Af litteraturstuderende Martin Toft
I moderne italiensk litteratur når få op på siden af Italo Calvino (1923-1985), hverken i indflydelse, originalitet eller international gennemslagskraft. I Danmark er Calvino nok mest kendt for postmoderne hovedværker som De usynlige byer (1972) og Hvis en vinternat en rejsende (1979), som begge er skrevet i Paris, hvor Calvino boede i perioden 1964 til 1979.
Begge værker udspringer af miljøet omkring den eksperimenterende gruppe, OuLiPo, som Calvino blev officielt medlem af i 1969. I OuLiPo udforskede man især litteraturens udtryk og mediets grænser, og resultatet blev radikale avantgardeværker, der bryder med typiske forventninger til bogen som sådan.
Jeg kommer aldrig ned
Hvis man har mod på en udfordrende læseoplevelse, kan man passende starte hos Italo Calvino. Men man bør være opmærksom på, at kritikere har angrebet ham for ikke at skrive til den almindelige læser. Alligevel skal man ikke lade sig skræmme af ensidige og urimelige postulater, for forfatterskabets mange testforsøg overskrider på flere måder teksteksperimenterne fra 1960 og -70´erne.
Allerede i 1950´erne fik Calvino sit internationale gennembrud med romaner, hvor klassisk historiefortælling har en central funktion. I Klatrebaronen (1957) får man eksempelvis en fuldstændig unik historie, som Calvino fortæller fremragende gennem talrige lån i den europæiske litteratur- og kulturhistorie.
Romanen er virtuost udtænkt, og efter afsluttet læsning sidder man tilbage med en række klare billeder på den indre skærm. Som i traditionen for fantastisk litteratur overskrider Klatrebaronen enhver snusfornuft.
Cosimo er en vildmand, en stædig rebel. Men handlingen udvikler sig egentlig normalt, idet man accepterer Klatrebaronens fantastiske præmis. Den unge baron bor i træerne, og det gør han bare. Bortset fra det privilegium lever han et konventionelt liv fra barndom, oprør og tilpasning, over uddannelse og kærlighed til alderdom og død. Cosimos lillebror fortæller den fantastiske historie, og på afstand får vi svar på de helt oplagte spørgsmål såsom ’hvordan spiser han?’, ’hvordan vasker han sig?’, ’hvordan sover han?’ og ’hvordan bevæger han sig?’.
Handlingen afvikles fra episode til episode, hvor hvert optrin desuden indeholder et lille miniplot af mere eller mindre dramatisk karakter. Baronen mister forstanden på grund af ulykkelig kærlighed, og vi møder ulve, sørøvere, banditter, smukke donnaer og gadedrenge. Kejser Napoleon kigger også forbi for at møde den kompromisløse helt, som partout nægter at komme ned fra træerne.
Vi befinder os i den italienske region Ombrosa i året 1767. Her udvikler en frokost sig dramatisk, fordi drengen, Cosimo, forlader adelsfamiliens middagsbord i vrede, idet han stædigt nægter at spise en flot delikatesse i form af snegle. Hysterisk kravler han op i nærmeste høje træ og nægter siden at komme ned. I starten ligner det blot et oprør imod forældrene, men udvikler sig siden til et diktat for hele Cosimos tilværelse. Han kender kun ét svar på familiens tilnærmelser: Jeg kommer aldrig ned!
Folkeeventyret genskrevet
Klatrebaronen er underholdende skrevet, ikke mindst fordi hverdagen på jorden pludselig synes temmelig latterlig, idet den sammenholdes med baronens dramatiske tilværelse i træerne.
Gradvist lærer vi om Cosimos opbygning af et minisamfund i trætoppene, en utopisk idealstat, som både ligner og adskiller sig fra livet på jorden. Det fantastiske og det realistiske mødes på nogenlunde sikker grund, selvom man aldrig føler sig helt sikker på projektets motivation og grundlæggende idé.
