En tur i tidsspiralen. Om at oversætte Don Quijote

Oprettet: 01.12.2000 - 09:00

Af oversætter Iben Hasselbalch

Lidt om romanen og dens historie
El ingenioso hidalgo don Quijote de la Mancha af Miguel de Cervantes (1547-1616) udkom i to dele i henholdsvis 1605 og 1615. Den handler i al korthed om en fattig spansk landadelsmand, som læser så mange ridderbøger at han bliver ganske kulret deraf. Hans samtids ondskab og åndløshed går ham på, og han beslutter at drage ud i verden som vandrende ridder, hjælpe de svage og de nødstedte og råde bod på alskens uret, sådan som ridderidealerne fra middelalderen bød.

Han finder en væbner - Sancho Panza - blandt landsbyens bønder, og sammen rider de ud på eventyr. Og i sin fantasi ser vor ridder kæmper i stedet for vindmøller, slotte i stedet for kroer og hære i stedet for fåreflokke. Virkeligheden trænger sig imidlertid på, og efter sit tredje togt vender han desillusioneret tilbage til sit hjem og lægger sig til at dø.

Deltagelse i Slaget ved Lepanto, 5 års fangenskab i Algier og en snes års farten rundt på Spaniens landeveje som proviantør til den spanske Armada og som skatteopkræver - og dertil et par måske ufortjente fængselsophold - havde givet Cervantes et godt indblik i menneskets sjæl og de spanskes land, og denne erfaring øser han rundhåndet af i sin store roman.

Da første del udkom omkring nytår 1605, blev den en stor publikumsucces, og 2. oplag udkom allerede i foråret 1605. Det litterære parnas, deriblandt den ansete Lope de Vega, var mindre begejstret. Men don Quijote og Sancho Panza blev hurtigt til yndede figurer i farcer og gadegøglerier, og hans hest Rosinante blev populariseret i turneringer og maskarader. Mange af Cervantes' ord blev til talemåder, og forfatteren nåede at opleve 1. del af sin roman blive oversat til engelsk og fransk før han udgav 2. del i 1615.

Folk råbte på den fortsættelse som Cervantes selv på bedste ridderromanmanér havde lagt op til i slutningen af sin 1. del, hvor han annoncerede at heltens næste togt skulle gå til ridderturneringen i Zaragoza. Cervantes havde imidlertid alt for travlt med at udgive alt mulig andet (størstedelen af hans produktion, deriblandt Novelas ejemplares, da.

Lærerige fortællinger, udkom faktisk mellem 1605 og hans død i 1616), så han var endnu ikke kommet ud af starthullerne da en anden forfatter under pseudonymet Avellaneda, som man aldrig har identificeret, i 1614 udgav en fortsættelse - med et meget fornærmende forord. Cervantes har på det tidspunkt været godt inde i sin egen 2. del, og hans kommentarer til den “falske" 2. del viser at han blev godt knotten.

Avellanedas roman kan ikke stå mål med Cervantes', men er dog ganske fornøjelig og blev ret beset årsag til det ekstra metalitterære touch som Cervantes' egen 2. del - der udkom året efter, i 1615 - fik. Cervantes inddrager nemlig på sindrig vis den falske 2. del i sin og lader fx don Quijote møde en person fra Avellanedas bog, Don Álvaro Tarfe, der forklarer vor ridder at han er en god ven af don Quijote, som han lige har fået løsladt fra fængslet i Zaragoza.

Don Álvaro må naturligvis bringes ud af vildfarelsen og overbevises om at han nu står over for den rigtige don Quijote. Og den rigtige don Quijote beslutter herefter at drage til Barcelona i stedet for til Zaragoza for at vise alverden at han ikke er den don Quijote som Avellaneda taler om. Da don Quijote kommer hjem igen, lægger Cervantes ham til at dø og sætter således en effektiv stopper for yderligere fortsættelser.

Den apokryfe 2. del er altså med til at gøre romanens spejlkabinetvirkning endnu mere kompliceret og drilsk: I en situation hvor virkelighedens forfatter Cervantes skriver om en forfatterperson, der gennem en oversætter får adgang til den arabiske Sidi Hamed Benengelis beretning om den fattige adelsmand Alonso Quijana, der bilder sig selv ind at han er en vandrende ridder ved navn Don Quijote, som igen skaber en fantasi af en virkelighed, der jo i virkeligheden, som et produkt af Cervantes' fantasi, er fiktiv - hele dette kompleks af virkelighedsforskydninger udbygges ved mødet med den apokryfe 2. del og dens personer.

Med de mange forskellige virkelighedsplaner leger Cervantes således kispus med læseren, og romanen kommer til at stå som et magisk illusionsnummer. Forfatteren spiller på et uhyre mangestrenget litterært instrument, der omfatter både lyrik og prosa i diverse afskygninger, og hans personer udvikler sig psykologisk i løbet af romanen og vinder uvægerligt læserens interesse og kærlighed. Don Quijote er blevet kaldt den første moderne europæiske roman, og nogle siger at det er den mest udbredte bog næst efter Bibelen.

Hvad er egentlig ‘den rigtige' kildetekst?
Hvilken udgave skal man nu bruge af en roman der i de sidste 400 år er udkommet i et uanet antal versioner? Lykkeligvis kom der i april 1998 en foreløbig “ultimativ" kommenteret udgave, redigeret af den højt anerkendte litteraturvidenskabsmand Francisco Rico.

Her er manuskripterne, som i deres forskellige versioner var fulde af fejl, også fra forfatterens hånd, blevet trimmet og de bedste kommentarer samlet. Værket indeholder desuden adskillige oplysende artikler samt tegninger og fotos af bygninger, klædedragter og diverse af datidens “dimser", ligesom en CD-rom med hele teksten giver mulighed for at lokalisere ord - en stor hjælp når man fx skal finde tilbagevendende ord som man gerne vil oversætte ensartet (hvilket man dog ikke altid kan eller bør). Rico har dog naturligvis ikke løst alle problemer.

Lad mig give et eksempel: Førsteudgaven fra 1604 var ikke alene spækket med trykfejl, men også med fejl fra forfatterens side. På et tidspunkt i 1. del er Sancho Panzas æsel fx pludselig væk, men Cervantes har glemt at fortælle hvordan det skete. I 2. oplag indføjer han derfor en historie om hvordan det æsel blev stjålet og siden hvordan det kom igen. Han kommer imidlertid til at sætte det ind det forkerte sted.

Og for at forkludre det hele endnu mere, refererer han i sin 2. del til denne forglemmelse - det var jo ikke alle der havde læst hans rettede udgave, bogen cirkulerede stadig i førsteudgavens version. Altså får vi en kommentar i 2. del som er irrelevant hvis rettelsen - trods sin mangelfuldhed - er indført i den udgave af 1. del man har læst.

To hensyn kommer her i splid, nemlig hensynet til læsbarheden og troskaben til kilden. Jeg har rettet teksten til i erkendelse af at min oversættelse ikke er videnskabelig, men litterær. Og så har jeg været nødt til at ty til den forstyrrende note, som jeg ellers så gerne vil undgå.

Oversættelsesstrategier
At skræve over fire århundreder og et halvt kontinent byder på mange andre komplicerede problemer og smertefulde valg, som det ofte kræver en lang proces at tage stilling til. På ordplan begrænses min frihed desuden af den eksisterende oversættelse fra 1776-77 af Charlotte Dorothea Biehl (hende som Mette Winge har gjort til hovedperson i sin roman Skriverjomfruen).

Der har været enkelte andre oversættelser eller bearbejdelser, men Biehls er den der har holdt skansen gennem årene, og som man er nødt til at forholde sig til som nyoversætter. Centrums nyoversættelse, som stort set er udfærdiget parallelt med min, og som udkom lidt før, har jeg ikke læst eller forholdt mig til.

Hvilket sprog og stillag skal man vælge til denne renæssancetekst? Her kommer Cervantes' eget valg af stil til hjælp: Han gik bevidst imod tidens affekterte barok med overlæssede forsiringer og uigennemskuelig metaforik - i særdeleshed repræsenteret af den samtidige digter Góngora - og skrev lige ud ad landevejen med hverdagens ord iblandet reminiscenser fra den spanske visebog, romancero. Ind imellem gør han endda grin med højstemt stil, specielt når han lader don Quijote tale riddersprog.

I erkendelse af at jeg ikke kan skrive som i guldalderen - det ville blive et fiktivt sprog der ikke hørte nogen steder hjemme, for jeg har aldrig lært det - og at ingen heller ville have særlig let ved at forstå det hvis jeg skrev sådan - har jeg valgt at oversætte til et forhåbentlig tid- og prunkløst dansk uden sproglige døgnfluer.

Det er en dans på en knivsæg, men jeg mener at vejen bør lettes for den nutidige læser når han står over for en roman der i forvejen kan være besværlig på grund af sine mange år på bagen. Denne holdning kan diskuteres, men jeg synes ikke der er nogen grund til at lægge ekstra hindringer ud, især ikke når forfatteren selv lægger op til enkelhed. Arkaiske ord kommer kun ind hvor Cervantes bevidst lader don Quijote - og sommetider dem der svarer ham - tale arkaisk. Og så naturligvis når en ikke længere eksisterende dims skal benævnes.

Jeg har dog valgt at bevare gamle måle- og vægtenheder, som giver lidt patina uden at tynge for meget.  Det har overrasket mig hvor meget Biehls og min oversættelse adskiller sig fra hinanden. Biehl har jo netop valgt Holbergs snørklede stil - og er blevet rost for det. Dette stilvalg i samspil med det bedagede ordforråd og den noget ældre sprogbrug hun står for, skaber en helt anden tekst, som nogle læsere måske vil synes bedre om netop på grund af dens patina. Her ses det tydeligt i hvor høj grad oversætteren skriver ind i sin samtid.

I øvrigt varierer sproget i romanen afhængigt af hvem der taler, fra de nævnte ridderfalbelader til bondesprog og slyngeljargon. Personerne strør om sig med eder og ordsprog - de sidste står navnlig Sancho Panza for. Han blander dem endda sammen, i stil med “brændt barn lugter ilde". Disse ordsprog kan være svære at omplante til det danske.

Nogle kan man få hjælp til i ordbogen, men mange af ordbogsoversættelserne er faktisk hentet i Biehls oversættelse, og hvis man er uenig med hende, må man så prøve at finde noget andet i diverse ordsprogssamlinger - som næsten alle har det problem at de er vanskelige at slå op i. Man kan såmænd også blive helt god til at finde på ordsprog selv, og det har været nødvendigt i visse tilfælde.

Kulturgods
Cervantes gør i Don Quijote grin med ridderromanerne, der længe havde været på mode i Spanien og stadig var det på hans tid. Især Amadís-romanerne hærgede som nutidens sæbeoperaer landet og beslaglagde læsernes interesse.

Bogen er fuld af eksplicitte og implicitte hints til denne tradition og dens udspring, nemlig Rolandskvadet og beretningerne om Kong Arthur og ridderne om Det runde Bord - traditioner som vi faktisk har gode muligheder for at forstå i dag, idet de jo stadig lever i for eksempel Prins Valiant, Robin Hood og Ivanhoe, minsandten også ført ud i rummet i Star Wars (der i den don Quijote-lignende robot C-3PO med den Sancho Panza-lignende hjælper R2-D2 bevidst sender Cervantes en hilsen). Boiardos og Ariostos henholdsvis Den forelskede Roland og Den rasende Roland og Dantes Guddommelige Komedie inddrages hyppigt, foruden som sagt hele den spanske skat af folkedigtning- og sange, der for en stor del er gået i glemmebogen i dag, også i Spanien.

Der er altså mange hentydninger som man ikke umiddelbart forstår. Til gengæld er denne bog en af de mest gennemkommenterede i verdenslitteraturen, og de fleste kilder er fundet - en stor hjælp for oversætteren. Men i den notefri udgave som forlaget og jeg har været enige om at lave, kan man ikke få det hele med og må med blødende hjerte og is i maven acceptere tab.

Enkelte ting kan indlægges i teksten, men i de fleste tilfælde må man sige ‘take it or leave it' og blot se om man gennem den smule der er oversat til dansk, kan hitte nogle ord og putte dem ind for at skabe en klangbund. I grunden var det også de vilkår som læseren og tilhøreren dengang måtte affinde sig med, for de var i de færreste tilfælde særlig belæste.

Det kan ofte være umuligt at gætte sig til hvilken klang ordene eller udtrykkene har, og hvilken virkning de har haft på samtiden. Ikke engang de spanske eksperter ved det altid - faktisk tager de sommetider de eksisterende oversættelsers løsninger ind som indicier for visse betydninger.

Men hvis man kan komme ind i den bølge der hedder digterens ånd, og lade sig bære med af den, kan man ofte ledes til de (forhåbentlig) rette ord og nuancer. At få trawlet derud kræver mange sammenhængende timers arbejde og koncentration. Jeg har med denne tekst i særdeleshed en klar fornemmelse af at oversættelse også er en omformulering.

Jeg må prøve at forestille mig ikke alene hvordan Cervantes ville have formuleret sin tekst på dansk, men også hvordan han ville have formuleret den hvis han - hvilken vanvittig tanke - havde levet i dag. Hvor forfatteren der oversætter, må tøjle den forfløjne digter i sig selv, må oversætteren prøve at trække på sin skjulte forfatter for at få sine ord til at virke som den oprindelige forfatters egne; for at give illusionen om at de er originalteksten. Det er lidt af en tryllekunst!

Summa summarum
Det har været inspirerende at have daglig omgang og nærkontakt med så fremragende en forfatter. Ligesom Shakespeare, der levede på samme tid, mestrer han alle genrer - prosa, poesi, falde-på-halen-komik, bevægende situationer og essayistiske indlæg om krigskunst, ægteskab eller kvindens stilling, der kunne være skrevet i dag; han elsker sine personer, har respekt for sine helte, eller antihelte, griner ad dem, men også med dem.

Han er så hjertevarm, underfundig og menneskelig at man næsten kan mærke hans puls, hans ånde, hans latter gennem tidsspiralen. Den tidsspiral der hvirvler os tilbage til det 16. århundrede, hvor de unge - i en periode hvor Europa lå i evindelig krig - kom hjem fra universitetet, klædte sig i hyrdeklæder og gik ud i bjergene for at vogte får og skrive kærlighedsdigte: make love, not war; en kold verden hvor don Quijote savner utopier og idealer, synes at vi skal komme hinanden mere ved, og bliver næsten lige så meget til grin som de mennesker i dag der er naive nok til at fremføre en smule tro på det gode i mennesket.

Og Cervantes udtrykker det gennem en person der trods alt bevarer sin værdighed selvom han ikke kan hitte ud af hvor virkeligheden holder op og fantasien begynder. Som læser kan man heller ikke finde ud af don Quijote: Er han ikke rigtig klog, eller er han faktisk rigtig klog? Måske ligger noget af romanens succes gennem tiderne i dens tvetydighed: Enhver kan genkende sig selv i den, netop fordi den ikke er entydig.

BogWeb - 1. december 2000

0
Din bedømmelse: Ingen