Af litteraturstuderende Nanna Knudsen
Sidste år kom to af de største fantasy-succeser nogensinde, J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre og J.K. Rowlings Harry Potter, i biografen. I disse dage er hysteriet omkring toerne Harry Potter og hemmelighedernes kammer og Ringenes herre – de to tårne godt i gang.
At filmatisere en populær roman er altid et risikabelt projekt. Enhver læser danner sine egne billeder af personer og steder i romanen, og det gælder ikke mindst for fantasygenren. Læserens fantasi sættes i sving, når mærkelige væsner flokkes i fremmede verdener, og det kan derfor ikke undgås, at en filmatisering ofte er skuffende. Personerne ser forkerte ud, yndlingsscenerne mangler, og det er i det hele taget bare ikke helt, som det skulle være…
Der var derfor stor spænding, da den første del af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre sidste år havde premiere. Var det muligt at filmatisere et så omfattende værk på en måde, der kunne tilfredsstille de mange fanatiske Tolkienlæsere verden over?
Umiddelbart kunne det ligne et projekt, der fra starten var dømt til fiasko. Men såvel fans som nybegyndere i Tolkiens univers var enige om, at instruktøren Peter Jackson havde formået at genskabe Ringenes herre til et 13-tal. Til manges store skuffelse blev Jacksons kolossale arbejde ikke belønnet med en Oscar, hverken for bedste film eller bedste instruktør, selv om filmen blev én af de mest sete nogensinde.
På ganske få år er bøgerne om drengetroldmanden Harry Potter blevet den største børnebogssucces nogensinde, og de har tiltrukket en enorm fanskare af børn i alle aldre. Instruktører og skuespillere stod i kø for at deltage i filmatiseringen. Den heldige instruktør blev Chris Columbus, der samarbejdede med bøgernes forfatter, J.K. Rowling, for at få alt til at se rigtigt ud i filmen.
For den ivrige læser var filmen en positiv overraskelse, for detaljerne var rigtige, og på trods af en mindre ændring i handlingen var de fleste væsentlige scener bevaret i filmen.
For det meste bliver filmatiseringer af meget populære romaner kritiseret, fordi de ikke kan leve op til romanforlægget.
Det er derfor interessant, at filmatiseringerne af bøger som Ringenes herre og Harry Potter, der har fans i en grad, som bogverdenen ellers ikke kender meget til, er blevet så godt modtaget af både publikum og anmeldere. Jeg vil mene, at det hænger sammen med et ønske om at tage bøgerne og deres temaer alvorligt.
Fantasygenrens styrke ligger i høj grad i, at den handler om væsentlige spørgsmål som kampen mellem godt og ondt, og at der sjældent er plads til en vaskeægte Hollywood-happy ending. Ofte er fantasyfortællingens budskab, at det onde eksisterer og aldrig kan udslettes, og at det er op til de gode kræfter at kæmpe en konstant kamp imod ondskaben.
I filmatiseringer af fantasy er dette budskab alt for sjældent fremhævet. Mange fantasyfans husker med gru filmatiseringen af Michael Endes Den uendelige historie (1984), der var en tjubang-film af værste skuffe, aldeles uden hensyntagen til fortællingens dybere nuancer. Denne fælde har såvel Peter Jackson som Chris Columbus undgået at falde i.
I begge film lærer hovedpersonerne, at magt er fristende, og at ikke alt, der ser godt ud, nødvendigvis er godt. Ligeledes er ingen af instruktørerne faldet for fristelsen til at lade deres film bestå udelukkende af romanernes mere dramatiske scener.
I Ringenes herre er forståelsen af hobbitternes natur et vigtigt led i filmen, og den skabes ved hjælp af et livligt indblik i hobbitternes landsby, hvor det vigtigste er, at der altid er mad nok til at få morgenmad anden gang, og hvor eventyrlysten er begrænset, men loyaliteten stor. I Harry Potter er der lagt vægt på, at publikum får et indblik i det magiske univers, der i begyndelsen er ligeså fremmed for Harry som for os stakkels mugglere (ikke-magikere). Skoletimerne og quidditch, den mest populære troldmandssport, er derfor både humoristiske og tekniske højdepunkter i filmen.
Det er dog ikke kun dygtige instruktører og manuskriptforfattere, der er skyld i den store succes, disse film har nydt. Det er indlysende, at jo bedre 
teknologi, der står til rådighed, jo nemmere er det at skabe troværdige illusioner, som i bøgerne er overladt til læserens fantasi. Måske netop derfor er der banet vej for en voksende popularitet for fantasyfilm, som ellers tidligere kunne være en tåkrummende pinlig oplevelse på grund af en mindre udviklet computerteknologi.
Til sidst skal det siges, at filmatiseringerne af Tolkiens og Rowlings bøger har vist, at fantasygenren ikke kun er for nørdede drengerøve og andre barnlige sjæle – selv om det måske hjælper, hvis man er besiddelse af en indre nørd, hvis man for alvor skal nyde såvel filmene som de boglige forlæg.
smag på bøgerne – en bid om dagen