Calvino udleverer aldrig en manual til sine bøger, men man kan notere sig, at Klatrebaronen reelt er en del af en trilogi med titlen Vores forfædre. De to andre romaner i trilogien er Den halverede vicomte (1952) og Ridderen der ikke eksisterede (1959). Klatrebaronen kan sagtens læses alenestående uden forståelsesmæssige problemer.
Calvino præsenterede først romanerne som en trilogi sent i sin karriere, måske til dels for at tjene en ekstra skilling i forbindelse med en samlet genudgivelse af de tre bøger. Men titlen Vores forfædre angiver også et udvidet perspektiv for Calvinos bog om den vilde baron i træerne.
Calvino illustrerer sin litterære gæld til det italienske folkeeventyr. Året før publikationen af Klatrebaronen var Calvino en af hovedkræfterne bag 
indsamlingen og registreringen af italienske folkeeventyr fra syd til nord med nedslag i landets forskellige regioner. I Italien har enhver flække, efter sigende, sin egen pasta; en tradition, som genfindes i den folkelige litteratur, hvor enhver region har sine lokale myter og sagn.
Den forbindelse imellem geografi og litteratur udnytter Calvino i Klatrebaronen, hvor den fantastiske handling hele tiden udspilles på baggrund af det lokale rum. Vi får masser af lokalkolorit. Det er ikke uden betydning, at vi befinder os i en region med dybe skove, som strækker sig helt ned til Adriaterhavet. I litterær matematik får man resultatet fantastico, når eventyr og realitet lægges sammen.
Allegori over rebelsk litteratur
Oplysningstidens filosofiske fortællinger fylder også meget i Klatrebaronen. Til eksempel kan man nævne Fatalisten Jacques og hans herre (1773) af Denis Diderot (1713-1784) og Candide eller optimismen (1759) af Voltaire (1694-1778). Her henter Calvino tydeligvis inspiration til sin roman, hvor ideer og store filosofiske spørgsmål iscenesættes i konkrete, jordnære kulisser.
Arven fra Diderot og Voltaire virker i det hele taget omfattende. På samme måde som i de klassiske romaner har Klatrebaronen en underliggende allegorisk besked: Calvino tematiserer litteraturens rolle som modbillede til samfundets herskende forestillinger. Cosimo er levet poesi, en metafor for rebelsk litteratur.
Moderniteten har mange rødder i oplysningstiden, og parallelt med livet i træerne afvikles den franske revolution i en fjern horisont, mens de lokale vinbønder gør oprør mod adelstanden. Efter behag griber Cosimo ind i livet på jorden, og i kraft af sit perspektiv fra oven medfører disse interventioner ofte forandring og nytænkning.
Folk i Ombrosa betragter ham som gal, men ikke sjældent fungerer baronen som en anden frelser. Cosimo er fundamentalt anderledes, en vildmand i opposition til samfundet, hvilket i sig selv optegner én af litteraturens funktioner siden 1700-tallet. Afstanden til samfundets konventioner indgiver litteraturen et potentiale for fornyelse, og læst allegorisk er Klatrebaronen netop et billede på den litteratur, som nægter at komme helt ned på jorden til os andre.
En hyldest til eksperimenter som
OuLiPo, der definerer sig selv negativt i relation til den omgivende kultur. På den vis er Calvinos roman om Klatrebaronen et stærkt forsvar for den negative opbyggelighed.
Ekstra. Den italienske filminstruktør Federico Fellini (1920-1993) har lavet mange interessante film. Her vil jeg anbefale Amarcord – mig og min familie (1973). Filmen er et poetisk og lidt surrealistisk portræt af Fellinis egen barndom, men den indeholder også en lille hilsen til Calvinos Klatrebaronen.
Man kan låne filmen på biblioteket og se den fantastiske scene med en gal onkel, der under en frokost kravler op i et træ og nægter at komme ned igen, mens han skriger hysterisk på kærlighed.
smag på bøgerne – en bid om dagen
