En mand i sine følelsers vold

Oprettet: 03.02.2011 - 12:19

Forfatter: Martin Krogh Andersen

Martin Krogh Andersen født 1978.

Foto: Ander Hviid.

Martin Krogh Andersen fortæller om sin kærlighedsroman om en lidt trist bibliotekar i sin næstbedste alder

Hvad gav dig ideen til en kærlighedsroman om en lidt trist bibliotekar i sin næstbedste alder?

Jeg tror ikke, alder og profession spillede nogen stor rolle til at begynde med. Som udgangspunkt har jeg været fascineret af det kontroltab, en forelskelse kan føre med sig – at skrive om kærligheden er på mange måder som at skrive om en meget udbredt form for vanvid. Det er en skrøbelig tilstandsform; forelskelsens sprog veksler mellem rablende eufori og raseri. Roland Barthes kalder det netop ”Kærlighedens forrykte tale”, et glædesudbrud, som meget ofte slår over i sin destruktive modsætning, den desperate jalousi. Jeg ville skrive om en mand, der er i sine følelsers vold, og det må man nok sige, at Sander er. Jeg synes, han er en spændende karakter, fordi han er så sammensat – en fraskilt mand, der har været igennem den store personlige nedtur og som så pludselig vækkes til live af en ny forelskelse. Panikalderens forelskelse, som er så voldsom, fordi den måske er sidste chance. Det er ret almindeligt, tror jeg, at opfatte følelser som noget, der kan modnes, at man f.eks. har et mere afslappet forhold til kærligheden, når man kommer op i årene. Det er en stor løgn! Jeg har iagttaget, hvordan mine forældres generation tackler skilsmisser og nye parforhold – de bliver som teenagere igen, og det er både meget rørende og underholdende at se, hvordan der kommer liv i kludene efter mange års stilstand. Det er måske ikke altid lige kønt, men det er interessant at se beviserne på følelsernes magt.

Sander virker helt besat i sin forelskelse i Elin - hvad er det han håber på, hun kan give ham?

Han ER besat! Den idealiserede kvinde er for en dybt forelsket mand at sammenligne med en guddom. Den hjerne, der er helt blændet af forelskelse, minder påfaldende meget om den troende hjerne. Der er tale om en form for afgudsdyrkelse. Måske derfor følges kærlighed og skyld ad? For en af Sanders rivaler, den religiøst afsporede Abraham, er forelskelsen og vanviddet for længst vokset sammen. At tilbede et menneske så voldsomt, at det sættes i Guds sted, må for ham få alvorlige konsekvenser. Kærligheden mellem mennesker er et oprør mod Gud. Hvad håber de på? De håber måske, at hun vil gøre dem salige?!

På bogens bagside står der, at det er en roman om livsflugt - hvad flygter Sander fra?

Hvis der er nogen, der flygter, så er det Elin. Men Sander er også på flugt – fra realiteterne. Sådan er det måske bare, når man længes efter noget andet, så vil man ikke indse tingenes sande sammenhæng. Et eksempel kunne være den kendsgerning, som de fleste mænd løber ind i: At kvinden har et højere mål med kærligheden, nemlig børn, og der finder han sig reduceret fra mål til middel. I den situation er det nærliggende at flygte ind i en bedre forestillingsverden!   

Sander er på sin vis både ensom og afvisende, han har sine gale indfald og næsten tvangslignende tanker - men er han alligevel ikke meget genkendelig og måske næsten et billede på noget arketypisk?

Manden som arketypisk bløddyr – det er blevet kaldt en tendens i ny dansk litteratur. Jeg genkender i hvert fald Sander mange steder, på trods af alle særhederne! Der er absolut intet originalt ved en mand, der forelsker sig i en kvinde, det sker hele tiden. Og der er for så vidt heller ikke noget originalt ved en mand, der bliver jaloux. Det er først, når man lægger alle trivialiteterne sammen, at man finder summen af det unikke liv. Hvis der er noget ved Sander, der er genkendeligt og tidstypisk, så er det mandens usikkerhed i mødet med en stærk kvinde. Jeg blev engang gjort opmærksom på, at vi mangler en glose i vores sprog. Man kan sige ’hanrej, om en mand, hvis kone er ham utro. Men der findes ikke et tilsvarende ord for den svigtede kvinde – ’hanrej’ er godt nok af ældre dato, men ’hunrej’ – eller noget lignende – har simpelthen ikke været anvendt. Jeg har ærligt talt aldrig været meget optaget af det kønspolitiske, men denne lille brist i sproget – som selvfølgelig afspejler en større brist i samfundet – synes jeg er interessant. Eftersom ’hanrej’ er af ældre dato, er der tale om en af fortidens synder, og i dag, hvor kvinderne i langt højere grad har fået bukserne på, er ordet da også nærmest udfaset. Den klassiske figur Don Juan har længe fascineret mig – også her sker der ændringer i vores tid, hvor virkelighedens forførerrolle ofte indtages og spilles af en Dona Juan, en kvinde. Det er sådan en kvinde, Sander løber i hælene på.

Mister han Elin, fordi han var for forblændet i sin forelskelse til rigtig at se hende?

Elin er en gåde for Sander, og det er hun blevet, fordi hun er en gåde for mig. Jeg har bevidst forsøgt ikke at forstå hende hundred procent. Måske hænger forklaringen på Sanders problem meget jordnært sammen med hans sterile sædledere? Måske?   

Hvad er det for en mand, der skriver med fyldepen i det 21. århundrede :-) ?

Helt klart en romantiker! Han er dog bevidst om anakronismen – hvorfor ikke i stedet skrive med gåsefjer? spørger han spydigt sig selv. ”Hendes øjne. Det hører med til en mands forelskelse at tale om en kvindes øjne”, står der et sted. Sander har stereotype forestillinger om hvordan kærligheden skal iscenesættes. Måske skyldes det kærlighedsfilmindustrien, der har sat forelskelsen i faste rammer? Vanen slider på ordene, og til sidst ved vi ikke, hvad de betyder. De er blevet til fraser i munden på de engang forelskede.

 

0
Din bedømmelse: Ingen