lavet research til bogen?

Jeg opfatter selv ’Skjulte fejl og mangler’ som en krimi. Så selvfølgelig skulle der en politimand ind i spillet, og derfor var det nødvendigt med et indblik i kriminalpolitiets arbejdsmetoder. Til den ende har jeg allieret mig med en meget flink kriminalassistent ved Århus Kriminalpoliti, som har læst og givet råd og indviet mig i de mere polititekniske sider af sådan en historie. Det kan være alt, lige fra, hvordan man opnår tilladelse til at aflytte andre menneskers telefon, til, hvorvidt man via en dna-prøve kan bestemme, om en person kommer fra Danmark eller f.eks. Mellemøsten. Selv noget så enkelt som, hvordan et pressemøde på Politigården foregår, fik jeg råd om. Jeg har nemlig aldrig selv været kriminalreporter.

Når du tager ud som foredragsholder taler du bl.a. om livet som forfatter til underholdningsromaner. “En genre, som anmelderne i mange år har hadet, men som nu lader til at være blevet mere accepteret”, udtaler du selv et sted. Har det betydning for dig at føle dig “mere accepteret” som forfatter?

Når jeg siger, at underholdningsromaner lader til at være blevet mere accepteret blandt anmelderne, så er det, fordi jeg har fået at vide i branchen (bogbranchen), at min første roman, De Frie Kvinders Klub, var en af de første i genren herhjemme til at blive taget alvorligt af anmelderne og også anmeldt positivt. Der har måske været en tendens til at affærdige genren som sådan lidt ’ALT-for- damerne- trivi-agtigt’; det har vist både Hanne Vibeke Holst, Isabella Smidt og Jane Åmund mærket til – uden sammenligning i øvrigt. Man sidder jo mange måneder og nørkler med en roman, så selvfølgelig er det rart at blive taget alvorligt og føle, at bøgerne generelt bliver anmeldt ud fra deres genre og ikke ud fra det, de ikke er, f.eks. en digtsamling eller en dyb og panderynkende intellektuel roman.
Jeg har altid følt mig accepteret som forfatter, og det er en god fornemmelse, selv om det er læserne, der er altafgørende i den sammenhæng. Men hvis jeg havde udgivet min første roman i firserne, er det ikke sikkert, det ville være sket.

Dine romaner har fået prædikatet nutids-"kvinderomaner". Mener du selv at det er en korrekt betegnelse?

Man vil jo så gerne putte bøger i kasser, og nutids-kvinderomaner er da helt fint for mig. Dog ligger der jo ikke noget i det ord, som taler om romanernes krimi-agtige side, og det synes jeg er nok så vigtigt at få med. Jeg har, i alle fire romaner, men måske allermest med denne sidste, forsøgt at kombinere det krimi-agtige med kvinders liv og hverdag. Der er nu nok lidt femi-krimi over ’Skjulte fejl og mangler’, og tanken er da også, at hovedpersonen, Dicte Svendsen, kunne dukke op i endnu en roman.

Er der en bog, du har læst for nylig, der har betydet meget for dig?

Jeg har for nylig kastet mig over de italienske detektiver. Måske fordi jeg delvis bor på Malta, som ligger tæt på Sicillien, er det interessant at se, hvordan miljøet og den kulturelle baggrund bruges af forfattere som Michael Dibdin (Aurelio Zen-bøgerne) og Donna Leon (Guido Brunetti-bøgerne, som alle foregår i Venedig). Der er selvfølgelig et element af professionel interesse for mig, når jeg læser de bøger, men de kan på det varmeste anbefales krimi-elskere, som trænger til miljøer, der bevæger sig væk fra det anglofile og fra Sverige, som de senere år er kommet meget i fokus takket være forfattere som Liza Marklund og Henning Mankell.
Især er Michael Dibdins bøger forrygende godt skrevet og indeholder store portioner af sortsynet filosofi, og man kan ikke lade være med at holde af den meget menneskelige og fejlbarlige hovedperson.

Lån Elsebeth Egholms bøger på  Bibliotek.dk

Lån Michael Dibdins Aurelio Zen-bøger Bibliotek.dk

Lån Donna Leons bøger på Bibliotek.dk 

0
Din bedømmelse: Ingen