Få appetit på livet og mærk madglæden

Oprettet: 29.08.2017 - 11:09

Få stillet din videnshunger til Folkeuniversitetets vidensfestival Hearts & Minds om det gode liv, hvor temaet mad serveres råt for usødet.

Mad er kroppens byggesten, og alle mennesker har brug for kulhydrater, proteiner, fedt og væske for at leve. For lidt eller for meget kan gøre os syge, mens den ’forkerte’ mad kan gøre os sure – skal risalamanden laves på den ene eller den anden måde og skal kirsebærsovsen være kold eller varm? Samtidig kan det velkomponerede, sansepirrende måltid sende os til en anden dimension af nydelse – og gøre mad sjovt, sexet og socialt.

Vi bruger mad til at regulere os selv, når vi trøstespiser eller skal hygge, og vi spiser bryllupskage eller drikker gravøl, når vi sammen fejrer noget godt eller mødes om noget svært.

Mad er mere end smag og behag. Det vi spiser griber ind i vores sundhed, samfund, kultur, religion og politik - og det er med til at definere os som mennesker. Er du veganer, palæo-mand, økologi-entusiast eller ligeglad? Spiser du af sult eller for sjov? Faster du under Ramadanen eller spiser du Kristi legeme? Hvem bestemmer egentlig, hvad du spiser?  Og hvad skal vi allesammen leve af i fremtiden? Er du klar til ukrudtssalater, algebøffer og insekt-shake?

Mad er her, der og allevegne. Den er ikke til at komme uden om – heller ikke i musikken, i kunsten eller i litteraturen. Til festivalen ser vi nærmere på, hvordan maden og smagsoplevelsen spiller en helt central rolle i litteraturen. For i litteraturen er der ikke tale om blodfattige beskrivelser af madens ernæringssammensætning, mineralindhold eller gennemgang af grundsmagene surt, sødt, salt, bittert og umami.  Mad og smag rummer betydninger, som rækker langt udover det konkrete måltid eller den enkelte madvare. I litteraturen antager mad og smagsoplevelse ofte kulturelle, sociale og identitetsmæssige betydninger. Forfatterne bruger maden og smagen til at beskrive følelsen af tilhørsforhold, kærlighed, tabt barndom eller ren og skær livsappetit. Og det sætter vi fokus på når vi smager os gennem litteraturen til arrangementet ’Litterære smagsprøver’ på Åby Bibliotek d. 24/9 kl. 14.00. Læs mere her

Man kan ikke tale om mad og litteratur uden at tænke på et helt særligt værk. Til festivalen tager vi derfor også livtag med en af litteraturens helt store klassikere nemlig Knut Hamsuns ’Sult’. Bliv klogere på Hamsuns sult-odysse og kom tættere på en af nutidens ”madromaner’ Kristian Ditlev Jensens debut ’Livretter’ fra 2014.  Det hele sker i de flotte rammer hos Hotel Carmel søndag d. 24/9 kl. 19.00. Læs mere her.

Få stillet din videnshunger til en festival om det gode liv, hvor temaet mad serveres råt for usødet. Tag fx til madsaloner og få næring til intellektet, spis fremtidssikrede specialiteter eller kast dig ud i øl-yoga. Få appetit på livet, og mærk madglæden. Se hele programmet på festivalens hjemmeside

0
Din bedømmelse: Ingen