Fantasy-tegneserier i 90'erne

Oprettet: 03.12.2001 - 09:00

Af Jette S. F. Holst, bibliotekar

Fantasy er en genre, der fungerer godt i et visuelt medie som tegneserien. Om det er muligheden for at tegne mærkelige væsner og eventyrlige landskaber, der tiltaler tegnerne, er ikke til at sige, men resultatet er en masse flotte serier, som bryder med de almindelige konventioner for tegneseriers opbygning.

Mange tegneserier er stadigvæk bygget op med tre billedrammer af samme størrelse ved siden af hinanden på en billedlinje med fire linjer under hinanden på en side. Sådan ser fantasy-serierne sjældent ud. Her kan en enkelt billedramme fylde en hel side, eller billedlinjen kan bestå af en lille og en stor billedramme, eller måske brydes selve billedrammen af et sværd, der løber ind i næste ramme o.lign. Denne dynamiske brug af billedrammerne samt de ofte meget flotte farvelægninger er med til at gøre historierne mere levende og intense.

Som i fantasy-litteraturen kan tegneserierne fortælle en allegori om vores tid, men de kan også "blot" være fængende historier, der fungerer som god underholdning uden et dybtliggende budskab.
I løbet af 90'erne er der udkommet mange spændende serier. Her skal blot nævnes nogle få af dem. Flere af tegnerne er franskmænd, men der sniger sig også en enkelt dansker ind i udvalget.

Scotch Arleston har to fantasy-serier bag sig. Askell - vandets verden med tegneren Jean-Louis Mourier og Zanfyst fra Troy med tegneren Tarquin. Zanfyst er en underholdende og actionpræget serie om den unge smed Zanfyst med et magisk sværd, der giver ham overmenneskelige kræfter. Serien er en rigtig eventyrserie med trolde, troldmænd og andre væsner og er tegnet med en relativ traditionel sideopbygning.

En mere utraditionel stil har Boucq brugt i serien Månemanden - bølgernes behersker med tekst af Jodorowsky. Her er tale om en flot og veltegnet serie, hvor blodet ind i mellem sprøjter i kaskader men som alligevel fortæller en vedkommende og moralsk fabel om den nærmest Messias-agtige månemand. Boucq bruger meget bratte overgange og skiftende synsvinkler mellem sine billedrammer, som nærmest giver associationer til filmens verden.

Frederic Contremarche har skrevet Semio sammen med tegneren Joel Mouclier. Serien foregår blandt skovfolket - et menneskelignende hornet folk - der er blevet fordrevet fra deres oprindelige civilisation. Det er en professionel og godt tegnet serie, hvor der er arbejdet meget med farvelægningen og den grafiske virkning i billedrammerne.

En af de helt store skabere af fantasy-tegneserier er F. Marcela Froideval, der har skrevet flere serier med forskellige tegnere, bl.a. Nexus, Atlantis, 666 og Den Sorte Månes krøniker, der efterhånden er oppe i 9 bind. Den Sorte Månes krøniker foregår i en middelalderlig eventyrverden med krigerhelten Wismerhill som hovedperson. Karakteristisk for serien er, at billederne er tegnet med en utrolig detaljerigdom. Serien er meget actionpræget, og det ses også i billederne, hvor perspektivet hele tiden forskydes, og der zoomes ud og ind uden regler for billedrammernes forløb og format.

Jean van Hamme er kendt for serien om vikingehelten Thorgal, som han har skrevet sammen med tegneren Grzegorz Rosinski. Indtil videre er der udkommet 25 bind om Thorgal, der stadigvæk fængsler sine læsere. Thorgal kommer fra stjernerne - noget han først fandt ud af som halvstor dreng. Han har med tiden stiftet familie og ønsker egentligt blot at leve i fred med sin familie, men ustandselig bliver han rodet ud i forskellige eventyr. Serien har mytologiske undertoner og foregår skiftevis i realistiske og eventyrlige verdener. En godt tegnet serie med en spændende handling.

