Det stille liv

Oprettet: 18.05.2011 - 08:45

Forfatter: Helle Helle

Helle Helle

Helle Helle (født Helle Olsen i 1965) er kendt for sin minimalistiske realisme, og hendes bøger er oversat til 14 sprog – herunder til norsk, holla

"Jeg valgte firserne for at slippe for mobiltelefonerne", siger Helle Helle i dette interview om hendes seneste roman.

Dorte som er hovedpersonen, i romanen "Dette burde skrives i nutid"  er først i tyverne - hun skal i gang med sit voksenliv - hvordan faldt valget på denne hovedperson og i denne alder?

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om en kvinde på 38, som i årevis havde haft en hemmelighed for sine forældre. Nemlig at hun aldrig kom på sit studie på universitetet, men hver dag sad på en bænk på Axeltorv i København og gloede. Men det fungerede ikke rigtigt. Der var noget utroværdigt ved historien. Desuden var jeg begyndt at skrive en række kapitler om hendes liv lige efter gymnasiet. Og jeg kunne ikke overskue det spænd i år. Så gradvist gjorde jeg hende yngre og yngre. Til sidst var hun Dorte Hansen, 21 år. Bosat i en lejet bungalow i den lille stationsby Glumsø. Men med den samme hemmelighed: Hver dag tager hun toget til København, men i stedet for at passe sit studie flakker hun rundt i Daells Varehus og Scala og Irma og op og ned ad Vesterbrogade. Hun skriver digte og spiser onsdagssnegle og køber tøj for hele sin børneopsparing.

Dorte har også en faster - som også hedder Dorte Hansen - hvad har de til fælles?

De flytter begge meget rundt. De flytter ind og ud hos forskellige mænd og også hos hinanden. Når den unge Dorte Hansen bor hos den ældre, sætter den ældre et skilt på døren, hvor der står: Dorte Hansen x 2. Postbuddet ringer på og spørger, hvordan det skal forstås. Det skal forstås fuldstændig, som det står, siger fasteren. Ingen af dem kan rigtigt finde ud af hverken at være alene eller ikke at være det.

Hvorfor er der ingen der hjælper Dorte?

Der er da mange, der hjælper Dorte! For eksempel en kvinde på knallert, som kommer kørende på landevejen mod Haslev iført frynsevest og cowboynederdel. Hun giver både Dorte og hendes kuffert et lift. Der er også Per Finlands forældre, som lader hende bo på gården i et halvt år. Og den ukendte Leon, som følger hende hjem fra et værtshus midt om natten, fordi hun er blevet lidt for fuld og falder over en brosten. Og Digter Hase! Jeg synes, bogen er fuld af gode hjælpere.

Men jeg forstår godt, hvorfor du spørger.

For Dorte står jo meget alene med det meste. Men jeg er ikke sikker på, at hun selv ser det på den måde. Og for mig er der mest energi i at skrive om en, der ikke har gennemskuet situationen. Som ikke gør alt det, man udefra måske kan se ville være det bedste.

Romanen foregår i midten af firserne, hvorfor?

Det gør den først og fremmest, fordi jeg gerne ville have Scala i København med. Jeg ville have Dorte til at læse tekster med Digter Hase og en forfatterskole-elev dér. Scala åbnede i efteråret '89. Det var et shoppingcenter med tøj- og pladeforretninger, restauranter og cafeer. Dengang var der noget eksotisk ved, at man sådan kunne have alt samlet under et tag.

Jeg valgte også firserne for at slippe for mobiltelefoner. Mobiltelefoner passer så dårligt til mine bøger. Folk skal helst have lidt svært ved at få fat i hinanden, de skal skrive postkort eller cykle ned til en telefonboks.

Og så var jeg selv tilmeldt et studie på universitetet i firserne. Men jeg kom der ikke så meget.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.