Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen
En god krimi indeholder frem for alt to fænomener, der er nødt til at fange læserens opmærksomhed, netop fordi det er dem, der driver handlingen fremad.
Det er dels en spændende forbrydelse og dels den person, der afdækker forbrydelsens betydning og baggrund, nemlig detektiven. Hvis bare én af delene er for kedelig, banal eller ligner andre krimier alt for meget, ja, så kan forfatteren være sikker på, at læseren giver op og lukker bogen længe inden opklaringen.
En spændende (og troværdig) detektiv må på en eller anden måde have en rimelig naturlig adgang til det miljø, hvor forbrydelsen er foregået, og for at have denne adgang må han eller hun være nogenlunde mobil rent socialt. Eller også bliver kontakten til forbrydermiljøet en del af et dilemma for opdageren: hvordan går man f.eks. hjem og lever et normalt familieliv med børn m.m., når man bruger sit arbejdsliv i ”selskab” med mord og forbrydelser…
Inden for de sidste år er der kommet en ny detektivtype, nemlig den kvindelige leder. Som leder skiller hun sig ud i et mandsdomineret og mere hårdkogt miljø, hvor hun ikke nødvendigvis godtages som autoritet, netop fordi hun er kvinde. Vi møder hende som hovedperson i den svenske Liza Marklunds romaner, der foregår i journalistmiljøet i Stockholm.
En del af romanerne beskriver heltindens problemer med at fungere som chefredaktør for de andre kriminalreportere, især de ældre og mere erfarne (men ikke nødvendigvis klogere) mandlige journalister. Den kvindelige leder som outsider er en endnu vigtigere del af handlingen i den engelske tv-serie Mistænkt, hvor opklaringen af mordene gang på gang forsinkes af forskellige intriger mod heltinden og forsøg på at miskreditere hendes troværdighed.
Denne detektivtype laver stadig sit opklaringsarbejde inden for etablerede institutioner i samfundet som politiet eller pressen. Man kan dårligt forestille sig en større modsætning til den klassiske detektivtype som Agatha Christie’s Hercule Poirot og Conan Doyle’s Sherlock Holmes.
De udfører begge deres detektivarbejde som en nærmest dekadent fritidsbeskæftigelse uden for en jobmæssig sammenhæng. Som outsidertyper må de beskrives som alt for kloge til at kunne tilpasse sig samfundets institutioner, de er i den grad ”hjernemennesker”, at de heller ikke har familie, kun en enkelt ven og slet ikke noget erotisk liv.
Det er især Sherlock Holmes, der kommer til at være prototypen på det kloge overmenneske. Han tilhører nærmest en meget sjælden race. Forfatteren beskriver et sted, hvordan hans kranie er aflangt, så der er plads til en særlig stor hjerne, hvor stakkels Watson’s kranie er rundt og uden så meget plads. Det er 1800-tallets frenologi, man møder her, altså læren om, hvordan man kan aflæse et menneskes personlighed af kraniets knoglebygning.
I Conan Doyle’s univers hører disse særligt kloge mennesker til uden for det etablerede samfund og Sherlock Holmes’ paradoks opstår derfor i og med at hans lige kun findes i forbryderverdenen, nemlig mesterforbryderen doktor Moriarty. De to fører en særlig krig, som resten af persongalleriet står udenfor.
Den klassiske detektiv indsamler spor i sagen og stykker dem sammen som brikker i et puslespil; han er den, der kan gennemskue og fortolke sammenhængen i det, der tilsyneladende er gådefuldt eller meningsløst. I Umberto Eco’s Rosens navn er det munken, der kommer til at spille denne klassiske detektivrolle.
Romanen er skrevet, så den kan læses på to måder: som en lille idé eller religionshistorie over højmiddelalderen, og hvis man ikke interesserer sig for det, kan man læse den som en krimi. Munken passer med detektivrollen ved at være fri af traditionelle sociale forpligtelser som at forsørge sig selv.
Munkevæsenet i middelalderen var nemlig specielt i modsætning til resten af samfundet derved, at klosteret eller munkeordenen kunne eje noget som institution, ofte var ejendom noget, der var knyttet til slægten. På den måde har munken eller nonnen været mere fri i sammenligning med resten af samfundet, hvor man f.eks. har været afhængig af at gifte sig godt. Sammen med sin større adgang til det, der var gangbar viden dengang, kommer munken til at være velegnet til brug i en krimi.
Den fordrukne enspænder er en anden velkendt detektivtype, den mest kendte er nok Raymond Chandler’s Philip Marlowe. Det er en type, næsten uden undtagelser en mand, der hører til i storbyens mere hærgede kvarterer, hvor han færdes hjemmevant mellem smuglere, pushere og ludere.
Han har en spontan sympati for samfundets svageste, men der er ofte et tragisk element med, fordi han sjældent er i stand til at hjælpe dem. Det er et storbymiljø, der emmer af håbløshed, og hvor overklassen som regel har tjent sine penge ved at udnytte andre.
Disse krimier går hånd i hånd med film noir-genren, hvor man næsten kan få det indtryk, at det altid er nat og regner i storbyen. Eller også bevæger man sig rundt i et miljø af korrupte politifolk som i James Ellroy’s L.A. Confidential, der foregår i efterkrigstidens kaos.
Et miljø, hvor man hele tiden også støder på små menneskers håbløse drømme som i Ellroy’s Sorte Dahlia, hvor den myrdede er en luder, der drømte om at blive filmstjerne.
Herhjemme gjorde Dan Turell forfatterne kunsten efter og skrev en hel serie kriminalromaner, der foregår på Vesterbro – et Vesterbro fra før byfornyelsen, og som bedre kunne harmonere med stemningen af undergrund.
Detektiven eller opdageren bliver krimiens omdrejningspunkt i og med, at det er ham eller hende, der får plottet i bevægelse. Men det er også detektiven, der ved at være en outsider, en marginal person i forhold til samfundet, kan give læseren en oplevelse af at se ind i et miljø, der vel ikke ligefrem hører til gennemsnitslæserens egen erfaring. Men fascinationen ligger vel også i illusionen om at se ind i en helt fremmed verden.
Kommentarer