Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
- H.C. Andersen mellem andedammen og den tyske romantik
Nu skal I høre!
Mange tror, at H. C. Andersen er noget ganske enestående i litteraturens historie. Og det er sikkert og vist, at hans lige ikke findes i Danmark, når det gælder kunsten at skrive eventyr. Men det betyder ikke, at den danske nationaldigter og hans digte opstod ud af det rene ingenting. For sniger man sig i disse kanontider, hvor alt helst skal være så dansk som… ja, som det, der nu er dansk, til at vende blikket sydover, så ser man, at Andersen ikke kun var sig selv, men også en del af det, der kaldes romantikken.
Nu er der sikkert nogen, der vil mene, at den omvej omkring Syden er som at gå over Kruså for at hente vand: ”Hvad skal vi nu sydpå for, når vi allerede har en romantik?”, vil de spørge, og de vil fortsætte efter formaning af Fatter Brian og Mutter Tørnæs og deres tjenstvillige, litterære kanonerer: ”Romantikken - det er jo Oehlenschläger!” Og det turde være ganske vist, for guldhorn rimer på guldkorn – og sådan nogle finder selv blinde høner ind imellem.
Men hvad Fatter og Mutter siger, er ikke altid rigtig fattet. Så følg med en stund sydpå – ikke så langt som Andersen selv var (helt til Italien rejste han), nej, blot til en lille tysk by ved navn Jena. Den hører man vist ikke så meget om i vore dage, og det er ret en skam, for i de sidste år af det 18. århundrede gik en gruppe unge mennesker (der var en del, men lad mig fremhæve dem, der samledes om tidsskriftet Athenäum, som de udgav fra 1798 til 1800, nemlig Brødrene Schlegel (især Friedrich (1772-1829)) og digteren Novalis (1772-1801)) rundt i flere timer i træk, nogle gange i dagevis og tænkte – på litteratur. Og det gjorde de så forstandigt, at vi endnu i dag tænker over, hvad de tænkte over.
”Litteratur? Det var en køn spøg - er det nu noget at gå og bryde sit hoved med?”, vil nogen (de samme som før) nok spørge. Ja, det mente de. Og det havde de gode grunde til. For de levede i en tid, hvor menneskets plads i verden måtte tænkes på ny. Det skyldtes filosoffen Kant (1724-1804) og den franske revolution og en række andre ting, men for at koge det helt ned til en sætning, så var det på denne tid, at Gud døde.
Det betyder ikke, at der ikke længere er en Gud, men at han ikke er til stede i verden på samme måde som før: Gud døde som forklaring og retfærdiggørelse af samfundets og menneskets indretning. Mennesket var – i hvert fald i teorien - radikalt frit.
De unge mennesker i Jena var ikke kede af denne udvikling. De havde læst Kant, men syntes ikke, at han formåede at give et tilfredsstillende svar på problemet, som Guds død stillede dem overfor, nemlig om splittelsen mellem menneskets natur og ånd, som ikke var andet end problemet om den menneskelige frihed.
Og det var her, de fandt på, at det, der formidlede de to, kunne være kunstværket. Kunsten kunne lede mennesket ind i en ny tidsalder, der, mente de, endnu kun var i sin vorden. De ventede af kunsten, hvad andre havde ventet af en ny Messias.
Hvordan og hvorledes er slemt kompliceret, og de unge mennesker vidste det heller ikke altid selv. Men deres forsøg - og det er ingen overdrivelse – er begyndelsen på moderne litteratur overhovedet. Hvis man vil læse mere om den sag, er et godt sted at starte Friedrich Schlegels Athenäum fragmenter og andre skrifter (Gyldendal, 2000).
Hvis man skal læse H.C. Andersen – især hans tidlige værker, romanerne, som så mange har kaldt mislykkede, fordi de er uvidende om den tidlige tyske romantik i Jena (eller kun kender den gennem Henrich Steffens’ (1773-1845) 1802-forelæsninger i København) - så må man tage omvejen sydover. Men det samme gælder de senere værker.
Kunsteventyret som genre var for eksempel ikke Andersens opfindelse, men kan spores tilbage til kredsen i Jena. Måske kan man give et lille indtryk af sammenhængen ved at se lidt nærmere på et af hans sene og mindre kendte eventyr, Det utroligste.
I denne lille fortælling er der udskrevet en konkurrence: den, der kan gøre det utroligste skal have prinsessen og det halve kongerige. Vinderen er en kunstner, der har lavet et ur. Ved hvert timeslag viser uret et billede, og i takt med, at timerne går, skrider billederne frem i omtrentlig historisk rækkefølge.
Først billedet af én, udelelig Gud, derefter Adam og Eva, så de tre vise mænd og de fire årstider, videre til billeder, der skal illustrere den græsk-romerske kultur, middelalderen, renæssancen og endelig, da vi er ved at nærme os vor tid, tilbage til Moses med alle Guds ti bud. Og klokken tolv med det gamle vers ”Det var ved midnatstide, Vor Frelser han blev født.” står vi atter foran Jesu fødsel.
Dette ur forener to tidsopfattelser. Den første er den historisk fremadskridende tid. Det er, hvad man kunne kalde en moderne tidsforståelse, som opstod i romantikken. Den anden er en cyklisk tid. Det er, hvad man kunne kalde en mytisk tid, som vi kender fra naturen og religionen. Den tid illustreres af urskiven, der er rund, og af genkomsten af en ny Kristus klokken tolv, (for Jesus blev allerede født klokken tre på uret, jævnfør billedet af de vise mænd).
At forene disse to tidsopfattelser, en religiøs, naturlig tid og en moderne, historisk, var netop, hvad den tidlige romantik ønskede gennem kunsten. Men nu sker der det i eventyret, at en grov karl kommer og slår kunstværket i stykker, idet han siger, at det er det utroligste.
Og det må man desværre give ham ret i. Så han går op ad kirkegulvet til prinsessen, men lige før, ægteskabet indgås, hævner det ituslåede ur sig. Det er ikke dets legeme, der går igen, men, skriver Andersen, dets ånd: ”…kunstånden spøgede, og det var ingen spøg.”[1] Denne ånd slår nu den grove karl ihjel, og den rette mand, kunstneren, kan til sidst gifte sig med prinsessen.
Se sådan gik det til, at det destruktive menneske blev overvundet af kunstneren, en ny frelser født af kunstens ånd, men velsignet i kirken. Og det er ganske vist en romantisk historie fra Tyskland. Man må omkring Jena for ret at læse den moderne litteratur – også den bedste danske fra Andersen til I.P. Jacobsen, Seeberg og Højholt.
Det må man helst ikke for Fatter Brian og de andre, men gør det alligevel, for under jorden vokser rødderne sammen og er som alt andet, der virkelig tæller, ligeglad med landegrænser: Det gør ikke noget at være født i den danske andedam, når man kun har ligget i et svaneæg.
[1] H.C. Andersen: Samlede Eventyr og Historier. Odense, 1998, side 955.
Kommentarer