En glorie af letsind. Om Agnes Henningsen: Letsindighedens gave

Oprettet: 01.03.2009 - 02:00

Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk

Agnes Henningsen er et både interessant og fornøjeligt selskab, og hendes memoiretegning rummer en ganske veludviklet selvindsigt – foruden en munter selvironi. 

Kærlighed og ægteskab

hva kommer de hinanden ved?

Kedsomhedens tomme gab

til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst

i gartnerhænder går den ud

skærmet får den sin bekomst

men blomstrer hedt i storm og slud.

Sådan skrev Poul Henningsen (1894-1967) i sin berømte revyvise Man binder os på hånd og mund, der blev til i 1940 kort efter Tysklands besættelse af Danmark. Visen er en elegant kritik af besættelsesmagten – men ordene om kærlighedens væsen er nu ikke blot fernis.

PH lod til at have arvet sit syn på det med kærlighed og ægteskab fra sin mor, den frisindede forfatterinde Agnes Henningsen (1868-1962), der med sit liberale syn på kærlighed var langt forud for sin tid; Poul Henningsen selv, der var den yngste af Agnes’ fire børn, var da også resultat af moderens udenomsægteskabelige affære med forfatteren Carl Ewald.

Fra 1941-1955 nedskrev Agnes Henningsen sine memoirer i intet mindre end otte bind. Henningsen debuterede i 1891 med en række noveller i bladet København, og siden udgav hun en række romaner, heriblandt Glansbilledet (1899), Strømmen (1899) og De Spedalske (1903). Meget rost var Polens Døtre (1901), som fik stor opmærksomhedi datidens litteraturkredse. Alligevel er det hendes erindringer, der et halvt århundrede efter hendes død står frem som hendes hovedværk.

Letsindighedens Gave (1943) er andet bind af erindringsværket, og det er særligt viet hendes ægteskab med den teologistuderende Mads Henningsen. Bogen åbner muntert med Henningsens sejlads over Lillebælt, da hun er på vej til sin lillesøster Tuts konfirmation på pigeskolen Antvorskov, hvor hun også selv har gået. Med sig over Lillebælt har hun en hemmelighed, nemlig at hun, til Antvorskov-forstanderindens store fortrydelse, er gravid med sin forlovede Mads. På den måde bliver sejladsen en symbolsk rejse væk fra det uskyldige ungpigeliv i værkets første bind, Let Gang på Jorden (1941), og frem mod en tilværelse som voksen kvinde og mor.

Det lod til, at vores ægteskab, ligesom lykken, ikke ville få nogen historie
Den unge Agnes sitrer efter at blive voksen, at få en seksualitet og blive gift med sin Troldmand, som hun kærligt kalder ham, men de to unges familier er bekymrede over, at Mads, der oven i købet skal være præst, har forført sin unge forlovede – selv om det i Agnes’ udlægning snarere er omvendt. Og Agnes bekymrer sig da heller ikke synderligt over, at Mads i deres forlovelsestid har haft et mere end godt øje til en anden ung pige – nej, den vordende mor gør sig ingen illusioner om, at hun og Mads kun skal være til for hinanden:

Som bekendt havde han tit været optaget af en pige og skulle være den sidste til at tale ondt om det, der får et nyt legeme og en ny sjæl til at lukke sig op for en. (…) Man kunne ikke binde en menneske-elsker, som jeg var, til eet menneske hele livet igennem, det var han enig med mig i. (s. 41)

Selv for en moderne læser virker det meget frisindet, og det virker som en meget realistisk og moden bedømmelse af ægteskabet – man skal selvfølgelig heller ikke glemme, at Henningsen først nedskriver historien et halvt århundrede senere. Agnes og Mads flytter først til en lejlighed på Sankt Hans Torv, men da Mads må droppe teologistudierne, flytter de til Ordrup, hvor Mads får stilling som lærer på den lokale skole.

I det lille hus i Ordrup begynder også vanskelighederne. Barn nummer to og tre kommer til, og tilværelsen som fattig lærerkone i et beskedent hus er slet ikke så glorværdig – slet ikke, da hendes mand og hendes bedste veninde, Alice, en tid sværmer meget for hinanden. Men Agnes har, som titlen på romanen så fint fortæller, letsindighedens gave
(?)– hun er slet ikke i stand til at tage sit liv alvorligtret længe ad gangen, og det er en meget charmerende drivkraft i erindringsværket.

