Europas største tabu: racisme og folkemord

Oprettet: 01.03.2003 - 12:53

Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen

I Politiken fra den 16. november 1938 kan man læse følgende på side 2: ”Jødiske Drenge ned til 10 Aar i Koncentrationslejrene. I adskillige Byer er, saa vidt man har kunnet fastslaa, hele den mandlige jødiske Befolkning, lige ned til Smaadrenge paa 10 Aar, blevet ført til Koncentrationslejre. Saaledes meddeles bl.a. fra Kassel og Hildesheim, at kun Kvinder og Smaabørn er tilbage.

Fra disse Byer er de arresterede Jøder blevet transporteret til Weimar og, som man tror, videre til de berygtede Stenbrud.” Sådan en artikel gør det svært at tro at almindelige mennesker ikke vidste, hvad der egentlig foregik i det Tredje Rige; hvis hr. og fru Jensen har læst deres daglige avis må de også have været bare nogenlunde orienteret om forholdene for de tyske jøder. At man jo ingenting vidste hører derfor til en af efterkrigstidens myter, ligesom det også hurtigt blev glemt hvor udbredt antisemitismen havde været udenfor Tyskland før krigen.

Efter krigens afslutning i 1945 var man nemlig i gang med en større oprydning i forhold til forståelsen af, hvad det egentlig var, der var sket. I Frankrig havde man i særlig høj grad travlt med at forsøge at rydde op efter Vichy-regeringen, som under besættelsen havde været ualmindelig villig til at samarbejde med Tyskland.

I Frankrig havde antisemitismen ikke ligefrem været ukendt, under krigen havde man for eksempel haft opsamlingslejren Drancy i Paris for jøder, sidste station inden koncentrationslejrene. Inden krigen var jødehadet heller ikke et særsyn, og på den baggrund kan det virke underligt at man fra fransk side i 1945 krævede forfatteren Céline udleveret til retsforfølgelse på grund af hans antisemitiske holdning, blandt andet i hans essay Bagatelles pour un massacre fra 1938.

Céline var flygtet til Danmark med sin kone Lucette og katten Bébert under krigens slutning, en periode han beskriver i romanen Fra det ene slot til det andet  (udgivet i 1957). Forfatteren sad i Vestre Fængsel fra 1945 til 1947 og var sikkert blevet udleveret, hvis det ikke havde været fordi sagføreren Thorvald Mikkelsen havde talt hans sag. I 1951 fik Céline amnesti og vendte tilbage til Frankrig.

Når man tænker på, at det muligvis var endt med en dødsdom, hvis han var blevet udleveret, så virker det netop som en del af den tabuisering af racismen og jødehadet der skete efter krigen. Det var jo noget, som forsvandt sammen med Nazi-Tyskland. Om det har været noget i den retning, Hartvig Frisch, forfatteren til Pest over Europa fra 1938, tænkte på da han underskrev Thorvald Mikkelsens sympatierklæring for Céline kan man ikke vide, men han kendte jo om noget til racismens udbredelse før krigen.

Jean Paul Sartre – eller Tartre (det vil sige tandsten) som Céline kalder ham i Fra det ene slot til det andet – tog afstand fra Céline og kaldte ham landsforræder artiklen ”Portræt af Antisemitten” i tidsskriftet Les Temps Moderne i 1945. Han måtte være betalt af tyskerne, lød konklusionen. Efter krigen var det politiske engagement i høj kurs og dermed også eksistentialismens filosofi som værdsatte det enkelte menneskes valg, som bliver dets skæbne.

Spørgsmålet om, hvordan man kan forhindre noget som nazismen i at vokse frem var vigtigt, og på den baggrund blev det vigtigt at fortælle historien om modstandsbevægelsen og muligheden for at kæmpe mod en overmagt. Sartre skrev f.eks. Terningerne er kastet ud fra engagementets filosofi, pointen er her, at uanset prisen er det umuligt ikke at engagere sig og kæmpe for en sag.

