Ernest Hemingway og novellerne

Oprettet: 01.08.2009 - 02:00

Hvad er det, der gør Hemingways skrivemåde så helt speciel?

Af bibliotekar Beth Høst

Da jeg bestemte mig for at skrive om Hemingway og hans novellekunst, tænkte jeg meget over hvilket udgangspunkt, jeg kunne vælge. Jeg fandt hjælp et uventet sted: hos den fantastiske cubanske krimiforfatter Leonardo Padura.

Jeg læste ’Adiós Hemingway’ , hvor den amerikanske gigant spiller en ret markant rolle, og man i øvrigt får en spændende og personlig beskrivelse af Hemingways skæbne.
Hovedpersonen Mario Conde (fhv. kriminalkommissær, nu forfatterspire med Hemingway som idol) beder en ven om at læse novellen ‘Store flod med to hjerter’ og sige sin mening. Svaret er: ’Det er en mærkelig historie, Conde. Der sker ingenting, og alligevel føler du, at der sker en masse. Han siger ikke, hvad man skal forestille sig’. (s. 155)
Den sætning kunne jeg godt ’låne’ som min egen overskrift.

I ovennævnte novelle optræder figuren ’Nick’, en person sandsynligvis modelleret over en ung Hemingway i rollen som soldat. Nick er i historien på en fisketur ved den hjemlige flod, hvor vi oplever alle detaljerne helt tæt på. Ingen malende, romantiske beskrivelser, kun de objektive beskrivelser, som til gengæld er fyldt med nærvær.
I Paduras historie snakker Conde så videre med vennen om Hemingway og nævner ’den gamle historie med isbjerget:  I 1934 skal Hemingway have sagt i et interview i ’Esquire’ : " I always try to write on the principle of the iceberg. There is seven-eighths of it underwater for every part that shows".
Læserens egne billeddannende evner stimuleres i så høj grad, som man oplever hos få andre forfattere. Hemingway giver plads til læseren, han tynger ikke oplevelsen med beskrivelser. Han lader læseren opleve selv ved hjælp af sit sublime sprog.

Figuren Nick møder vi igen i historien ’Sne over hele landet’.
Her er han på skitur i de schweiziske alper sammen med sin ven George. Sansningernes skildres med samme tætte nærvær som i  ’Store flod…’.
Her handler det om selve følelsen ved at stryge ned over sneen med ski under fødderne. 
George bemærker et sted :’det er alt for godt til at man kan tale om det’.
Kommer man nærmere en ’hemingwaysk’ programerklæring? 
I denne historie kommer meget frem ved selve dialogen; et meget typisk Hemingway-redskab, de to fyre drøfter, om de nu vil kunne gøre dette sammen hjemme i USA, det er nok  tvivlsomt. Nick venter barn med sin kæreste/kone, og fremtiden og den frihed, de nu oplever sammen, er usikker.

Jeg har tilfældigt netop læst Thomas Mann: ’Trolddomsbjerget’, som foregår i bjergene i Schweiz. Også her læste jeg om unge mænds oplevelser og samvær, måske i de samme bjerge.  Som dag og nat i fortællemåden.  Begge er billeddannende, men hvor Mann bruger mange og lange og meget beskrivende ord og sætninger, giver Hemingway plads til sin læser, til at man kan se sine egne og ikke forfatterens billeder.

Dialogen som hovedvirkemiddel kan også opleves i ’Bjerge som hvide elefanter’.
Her tegner Hemingway en skitse af et par, der sidder på en bar ved en spansk jernbanestation. De venter på ekspressen fra Barcelona, og det er varmt. Pigen bemærker, at bjergene på den anden side af dalen ligner hvide elefanter. Derefter taler de om, hvad de skal drikke, og så om noget, der skal ske, og om de er lykkelige. Og bagefter, om de kan rejse, hvorhen de har lyst til i verden.
Læseren kan danne sit eget billede af parrets verden, er hun på vej til en abort? Taler de om politik?
Historien er nærmest en ’litterær vejledning’ i at læse noveller. I hvert fald Hemingways.

Selv har jeg en Hemingway-oplevelse, der daterer sig tilbage til en engelsktime i en 1. gymnasieklasse i sensommeren 1968. En amerikansk litteraturstuderende var på studiebesøg, han var en lille benet fyr, meget sort og med præcis det store Jimi Hendrix-hår vi husker 60’erne for.
Han forklarede denne helt grønne gymnasieklasse, hvordan de kunne læse ’The Snows of Kilimanjaro’. Han viste dem, - og de var lydhøre! - hvordan Hemingway havde skåret sproget helt ind til benet i beskrivelserne. Selvom det foregik på engelsk, og denne litteratursideskribent ikke kan have været særlig fuldbefaren i sproget, så står det lysende klart – endnu.
Jeg genlæste novellen her 41 år senere, og oplevede, at den egentlig er ganske gribende. Vi møder billedet af den udbrændte, midaldrende forfatter. Han er igen på safari, kone nummer et-eller-andet har penge nok, hun er en god skytte og kan godt lide underholdningen og spændingen ved storvildtjagten. Så sker det, at han får et sår på benet, der går lynhurtigt koldbrand i det, og han ved, han er døende.
Vi oplever desillusionerede tilbageblik: fik han brugt sit talent rigtigt?, fik han behandlet sine medmennesker (og alle sine koner/elskerinder) ordentligt? Næh, faktisk ingen af delene.

Hemingway kan stadigvæk tale til sin læser, og vel at mærke alle slags læsere. Jeg fandt en anbefaling på et stort biblioteks hjemmeside. Ophavsmanden er en ung fyr, og at læse hans artikel om Hemingway er meget opmuntrende. Han siger, at historierne handler om dig og mig, og at man skal lade tankerne flyde, når man læser novellerne. Åbne sindet.
Jeg vil sammen med den unge læser Nikolaj (se nedenstående link,) slutte således:
Holder du af enestående sprog og mulighed for at lade dig flyde med ind i en historie: så læs Hemingway!.

Jeg læste:
Hemingway, Ernest: Noveller. Lindhardt og Ringhof, 1995.
Af  biografier bl.a.:
Michaelis, Bo Tao: Århundredets mand. Lindhardt og Ringhof, 1999. 99.4 Hemingway, Ernest

’udenoms’-læsning
Padura, Leonardo: Adiós Hemingway. Forlaget Sohn. 2006.

Og :
en ung læsers anbefaling af Hemingway (se link nedenfor) -
og derudover – helt tilfældigt – men meget lærerigt som modsætning:
Mann, Thomas: Trolddomsbjerget. Gyldendal, 1989.

0
Din bedømmelse: Ingen