Eksperimenter med bogmediet - om Morten Søndergaards Ordapotek

Oprettet: 22.02.2013 - 13:03

Morten Søndergaard poetiske og sprogreflekterende stykke konceptkunst Ordapotek indskriver sig i en tendens, hvor forfatterne udfordrer bogmediet.

Skrevet af Ph.d. og forfatter Thomas Hvid Kromann

Visse ting kender man så godt, at man først for alvor ser dem, når de fremstilles på en anden måde. Skønlitteraturen er en af dem. Litteraturen er bundet til bogmediet, og den perfekte bog er som den perfekte butler: Diskret assisterende sin herre uden at træde unødigt i forgrunden. Læseren skal have sin dosis litteratur og ikke forstyrres unødigt i denne skriftlyst. Eller sådan er det med de fleste bøger.

Nogle bøger peger dog på sig selv som ”bog”. Det kan være med vilje i form af særligt prangende udgaver. Eller det kan ske ufrivilligt i form af billige paperbacks med gnidrede bogstaver. Men det kan også ske som et eksperiment med bogmediet. Og piller man ved fundamentet for litteraturen, bogen, stiller man uvægerligt også spørgsmålet om, hvad litteratur er (og ikke er) og måske også om, hvad litteratur kan være. Der er kommet en del af disse værker det seneste årti. Noget af inspirationen er kommet fra de eksperimenterende tressere, som både forskere og kunstnere har genopdaget. Men det er klart at digitaliseringen af vores skriftkultur med internet, e-bøger osv. kaster et nyt blik på den genstand, der er så velkendt, at vi knap nok ser den som form, men kun bruger indholdsmæssigt.

Et par eksempler. Peter Adolphsen har udgivet En million historier (2007). Bogen har beskedne 10 sider, der er skåret i seks strimler. På alle strimlerne er der en del af sætning og i kombinationen af disse får man en million historier (10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10). En million historier er inspireret af den franske forfatter Raymond Queneaus tilsvarende bog med digte. Det er en læserstyret historiemaskine, der anfægter litteraturens fikserede form. I en lidt anden boldgade har Martin Larsen udgivet Svanesøsonetterne (2004), en rigsarkivæske med et antal sammenkrøllede ark. Intentionen var at skrive en mestersonet, en sonetkrans som vi kender den fra Inger Christensens Sommerfugledalen, men projektet mislykkedes og tilbage er notater og udkast. Værket er et fikseret work-in-progress, men dog stadigvæk en form for litteratur. Anderledes vanskeligere at håndtere er hans Monogrammer (2008), der i otte digre bind kombinerer de på det tidspunkt tilladte for- og efternavne, hvilket resulterer i en virtuel telefonbog for potentielle danske iblandet små essay-agtige sekvenser. Hvad er det? Skønlitteratur i almindelig forstand er det ikke, men dog en slags litterær konceptkunst.

Morten Søndergaards Ordapotek indskriver sig i denne tendens. Ordapotek er knyttet til udstillingen LOVE, en udstilling om sprog. ”Love” i betydningen ”regler (for sproget)”, men også ”kærlighed (til sproget og til alt det som sproget kan betegne)”. Ordapotek er dog et selvstændigt værk og består af en række æsker, der ligner medicinæsker på en prik. Der er dog ingen medicin i, kun en indlægsseddel. Æskerne ”indeholder” henholdsvis følgende præparater: Adjektiver, Adverbier, Artikler, Interjektioner, Konjunktioner, Numeralier, Pronomier, Præpositioner, Substantiver og Verber. På æsken for adjektiver står f.eks. ”Et adjektiv® pr. Substantiv®. Undgå om muligt dobbeltadjektiver, for de forstærker ikke virkningen, men svækker den. Du må kun bruge Adjektiver® til børn under to år med forældrenes samtykke. Adjektiver® nuancerer de Substantiver®, som de hæger sig fast i, eller som de henter anden næring af eller suger blod fra. Adjektiver® ville gerne være ord. Men på den anden side: Hvem ville ikke gerne være en anden? Det er helt normalt”. Her gives råd om doseringen af adjektiver, men det bliver også en poetisk fortolkning af deres funktion. Med god grund: Sproget er tæt kædet sammen med den menneskelige eksistens’ mange kvababbelser og lyksalige øjeblikke – om vi vil (og ved) det eller ej! Sproget er ikke uskyldigt, så derfor er Ordapotek et projekt af eksistentiel, men også politisk karakter. Nuvel, mikropolitisk, men det er ikke ligegyldigt om vi kalder en ekspert for ”smagsdommer” eller vi kalder denne for en ”ekspert”. Og kritikken er jo selv sprogligt funderet.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke stadigvæk er lidt skuffet over det manglende indhold. Kalktabletter i kulører, der var afstemt adjektivernes karakter. Men hvis der havde været piller, havde det også været en skuffelse, fordi sprog ikke er piller. Så egentlig passer det fint at æskerne er tomme. Sproget er overalt, usynligt og stadigvæk styrende for vores opfattelse af verden. Man kunne også have forestillet sig et digert og poetisk lægemiddelkatalog, men det er der ikke ordklasser nok til … og det sprogpædagogiske projekt ville være kæntret.

Et interessant spørgsmål er hvad Ordapotek egentlig er? Da jeg skulle skrive den her tekst, måtte jeg hente Ordapotek ned fra mit loftsrum. Det er svært at finde plads til det i bogreolen, og det havde ligget fremme og i vejen, i tilstrækkelig lang tid. ”I vejen” er måske et udmærket skudsmål for værket. Eller ”uden for kategori”. Er Ordapotek ”poesi” som Löfström hævder? Det vil jeg ikke mene, i hvert fald ikke poesi som litterær kategori. I Aalborg, til udstillingen ”Artist+Book” i 2012, blev Ordapoteket udstillet sammen med kunstnerbøger og bogobjekter. En kunstnerbog er det ikke, og jeg synes heller ikke at ”bogobjekt”, som litteraten Charlotte Engberg har foreslået det i en, i øvrigt glimrende og perspektivrig, analyse af værket, er en passende betegnelse her. En bog er der jo netop ikke tale om end ikke i overført betydning, men netop æsker. Værkets ophavsmand spiller en rolle. Morten Søndergaard er digter, ergo er der tale om poesi eller i hvert fald en afart af litteratur. Måske. Søndergaards digtsamlinger bryder ikke med bogformatet, men han har også udvalgt materialer til udstillinger og deltaget i projekter, der gik på tværs af genremæssige og sproglige grænser.

Jeg foretrækker at se Ordapotek som et stykke konceptkunst, poetisk og sprogreflekterende. I nogle henseender viderefører det forfatteren Vagn Steens litteraturdidaktiske projekt, som i hans Digte? fra 1964 og Et godt bogøje fra 1969, og har det bedste og værste fra ham. Indimellem kan det velmenende og didaktiske bliver lidt for meget. Som når bibliopaten udbreder sig i Politiken og bruger en altmodisch familielæges jovialitet som metafor for forbindelsen mellem læser og værk. Så længes man efter kvaksalvere og giftmordere. Men så skal man jo bare blande pillerne uautoriseret på kryds og tværs. En regel kalder på en overskridelse. Et skridt som Morten Søndergaard næppe selv ville beklage. Værket er jo en overskridelse i sig selv af litteraturen og ind i sproget.

 

0
Din bedømmelse: Ingen