En film som Casablanca slutter også med, at Bogart bliver en rigtig helt og får den elskede til at tage med sin frihedskæmpermand i stedet for at tage det egoistiske valg og få hende til at blive hos ham selv. Men det er jo nok en fiktion, der bliver nem at leve sig ind i, når man ser på Europas kollektive dårlige samvittighed i forhold til folkemordet på jøderne.

At fascismen forsvandt i Europa efter krigen er en anden udbredt myte, højreekstremistiske grupper dukker op med jævne mellemrum og nogle har endda stor succes. Frankrig har nærmest en højreekstremistisk tradition, allerede i 1950´erne dukkede grupper som Action Europe og Nouvel Ordre Européen op.

Politikeren Jean-Marie Le Pen har også haft en rimelig stor succes med sin ideologi, hvor de racistiske toner nu gælder immigranterne fra de tidligere franske kolonier i Nordafrika.www.padrino.ch/Schule/ Klasse3I.htm " vspace="6" align="left" src="/graphics/anbefaler_grafik/bogforsider/grass.jpg" /> I Tyskland har forskellige højreekstremistiske bevægelser desværre fået vind i sejlene, fordi det gennem mange år har været et tabu at tale om civilbefolkningens lidelser under krigens afslutning.

Det er én af Günther Grass´ pointer med romanen I krebsegang fra 2002. Romanen tager udgangspunkt i krigens slutning, hvor et skib med 9000 tyske flygtninge blev torpederet. Hovedpersonen forsøger at rydde op i de forskellige versioner af historien, men hvem har egentlig fortalt historien og har det overhovedet været legalt at tale om det?

Måske har dette tabu været med til at give mere stof til den højreekstremistiske ideologi, det må i hvert fald også være én af grundene til at Tyskland ofte vælger at holde lav profil rent militært. Men hvornår er noget folkemord, er det som når U.S.A. valgte at bruge brintbomben mod to japanske byer, selvom landet principielt havde overgivet sig ?

Hvis man opholder sig i én af de større tyske byer i dag, kan man lægge mærke til de helt nye bygninger overalt, selvom byerne i sig selv er flere århundreder gamle. Det har den simple årsag, at byerne blev sønderbombet under slutningen af krigen – der var kun murbrokker tilbage.

Nu kan man jo undre sig over det rimelige i at bombe civilbefolkningen helt uden om militære mål, og det er i hvert fald en historie, som man må gå til den mere marginale del at litteraturhistorien for at få beskrevet. I Kurt Vonneguts Slagtehus fem fra 1969, som må siges at høre til den mere syrede del af litteraturhistorien, beskriver en del af romanen bombardementet af Dresden i 1945.

Hovedpersonen Billy Pilgrim har en splittet bevidsthed som veksler i skizofrene spring mellem hans oplevelser som krigsfange i Dresden og så det fremtidige samfund på planeten Tralfamadore. Billy Pilgrims sind – og Kurt Vonneguts måde at fortælle en historie på – kan man næsten bedst beskrive som et granatchok. Det er ødelagt på samme måde som de bombede byer er ødelagt i fysisk forstand. Man kan sammenligne det med det opsplittede sprog i Célines romaner, sproget og især sætningerne går i stykker i takt med at krigen ødelægger verden.

Herhjemme går de litteraturhistoriske bølger knap så højt, både hvad angår den eksperimenterende litteratur og de politisk engagerede forfattere. Vores højrefløj er mindre militant end man ser det andre steder i Europa, men den findes nu alligevel – for eksempel er der den nynazistiske radiostation Oasen. Men i det mindste har Jan Sonnergaard da vundet en sag, hvor han var anklaget for bagvaskelse, fordi han havde kaldt Pia Kjærsgaard for racist. Det er da i hvert fald opløftende!

0
Din bedømmelse: Ingen