Et spørgsmål om stil

Oprettet: 21.11.2002 - 11:47

Forfatter: Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl er født i 1959 i Lyngby. Grøndahl har en bachelor i filosofi fra 1979 og blev i 1983 uddannet filminstruktør ved Statens Filmskole.

Et spørgsmål om stil

Det handlede om skilsmisser, læsere og forfatterens stil, da Jens Christian Grøndahl mødte May Schack på Scenen fredag eftermiddag i forbindelse med den nyligt afholdte bogmesse.

”Hvem af dem er Grøndahl?” spurgte den midaldrende kvinde ved siden af mig på klingende nordjysk. ”Det er ham den nyyyyyydelige mand, der kommer dér” svarede hendes veninde sværmerisk og pegede på Jens Christian Grøndahl, der netop ankom i sin koksgrå habitjakke, let dueblå skjorte og med det klædelige stænk af gråt i højre side af pandehåret.
Uforvarende berørte mine sidekammerater her det spørgsmål om forfatterens stil, der de næste godt tre kvarter skulle blive et af temaerne i litteraturkritiker May Schacks samtale med Jens Christian Grøndahl denne fredag eftermiddag. Anledningen var Jens Christian Grøndahls seneste roman ”Et andet lys”, som udkom i oktober. Stedet var Scenen, det auditorielignende interviewrum på Forums første sal, der er forbeholdt messens mest populære forfattere fra ind- og udland. May Schack lagde ud med at spørge til skilsmissen i ”Et andet lys”.
I romanen bliver hovedpersonen, den 56-årige advokat Irene Beckman forladt af sin mand, Martin, til fordel for en yngre kvinde. Martin går blandt andet, fordi Irene har været ’halvhjertet’ i sin kærlighed til ham. Men er det i virkeligheden ikke en romantisk illusion, at vi skal blive ved at elske hinanden varmt og vildt efter mange års ægteskab, spurgte Schack og kaldte Grøndahl for romantiker.

Det mente Jens Christian Grøndahl nu ikke, han var. Han så for det første ingen konflikt mellem en autentisk kærlighed og et borgerligt samliv. For det andet mente han, at vi alle rummer en dyb længsel efter virkelig at blive genkendt af et andet menneske. Hans roman handler netop om at føle sig ensom, selv om man er sammen med ægtefællen. At Martin går fra Irene, gør ham hverken til en romantisk helt eller et dumt svin, der bare er ude efter en yngre model.

I det hele taget skal man ikke dømme sine romanpersonernes handlinger, mente Grøndahl. For dommen vil altid stå i vejen for den indlevelse, som er nødvendig for at kunne forstå et andet menneske – fiktivt eller virkeligt. Derfor er ”Et andet lys” heller ikke et forsvarsskrift for skilsmissen (eller det modsatte), men et forsøg på at forstå personernes ”smertepunkter”.

Kvinden, tvivlen og den store historie

Irenes smertepunkt er, at hun har så svært ved fuldt og helt at ”sige ja til livet”. Hun tøver og tvivler, hvor hun kunne vælge og handle. Adspurgt om det er en kønsbestemt tvivl, mente Grøndahl, at mænd i allerhøjeste grad også tvivler. Der er blot en kulturel forventning til, at de ikke viser det.

Alligevel er Irenes tøven ikke blot et træk, der kendetegner hende som person alene. Ifølge Grøndahl lever alle vi velfærdsborgere i Skandinavien et beskyttet liv, som almindeligvis skåner os for at tage stilling til de helt store spørgsmål. Historien bryder ikke længere ind i vores hverdag, hvilket jo er godt. Men det er også en situation, der er temmelig ny og enestående i forhold til resten af verden. I ”Et andet lys” viser Irenes far sig i allerhøjeste grad at have været i nærkontakt med historien. Han var jøde under nazismen og har ikke, som Irene, kunnet vælge historien fra. Tværtimod har den tvunget en identitet ned over ham. For Irene bliver mødet med faderen også hendes møde med historien og erkendelsen af, at historien betyder noget og sætter hendes stilfærdige middelklassetilværelse i relief.

Skøn form og knubbede ord

Jens Christian Grøndals nye roman har fået fremragende anmeldelser, men der har også været kritiske røster, som finder Grøndahl for pæn. Ifølge kritikken - som sjovt nok især kommer fra de kvindelige anmeldere - skriver Grøndahl, som han ser ud: godt, ja endda rigtig glimrende, men også lidt for velsmurt og poleret.

Derfor var det naturligt, at May Schack spurgte, hvordan forfatteren havde det med den side af bogens modtagelse. Om fokuseringen på hans personlige stil og udseende kunne Jens Christian kun sige, at der hersker en temmelig udbredt provinsialisme i Danmark, som foreskriver, at en forfatter helst skal ligne noget, ”der er hevet op af en baggård”. Og til stor begejstring for publikum lukkede han den del af spørgsmålet med et let undskyldende og i hvert fald meget afvæbnende: ”Jamen, jeg kan jo ikke gøre for, at jeg ser godt ud”.

Til gengæld ville han meget gerne sige noget om sin litterære stil. I et interview i Berlingske Tidende har Jens Christian Grøndahl tidligere konstateret, at det litterære miljø herhjemme er domineret af en ”grimhedens æstetik”. Men den udbredte vægring ved det skønne i kunsten er faktisk paradoksal, kunne han fortælle det opmærksomt lyttende publikum. For litteratur handler om at omgås det uudholdelige og dybt ensomme i menneskelivet, så det bliver udholdeligt og muligt at kommunikere til andre. Det sker netop i den kunstnerisk gennemarbejdede, skønne form. Ifølge Grøndahl er skønheden altså ikke noget, der dækker over det uudholdelige i livet. Den er tværtimod en betingelse for, at vi kan dele denne erfaring og måske sone den i fællesskab.

Farvel til forfatteren og alvorligt goddag til læseren

Grundlæggende er litteraturen nemlig kommunikativ. Den finder sted som en samtale mellem forfatter og læser, hævdede Grøndahl. Han afviste den mere rygvendte del af modernismen, som efter Grøndahls mening er ligeglad med læseren og mest af alt handler om, at forfatteren skal ”trykke sig selv af”. Hermed karakteriserede han også udviklingen i sit eget forfatterskab, der siden begyndelsen af 90’erne har forladt formeksperimenterne og er blevet tilgængeligt for et bredere publikum.

Og så var bolden i øvrigt givet op til nogle knubbede ord om tonen i dansk litteratur de sidste år, hvor ironien ifølge Grøndahl har grebet om sig og helt fortrængt det alvorlige og patetiske. Ingen tør åbenlyst tage noget alvorligt af angst for at blive taget på ordet. Men patos og alvor er lige så nødvendige tonelejer som ironien. Hvis der ikke var noget, der var vigtigt , var der ingen grund til at skrive overhovedet.

At dømme efter det massive bifald, som efterfulgte samtalen, har Jens Christian Grøndahl stadig god grund til at skrive.  

Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie

 

0
Din bedømmelse: Ingen