Ensomhed og verdensåbninger. Digte af Anders Søgaard

Oprettet: 02.01.2002 - 09:00

Af Jens Hjøllund, bibliotekar og lyrikanmelder

I
Lugten af boremaskine
Anders Søgaard (f. 1981) har i debutsamlingen med den på én gang beskedne og ambitiøse titel digte 1 forsynet sine digte med følgende vejledning/forklaring: "jeg/ forsøger/ at bevise at verden/ ikke er/ et digt ved at skrive digte". Digtet er karakteristisk for en del af bogens tekster, der nok reflekterende peger på sig selv, men samtidig peger på, at verden er til stede som et stimulerende virvar af ting og historier uden for jeget og poesien.

I en række små fodnoter til filosofiens klassikere - i dette tilfælde Newton - tages der parti for det sanselige og individuelle, der ikke lader sig indfange af abstrakte naturlove eller guddommelige instanser: "de mange/ altid uforanderlige love/ tyder på en lovgiver/ siger du// men kender du/ lugten af et æble der giver slip på/ den gren/ det har hængt fra og falder/ med solens stråler/ en tidlig morgen klokken syv?"

I digtenes legende, humoristiske og ungdommeligt ubekymrede tone er der en bevægelse bort fra jeget. En polemisk venden sig væk fra afgrunden og det "dybe", som 1980'ernes lyrikere dyrkede, ud mod en accept af den konkret foreliggende virkelighed. Centralt i samlingen står en række sansede erindringsdigte.

Tilløb til små fortættede fortællinger om barndommen i forstæderne, bundet til konkrete begivenheder og genstande, der får næsten symbolsk betydning: "jeg husker intet fra min barndom/ bortset fra lugten af en varm boremaskine min far/ har lagt i et svøb af flamengo". 

II
At rode sig ind i sproget 
Tilløb til historier er der også i Marius Nørup-Nielsens (f. 1976) stort anlagte debutbog Karakteristikon. Vel at mærke ikke som en fortløbende fortælling med et klassisk centrallyrisk jeg, men en fragmenteret fortælling og et jeg splittet op i roller, stemmer og identiteter: "Jeg rejste over sø og land/ der mødte jeg en ældre mand./ Hans stemme havde blot to lejer." Selv har Nørup-Nielsens digte mange (stemme)lejer: ironiske, patetiske, besværgende, vrængende.

Konkret afspejler denne mangestemmighed sig i de lange teksters flagrende, fragmentariske form, hvor korte verslinier veksler med kompakte tekstblokke. Stilistisk og grafisk gør teksterne brug af mange virkemidler: indskud, parenteser, kursivskrift og direkte tale. Det er digte tæt på talesproget, men som også hele tiden peger på sig selv som tekst og iscenesættelse.

Som formen er noget, der kan leges med, bliver der også leget med virkelighedsplanerne i disse digte, der ironiske og dobbelttydige nægter at lade sig afkode for entydige budskaber og programerklæringer. Digteren "bedriver løjer" og - på den anden side - som forfatteren har sat som et motto over sine digte: "Jeg er ikke den fest mine digte prøver at gøre mig til..." 

III 
Et virvar af krydsende linier 
Den åbne, associerende form finder man også hos den tredje af årets debutanter Martin Larsen (f. 1969). En af de otte langdigte, som Det stof alting er gjort af indeholder, bærer titlen  Arabesk". Arabesk-formen er da også et gennemgående stiltræk i digtenes slyngede forløb, som umiddelbart kan forekomme kaotisk og tilfældig, men efter flere gennemlæsninger viser sig at være bundet sammen på kryds og tværs, både formelt og tematisk.

Som også titlen antyder, er det et ambitiøst forsøg på at "skrive" alle virkelighedens dimensioner ind i poesien: "Poesien er ikke et særligt, isoleret rum, men tværtimod en del af hele rummet" som forfatteren udtrykker det i et interview. Her er alle "mellemregninger" med, ikke blot poesiens sublime og kondenserede øjeblikke: personligt stof, hverdagsoplevelser, metafysiske overvejelser, filosofiske referencer og citater fra verdenslitteraturen indgår på lige fod og niveau i digtene.

"Ingen haiku her, tak. Lange glidende linier arbejdende sig sindigt frem og tilbage" som det formuleres i samlingens første digt som en kritisk replik til 90'ernes minimalisme. 

IV 
At bevogte det mindste 
I forhold til Martin Larsens "encyklopædiske" ønske om at lade poesien omfatte "alting" er der en mere lavmælt, afsøgende tone i Claus Handberg Christensens (f . 1970) digtsamling 320 pund.

