En monstrøs affære: Federico Andahazi

Oprettet: 01.09.2005 - 08:05

Af stud. mag. Nicolai Rerup Nielsen

I sommeren 1816 tvang den vedvarende regn et celebert, litterært selskab til at gøre ophold i Villa Diodati ved bredden af Geneve-søen. I romanen De barmhjertige søstre tilbyder Federico Andahazi beretningen om, hvad der måske fandt sted i den regnindhyllede villa.
 
Når talen falder på latinamerikansk litteratur tænker mange nok enten på politisk lyrik à la Pablo Neruda (1904-73) eller på den skoledannende magiske realisme, som et støt stigende antal af Gabriel Garcia Marquez’ (f. 1928) tvivlsomme arvtagere synes at ville udvande, indtil fortyndingen mest af alt minder om vand. Har man fået nok af at overvære disse tilbagevendende forsøg på at usurpere den trone Garcia Marquez til stadighed sidder tungt på, kan den argentinske forfatter Federico Andahazi (f.1963) være et udmærket alternativ - modsat mange andre latinamerikanske forfattere vender han nemlig blikket væk fra det kontinent, hvor han er født.
 
Federico Andahazi skriver en intelligent, historisk baseret fiktion, der i sin humoristiske og fabulerende tone kunne minde om førnævnte Garcia Marquez, men som i sit emneområde bevæger sig indenfor den europæiske kultur- og idehistorie. Den skandaleombruste og prisbelønnede debutroman Anatomen (da. udg. 1997) henlægger således sin handling til den sene renæssances Italien og beretter om opdagelsen af klitorissen, mens det seneste udspil De flamske maleres hemmelighed (da. udg. 2004) griber ned i kunsthistorien og spinder en kriminalistisk fortælling ud over renæssancemaleriets arbejde med farver og perspektiv.

Lettere overset – sådan placeret mellem skandalens tiltrækningskraft og nyhedens værdi – er Andahazis andet værk, De barmhjertige søstre (da. udg. 1999,) der dog sagtens kan måle sig med det første værks erotiske saft og kraft og som ligesom det tredje værk beskæftiger sig med kunstens tilblivelse.

Polirdori fra www.chez.comHvordan monstre bliver til
I forordet til Mary Shelleys (1797-1851) berømte roman Frankenstein (1818/1831) kan man læse, at ideen til selv samme værk opstod i sommeren 1816, da den unge forfatterinde sammen med stedsøsteren Claire Clairmont, hendes kommende mand Percy B. Shelley, den berømte Lord Byron og dennes sekretær John Polidori opholdt sig i Villa Diodati i Schweiz.

Lukket inde af et voldsomt sommeruvejr fordrev denne gruppe af berømte romantikere tiden med at læse skrækhistorier højt for hinanden, og inspireret af disse foreslog Lord Byron, at man afholdt en konkurrence om at skrive en sådan skrækhistorie. I forordet forstår man, at Frankenstein var den eneste af disse fortællinger der blev fuldendt.
 
Skal man tro Federico Andahazi blev dog også et andet berømt, litterært værk undfanget under opholdet i villaen ved Geneve-søen: John Polidoris (1795-1821) The Vampyre (1819,) en kort fortælling om vampyren Lord Ruthven, der grundlagde den opfattelsen af vampyren som en sofistikeret, aristokratisk skabning, man senere ser fuldbyrdet i Bram Stokers (1847-1912) Dracula (1897.) Det er omstændighederne omkring The Vampyre’s tilblivelse, der danner kernen i De barmhjertige søstre, en fortælling, som Andahazi samtidig bruger til at skabe sit helt eget monster.

//movies.monstrous.comErotisk saft og litterær kraft
Hos Andahazi beskrives John Polidori som en vag og lattervækkende person, hvis litterære evner bestemt ikke lever op til hans egne ambitioner, så da Byron foreslår konkurrencen bærer hans litterære forsøg da heller ikke frugt. Han øjner dog håb, da han på mystisk vis modtager en sort kuvert fra en vis Annette Legrand, som tilbyder at skrive en fortælling for ham, hvis hun til gengæld kan aftage noget af hans sæd!
 
