En på anmelderen

Oprettet: 10.07.2005 - 08:05

Forfatter: Lars Bukdahl

F. 1968 i Rissskov.

Er der grænser for hvad en anmelder kan skrive om et værk/en forfatter?

Skråstregen mellem værk og forfatter er vigtig og knivskarp: Der er ingen grænser for, hvad man skrive om et værk, hvis det, man skriver, er præcist og sandt (om bogen og for én selv); der er til gengæld alskens grænser for, hvad man kan skrive om forfatteren som virkelig humanoid havende et konkret udseende og specifikt (privat)liv; man kan godt skrive om forfatteren i forhold til hans/hendes og/eller forlagets markedsføring af værket, hvori ”personen bag” med samt udseende og privatliv spiller en stadig større rolle; man kan godt skrive om personen som et ”billede” på forfatterskabet (i stedet for ”signaturen NN”) og på stemmen i værket/værkerne og den intention/hensigt, man mærker og måske forstemmes af i værket/værkerne. Forledes man, frivilligt eller ufrivilligt, til en fornemmelse af sammenfald mellem en person/fortæller i værket og forfatteren selv, er det ikke uvigtigt for læsningen og derfor okay at bide offentligt mærke i.
 
Hvordan oplever du din egen rolle som avisanmelder?

Jeg oplever den som en på mange måder ret idiotisk og enstemmig rolle, i mit tilfælde Den Frygtede, Grusomme, etc. anmelder, som man har at distancere sig mest muligt fra ved nemlig at tage den på sig som lige præcis én Rolle, én Karakter, ud af mange, der kan spilles og vendes vrangen ud af i en anmeldelse. Det er godt for udbredelsens af ens anmeldelser og dermed af ens avis at have en fast rolle, men det er dårligt for læsningen, og det er farligt for selvforståelsen. Noget andet er, hvordan jeg opfatter det at være anmelder: Som en blanding af en rolle – eller rettere mange roller – og et kald – man skal ikke kunne lade være! – og et håndværk – man skal kunne (blive bedre og bedre til at) skrive og læse - og en kunst – en skrivekunst, en anmeldelse skal ALTID være værd at læse for dens egen skyld.

Er en anmeldelse stilet til forfatteren eller læseren?

Anmeldelsen er i første omgang ikke stilet til nogen, skrift ud i det blå, i anden omgang er anmeldelsen stilet til mig selv, som en diskussion om hvad og hvordan det her er for en bog, og en jagt på at finde mest præcise ord for hvadheden og hvordanheden, i tredje omgang er anmeldelsen henvendt til den ideale læser som en kvalificeret, passioneret anbefaling eller det modsatte og simpelthen bare endnu et folkeligt foredrag om litteraturens fortræffeligheder (paradoksalt nok er især dårlige anmeldelser gode anledninger til at holde det foredrag igen og igen).
 
Hvordan er det at give en dårlig anmeldelse af en bog, når du kan risikere at møde forfatteren i Netto dagen efter?

Det er aldrig rart at møde en forfatter, der er såret og hadsk over en dårlig anmeldelse, af samme grund handler jeg helst i Irma, dér har få forfattere råd til at komme.

Er der nogen anmeldelser du har fortrudt?

Næh, ikke nogen negative i det mindste, generelt synes jeg bare, jeg er alt, alt for sød.

Bliver man immun over for “den sande læseoplevelse”, når man har arbejdet længe som anmelder?

Nej, det synes jeg ikke, og heldigvis, for det er jo den, man længes efter og begærer og skuffes så frygteligt dybt over ikke at blive udsat for, på den anden side synes jeg faktisk, jeg på det seneste har været ret forkælet med ”sande læseoplevelser”, i foråret 2005 bl.a. hele to bøger af Pia Juul, novellesamlingen "Dengang med hunden" og digtbogen "Helt i skoven", Helle Helles roman "Rødby-Puttgarden", Hans Otto Jørgensens roman "Væltede kældre", Simon Grotrians digtsamling "Melatonin", Morten Ramslands roman "Hundehoved" med faktisk mange flere.
 
Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet (du skriver jo selv anmelderrost lyrik)?

Per Højholts "Auricula" med samt de næsten to kapitler, der mangler, plus James Joyces "Finnegans wake" og alle Dickens romaner.

Hvilken bog ligger på dit natbord for tiden?

Jeg har ikke et natbord, for jeg læser ikke i sengen, det er lige så farligt som at ryge i den, tror jeg på. Men de to bøger, jeg i dette øjeblik – for på mit imaginære natbord går det helst hurtigt – er i gang med at læse, og som jeg begge købte for et par dage siden i New York, er en Walt Disney-biografi, "Walt Disney – An American Original" af Bob Thomas, fordi jeg ved et litterært sommerkursus på Testrup Højskole skal holde foredrag om Disney ”som dansk litteraturs onde fe” og nobelpriskandidaten John Ashberys splinternye digtsamling, "Where Shall I Wander": Digtet, jeg er kommet til, hedder ”Heavy Home”, hvilket egentlig er en meget god formel for mit forhold til litteraturen, den er et vægtigt hjem!

0
Din bedømmelse: Ingen