En forfatterindebliver til
Det er også Henningsens beslutsomme livskraftighed, der får hende til at begynde at skrive, da parret kommer i økonomiske vanskeligheder: Da var det, at jeg fik talent. (…) Nu måtte jeg finde på noget, hvor der var lys i sigte (s. 83). Som sagt, så gjort: Agnes sætter sig i kvistkammeret og skriver fjorten timer i døgnet, og resultatet sender hun til sit store litterære idol, Herman Bang, der bliver begejstret for hende og lader hendes første novelle trykke.

På den måde bliver Agnes Henningsen involveret i litteraturmiljøet i København, og turene ind til København bliver et kærkomment afbræk fra det mere stille hverdagsliv i Ordrup. Gennem Herman Bang bliver hun introduceret til en lang række forfattere, heriblandt Johannes Jørgensen, Gustav Wied og Carl Ewald, der ender med at blive hendes elsker.

Agnes Henningsen er både interessant og fornøjeligt selskab, og hendes memoirtegninger rummer en ganske veludviklet selvindsigt – foruden en munter selvironi. Det særligt charmerende ved fortællerstemmer er blandingen af beslutsomt frisind, viljen til også at udlevere mindre heldige optrin og så en nærmest anakronistisk bornerthed, hvad angår kropslig seksuel nydelse. Men selvom hun først må lære at give sig hen til sanseligheden, er hun ikke bange for, på diskret og antydende, men alligevel modig vis, at beskrive det erotiske møde med Carl Ewald:

Han ville, ville lære mig vellyst. Og jeg blev ved at stritte imod, blev ved at tænke og iagttage og gløde i hovedet. Da det sneg sig ind på mig, det altforglemmende, blev jeg dobbelt stærkt mig selv, leende, svævende, døende. Han fortalte mig, at franskmændene kaldte det for den lille død, mon død er så dejlig, spurgte jeg (s. 180).

Kærligheden i ægteskabets gartnerhænder
Fremfor alt har Henningsens livsberetning en ærlig og sandhedsstræbende tone. Selv om hvert bind er stramt komponeret som en roman, og hun har skarpt øje for dramatiske tilspidsninger og fortælletekniske virkemidler, så mærker man alligevel tydeligt hendes bestræbelser på at tale og skrive sandhed og slippe af med det forløjede og forlorne.

Og det er netop Henningsens sandhedssøgen, der gør bogen så læseværdig. Forholdet mellem hende og Mads er skildret varmt og kærligt og oprigtigt, men hun er også ærlig om deres gensidige tendenser til at søge spænding uden for ægteskabet, og det rummer hun på en meget lidt fordømmende måde. Agnes Henningsen brugte store dele af sit skønlitterære forfatterskab på at overveje forholdet mellem betagelse, forelskelse og kærlighed – og store dele af de overvejelser havde rod i hendes eget liv.

Som Agnes’ yngste søn, elskovsbarnet Poul Henningsen, senere satte på vers, så forsvandt den sanselige og stormende forelskelseskærlighed lige så stille mellem hende og Mads – og i bogen bliver der sat et brat og dramatisk punktum for det ægteskabelige forhold. Charmøren Mads er populær hos sine unge kvindelige elever, og efter en temmelig uheldig episode med én af dem vil skolen straks afsætte ham som lærer. Den stakkels Mads angrer og vil efterlade kone og børn for at emigrere til Amerika, hvor han kan starte på et nyt og uplettet liv: Jeg vil slide, til jeg har slidt den svage bevidstløse synder ud af mig (s. 195).

Med denne teatralskecliffhanger slutter Henningsen andet bind af sit erindringsværk, og det kan varmt anbefales at læse videre om Henningsens liv og skæbne i de følgende seks erindringer: Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand og Skygger over Vejen.Som titlerne antyder, er kærligheden et bestandigt genkommende tema i forfatterindens erindringer, og selv i starten af det enogtyvende århundrede virker Henningsens begavede og begejstrede overvejelser over kærlighed og tiltrækning stadig friske, forbavsende frisindede og aldeles vedkommende.

 
0
Din bedømmelse: Ingen