Annette Legrand er et monster, en del af en obskøn treenighed, der kommer til verden en mørk og stormfuld nat. Moderen dør i barselssengen, og da faderen, mellem hvad han først antager for at være tvillinger, finder et lille monstrøst væsen – Annette – prøver han i forfærdelse at myrde hende, men hun undslipper, og dømmes nu til en skyggetilværelse i luftkanaler, kloakker og andre mørke steder.

Da trillingerne bliver kønsmodne, viser det sig at Annette er afhængig af at indtage sæd for at overleve, og da søstrenes helbred på mystisk vis er forbundet med hendes, kaster disse – hvis skønhed er omvendt proportional med Annettes hæslighed – sig ud i en promiskuiøs livsstil for at skaffe den livsnødvendige sæd. Efterhånden som alderen sætter sine uundgåelige spor på de to barmhjertige søstre, bliver det dog sværere og sværere at skaffe frivillige leverandører af den vigtige væske, så Annette må træde til med de evner hun har.

Blandt de mørke og tyste steder hvor hun har opholdt sig gennem et langt liv er også arkiver og biblioteker, hvor hun har ernæret sig ved bogstaveligt talt at indtage litterære værker, et forhold, der har indgydet hende litterære evner af en næsten sublim karakter. Det er med disse evner, hun nu skaffer sæden; det er grundet hendes behov og evner, at det bliver muligt for John Polidori at præsentere sine måbende rejseledsagere for et værk, der senere er blevet indlejret i litteraturhistorien: The Vampyre.
 
Much vampyr fra www.odaha.comDet litterære ophav
På de sidste sider af De barmhjertige søstre antyder Federico Andahazi, at det ikke kun er Polidori, der har nydt godt af Annette Legrands litterære evner. Både Mary Shelley, Lord Byron og en lang række af periodens andre betydelige forfattere skal have stået i kontakt med det forslugne monster, og således kan en lang række af litteraturhistoriens store værker tilskrives et andet ophav, end man hidtil har troet.

Andahazi er måske blevet inspireret til denne leg med litteraturhistorien af det faktum, at hverken Frankenstein eller The Vampyre ved deres udgivelse var tilskrevet deres egentlige forfattere; førstnævnte blev oprindeligt publiceret anonymt med et forord af Percy B. Shelley, mens sidstnævnte oprindeligt var tilskrevet Lord Byron.
 
Selvom Andahazis navn er at finde på forsiden af De barmhjertige søstre, synes han i kraft af værkets meget stærke intertekstuelle referencer at ville pointere, at det litterære værk aldrig er unikt, men at det trækker på og indtager – ja, ligefrem kannibaliserer på – andre værker.

Som Frankenstein er De barmhjertige søstre bygget op som en kinesisk æske, en fortælling indlejret i en fortælling. Og akkurat som Frankensteins monster bliver Annette Legrand afvist af sin skaber og af omstændighederne tvunget ud i en kriminel og morderisk løbebane.

Som maren der rider på sine uskyldige ofre og i dem indgyder skrækkelige drømme, leverer hun til gengæld for den livsnødvendige sæd skrækindjagende fortællinger til sine ’klienter’. Med Annette Legrand har Andahazi skabt et monster, der kan siges at være en utraditionel udgave af den klassiske, sofistikerede vampyr-persona og som i forholdet til de mange ’klienter’, der higer efter litterær berømmelse skaber allusioner til Faust-myten.
 
Således har Federico Andahazi bedrevet en begavet roman, der fremstår som en hyldest til den gotiske genre, og som med sine mange referencer vækker lyst til at genlæse eller stifte bekendtskab med en række af litteraturhistoriens mere mørke værker. Hvem ved, måske har Federico Andahazi alligevel åbnet den mystiske sorte kuvert han påstår at have fundet på sit skrivebord?

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)