"Dette er skrevet for at bevogte det mindste" som det fremgår af bogens første digt, og ikke tilfældigt er ét af digtene tilegnet Peter Seeberg. Tyngde er der meget af i bogen - både den eksistentielle og den bogstavelige. Som i titeldigtets prosatekst om mosteren, der med sine 320 pund, sin livsappetit og sin latter, var en legende i familien: "Hun kan næsten ikke være her når hun råber op/ gennem generationerne, om at gøre plads og stille to stole frem."

Erindring og slægtsfølelse er gennemgående temaer i samlingen. Tæt på "mine nærmestes historie" og dog med en afgørende oplevelse af ikke at høre til, at være "lovet væk/ til ingenting." Tiden og eksistensen synes at være uigennemskuelig, tømt for indhold og mening, og så alligevel i glimt bristefærdig med nye og uforudsete åbninger og begyndelser:

Vi er her,

ingen grund

til at benægte det,

og vi balancerer sammen

dér hvor asfalten skiller sig fra græsset.

Dine øjne er nyåbnede

udfaldsveje på motorvejen

som ingen ved hvor fører hen endnu

og de strækker sig

til bristepunktet mod de steder

jeg stadig mangler at se. 

V 
En hovedbanegård af betydninger 
Når man bevæger sig ind i Lone Hørslev Rasmussens (f. 1974) digtsamling Tak, befinder man sig i et univers, hvor intet synes at være stabilt og entydigt. Der er et element af show og forførelse i hendes kropslige og erotiske digte, hvor der aldrig er langt fra det søde gys til gruen.

Sådan tager det sig ud oplevet fra barnets synspunkt: "Måske var det lugten/ af cirkus/ der vendte det hvide ud af øjnene/ på barnet / halmen/ eller savsmuld/ dét der i manegen/ Måske var det tanken/ om at åbne/ for ordenes lem:/ bare lige/ kigge ind på høloftet/ og gyse/ ved tanken om dem/ der kunne have hængt sig her/ dem/ som hænger her".

Grafisk afspejler denne uro og fragmentering sig i de hyppige liniebrud. Teksterne er abrupte, springende i deres form, og også tematisk holdes der mange bolde i luften samtidig: kærlighed, begær, erindring, død. Læst kronologisk aftegner digtene ikke et ordnet, lineært forløb. De bevæger sig i ryk og spring i et stakåndet, hektisk tempo, der lægger sig tæt op ad mundtligheden og det talte sprog. I digtenes hvirvlende brudstykker af replikker, udbrud og talemåder træder en stemme frem, som hele tiden afbryder og korrigerer sig selv, eller flere stemmer taler i munden på hinanden.

Det gennemgående jeg i Lone Hørslev Rasmussens digte er ikke et selvbiografisk, bekendende jeg, men et jeg, der skjuler sig bag ironi eller antager skiftende roller og identiteter. Alligevel er der - som hos Marinus Nørup-Nielsen - samtidig en erfaring af, at digtet og ordene er andet end fest og forførelse, -"at selv disse krumspring/ er vand, som man siger/ i forhold/ til håndens besynderlige segnen/ hen over mindet/ om dig". 

VI 
På baggrund af bare fem digtsamlinger og uden grove generaliseringer er det svært at pejle, hvor lyrikken bevæger sig hen lige nu. På tre punkter kan der dog konstateres visse fælles træk hos årets debutanter.

For det første arbejder de - i modsætning til 90'ernes æstetisk gennemkomponerede tekster - med en åben, afsøgende form, der ofte ligger tæt på mundtligheden og dagligsproget.

For det andet rummer mange af digtene elementer af fortælling og personlig erindring. Små (livs)historier der ikke fortælles kronologisk fra ende til anden, men i brudstykker og glimt.

For det tredje er der i teksterne en legende, ironisk tone. De bevæger sig på mange planer, (ofte inden for det enkelte digt), og peger på sig selv som spil og iscenesættelse.

Når det gælder poesi er det helt afgørende dog formen og måden det siges på, og her kan ingen analyser eller oversigter erstatte læserens personlige møde med teksten. 

Omtalte forfattere og deres bøger:

Anders Søgaard: digte 1 (Gyldendal, 2001)

Marinus Nørup-Nielsen: Karakteristikon (Samleren, 2001)

Martin Larsen: Det stof alting er gjort af (Gyldendal, 2001)

Claus Handberg Christensen: 320 pund (Gyldendal, 2001)

Lone Hørslev Rasmussen: Tak (Gyldendal, 2001)

BogWeb - 2. januar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen