En skide grønlænder taler ud. Interview med Kim Leine

Oprettet: 13.11.2007 - 19:06

Forfatter: Kim Leine

Kim Leine

Kim Leine er født i Norge i 1961, men flyttede senere til Danmark, hvor han blev uddannet sygeplejerske. Han flyttede sidenhen til Grønland, men vendte tilbage til Danmark efter en årrække.

Erindringsromaner. En litteraturgenre som i den senere tid har affødt en del debat, for hvad er læserens position i grunden? Har man som læser krav på at vide, hvornår sandheden slutter og fiktionen starter. Eller er forfatteren i sin gode ret til at digte ovenpå de erindringer, han eller hun bruger som udgangspunkt for romanen?

Uanset hvad man måtte mene om genren, har Kim Leine skrevet en uhyggelig barsk, grum men også meget smuk og stærk roman, som bygger på hans erindringer fra et liv på evig flugt. Leine leverer et hudløst ærligt portræt, så hudløst at 'Kalak' er mere end blot erindringer. 'Kalak' er et rystende indblik i et andet menneskes inderste hemmeligheder.

Lad os for pokker skære lige ind til benet: 'Det litterære miljø har fået sin helt egen ambassadør udi incest, selvmord, hor, mord, og stofmisbrug' – med disse ord beskriver journalist Sonja Sabinsky fra Dagbladenes Bureau den 31 januar 2007 din debutroman 'Kalak'. Hvordan har det været og har du aldrig fortrudt, at du åbnede for sluserne?
Et omdrejningspunkt i bogen, som i mit liv, er tavsheden. Det er tavsheden der fastholder mig i misbruget, tavsheden om mit eget misbrug og om det misbrug jeg blev udsat for. At bryde min misbrugsadfærd var ensbetydende med at bryde tavsheden. Og det at dette tavshedsbrud blev til en bog der blev læst af flere tusind mennesker, var kun ekstra positivt. Nu har jeg taget alle disse tusinder af mennesker i ed. At bogen så også indebar at jeg udleverede to personer, min far og mig selv, har ikke ført til noget negativt for mit vedkommende. Jeg var nervøs for, hvordan familien skulle tage det, mine venner, kolleger osv. Jeg arbejdede på det tidspunkt hvor bogen udkom på en skole for udviklingshæmmede børn, og jeg vidste ikke, hvor begejstrede ledelsen ville være for at vide, at de havde ansat en eks-junkie. Men absolut alle har været virkelig positive. Hvis der er nogen der er vrede over noget jeg har skrevet, så har de ikke sagt det.

Da bogen solgte så godt som den gjorde, fik jeg desuden råd til at leje en rigtig lejlighed i København (jeg har boet i et lille hummer uden bad og køkken og senere i et værelse i Malmö). Men nu bor jeg i en lejlighed sammen med min datter. Jeg lever af bogindtægterne samt af at rejse rundt og holde foredrag og læse op. Det jeg altid har drømt om, er gået i opfyldelse: Jeg er fuldtidsforfatter. Hvor længe det varer, ved jeg jo ikke. Men jeg nyder det i hvert fald.

Så svaret er at udgivelsen har haft entydigt positive følger.

Man fornemmer, at det at skrive dine erindringer har givet dig en eller anden form for terapeutisk indsigt?
Skriveprocessen hjalp mig til at gennemskue nogle mønstre. For eksempel at mit forhold til sex, til mad, til alkohol, min rastløshed osv. Alt sammen var aspekter af min misbrugeradfærd. Det har jeg mærkeligt nok ikke indset tidligere. Men den terapeutiske effekt virkede på mange niveauer. Ud over at hjælpe med mønstergenkendelse pakkede bogen på en måde mine traumer ind. Gjorde dem til en konkret ting, en bog, som jeg kan åbne og lukke, lægge fra mig. Ved at gå ind i min historie har jeg kunnet gå ud af den. Endelig har jeg følt at bogen var en bodshandling over for dem jeg har svigtet. Ikke kun fordi jeg forklarer mine motiver for at handle som jeg har gjort, men mest gennem at ydmyge mig selv ved at vise hvilket svin jeg egentlig har været.

Der har været en del polemik omkring begrebet erindringsroman. Virkelighed kontra fiktion. Hvordan definere du begrebet erindringsroman?
Det er ganske enkelt en roman bygget på erindringsstof. Jeg kalder det en roman, fordi bogen er komponeret som en roman, med en loop-konstruktion (slutningen først), en stigende spændingslinie og en katharsisk slutning. Man kan måske mene at 'erindringsroman' er et selvmodsigende begreb, hvis man opfatter 'roman' som synonymt med fantasi og 'erindring' med virkelighed. Men hvis jeg havde kaldt bogen for blot roman, ville folk tænke: det her virker selvoplevet. Og hvis jeg havde kaldt den for erindringer, ville mange tænke: det her føles mere som en roman. Efter lange diskussioner med min redaktør faldt valget på 'erindringsroman'. Det følte vi begge var det mest præcise.

'Kalak' er en rigtig barsk bog. Kan du forstå de mennesker, som har et behov for at vide, hvornår sandheden slutter og fiktionen starter?
Ja, det er da også noget jeg spekulerer på når jeg læser en bog, hvad enten den nu kaldes roman eller erindringer - eller erindringsroman.
Alle forfattere står faktisk med det samme dilemma, at læserne er nysgerrige efter at vide, hvor meget der er 'virkelighed'. Det er det koncept de fleste forfatterbiografier skrives på, koblingen mellem liv og værk.

Romanen har en af de stærkeste åbninger, jeg længe har læst. En åbning, der kickstarter din roman, men samtidig er den nøglescene, der binder fortællingen sammen. Kan du fortælle mere om dette første kapitel?
Jeg skrev i månederne efter at jeg var kommet tilbage fra Grønland, vinteren og foråret 2005, side op og side ned med notater. Men det ville ikke blive til en bog. Jeg arbejdede dengang på Tranekær Slotsmølle, som en slags kustode. En junidag, hvor solen skinnede og alle turisterne var taget på stranden i stedet for at gå på museum, faldt det her billede mig pludselig ind: Mig selv siddende på personaletoilettet på Dronning Ingrids Hospital, med en kanyle i armen og blodet strømmende fra indstiksstedet, og med en kollega der stod og bankede på døren. Jeg havde befundet mig i nøjagtigt den situation for et halvt år siden, men jeg havde ikke tænkt på scenen som specielt vigtig. Nu skrev jeg den ned, siddende bag skranken i Tranekær Slotsmølle, knap ti sider skrevet i hånden på et par timer. Og så vidste jeg at det var bogens nøglescene og første kapitel. Dermed var bogens tonefald etableret samt ledemotivet - nogen der banker på døren - som jeg gentager mange gange gennem bogen, og som henspiller på en grundstemning af angst. Da jeg havde skrevet dette kapitel, tog det kun tre, fire måneder at skrive bogen.

Selvom romanen er en grum fortælling om en mand – dig - på evig på flugt og i konstant krise, er bogen samtidig en stor og smuk kærlighedserklæring til Grønland. Hvilken betydning har Grønland haft for dig og hvilket rolle spiller den tidligere koloni for dig i dag?
Jeg føler dyb taknemlighed til grønlænderne for det de har lært mig. Blandt andet at vi skal lære at leve i nuet, og lade være med at tage tingene, og os selv, alt for højtideligt.

Men da jeg kom til Grønland, præsenterede den her fremmede kultur sig for mig som en mulighed for en ny identitet. Jeg hadede den jeg var på det tidspunkt, så derfor tog jeg villigt den grønlandske identitet på mig og forsøgte at blive en grønlænder - en kalak. Jeg overdrev nok lidt til tider, jeg efterlignede måske i for høj grad de negative sider af det grønlandske liv, og jeg gjorde mig lidt for meget umage med at distancere mig til mine danske kolleger. Men i det store og hele var det en sund proces. En del af mig er og vil altid være grønlænder.

Nu er det tre år siden jeg var deroppe. Jeg tænker på Grønland hver eneste dag, jeg læser grønlandske nyheder, jeg ser grønlandsk tv-avis, flere gange om dagen klikker jeg ind på webcams fra Nuuk og Ammassalik. Så Grønland er bestemt ikke noget jeg har lagt bag mig. Men jeg tror det er sundt for mig at være væk fra landet i nogle år. En gang drømmer jeg om at overvintre i en eller anden bygd i Nordgrønland og sidde og skrive en roman, mens nordlyset knitrer udenfor.

'Kalak' er grønlandsk slang for 'en skide grønlænder'. 

0
Din bedømmelse: Ingen