Pat Mills serie om Slaine er i en ganske anden stil. Den er tegnet af Simon Bisley og er i fem bind. Slaine er en keltisk kriger, som undervejs i serien bliver udråbt til kongernes konge. Serien har skabt sit helt eget univers af sagn og guder, som tager udgangspunkt i den keltiske mytologi. Historien fortælles af dværgen Ukko efter Slaines død og er meget springende i tid og begivenheder. Den store styrke i serien er det spændende grafiske billedsprog, hvor persongalleriet spænder fra store muskelsvulmende mænd over alfeagtige kvinder til afskyelige og sære væsner. Det er en meget voldelig men også meget humoristisk serie. 

Det danske bidrag til fantasy-tegneserierne i 90'erne, som skal nævnes her, er Jernpotte af Peter Kielland, som også selv er illustrator. Jernpotte foregår under Sangerfyrsternes formørkede tidsalder, hvor to unge hovedpersoner, Jernpotte og Eui, drager ud for at finde den hemmelige skriftsamling i Sangerstadens citadel. Kielland tegner sine personer groft og enkelt med kraftige skygger, og det giver sammen med de varierede vinkler og stemningsskabende landskaber en dyb intensitet i billederne. Et godt bud på en dansk fantasy-tegneserie.

Udover de ovenstående serier er der udkommet mange andre flotte og spændende serier. Bl.a. har Alexandro Jodorowsky lavet flere serier - nogle måske lidt mere over i science fiction-genren, men Eventyret om Alef-Thau hører også klart til fantasy-klassikerne. En forfatter som Moebius har skrevet flere store tegneserier i fantasy-genren, og Vicente Segrelles serie om Øgleridderen, som han selv både har skrevet og illustreret, kunne også nævnes.

Så der er nok at gå i gang med, hvis man har lyst til at prøve fantasy-genren som tegneserie.

Askell- vandets verden: Scotch Arleston
1 : Den himmelske salve
2 : Gensyn med Vocable
3 : De blodrøde koraller

Zanfyst fra Troy: Scotch Arleston
1 : Magohamoths elfenben
2 : Thanos den troløse
3 : Guldazurs borg
4 : Ridderen fra Eckmyl

Månemanden - bølgernes behersker: Boucq
1 : Den usynlige katedral
2 : Troens slutsten

Dværgenes konge: Bruno Chevalier
1 : Asketiden
2 : Drømmenes land
3 : Kongernes slægt

Semio: Frederic Contremarche
1 : De forbudte kårder
2 : Ithycene

Masirs vogtere: Massimiliano Frezzeto
1 : Den 2. måne

Atlantis: F. Marcela Froideval
1 : Sheben
2 : Den ældste

Den sorte månes krøniker: F. Marcela Froideval
1 : Mørkets tegn
2 : Dragernes vind
3 : Dæmonernes tegn
4 : Den syngende slange
5 : Den blodrøde runddans
6 : Skyggekronen
7 : Om vinde, om jade og om obsidian
8 : Retfærdighedens sværd
9 : Fornægtelsens sange

Thorgal: Jean van Hamme (25 bind)

Eventyret om Alef-thau: Alexandro Jodorowsky
1 : Torsobarnet
2 : Prins Enarm
3 : Kong Enøje
4 : Illusionernes herre
5 : Den halte kejser
6 : Manden uden virkelighed

Jernpotte: Peter Kielland (2 bind)

Slaine: Pat Mills
1 : Den hornede gud
2 : Det flammende spyd
3 : Kongernes konge
4 : Slaget på issletten
5 : Slaines død

Altor-serien: Moebius
1 : Stjernefeen
2 : Enhjørningens ø
3 : Auralys' hemmelighed

Da himlen faldt ned: Rodolphe (2 bind)

Øgleridderen: Vicente Segrelles (11 bind) 

Relaterede links:

Fabler for voksne

BogWeb - 3. december 2001

0
Din bedømmelse: Ingen