Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen
Der findes mange svar på, hvad det onde egentlig er når man ser på både litteratur og religionshistorie. I Engleskyts fra 2002 af Marianne Kainsdatter (et pseudonym for Svend Åge Madsen og Bendte Ingerlise Madsen) får man det indtryk, at det onde som regel kobles sammen med ”de andre” i stedet for ”os”.
Det onde er ikke ondt i sig selv, men nærmere noget vi laver, når vi fortæller historien om, hvem de andre egentlig er. Altså et nærmest politisk kneb, der skiller de uønskede ud fra fællesskabet.
Det ser helt anderledes ud, når man ser på fantasy-genren, hvor der aldrig er nogle formildende omstændigheder ved det onde. Man behøver ikke have læst mange fantasy-romaner for at vide at det er en genre, hvor plottets omdrejningspunkt altid er en variation over temaet kampen mellem det gode og det onde. Det er et tema, der sjældent males nuanceret eller i hverdagens gråtoner og det er nok grunden til, at genren stjæler med arme og ben fra både mytologi og religion.
Det går ikke at sige fantasy for tiden uden at nævne Tolkien og Ringenes Herre (den engelske originaludgave er fra 1954). I bund og grund er romanen en fortælling om, at den absolutte magt som ringen repræsenterer, altid vil korrumpere, hvem der end har den.
Tolkien har ladet sig inspirere til historien om magtens forfald af to andre ringeventyr, nemlig Vølsungesagaen og dens tyske gendigtning Nibelungens Ring (fra omkring 1200). Begge historier handler om en slægts forfald på grund af et bedrag, nemlig helten Siegfrieds bedrag overfor Brynhilde. Men de mange mord som slægtninge og venner begår på hinanden i begge fortællinger skyldes udover svigtet loyalitet også misundelse, grådighed og magtmisbrug. Både Brynhildes ring og guldskatten er omdrejningspunktet for dette. ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” – det lader til at være Tolkiens bud på det onde. 
Det gode hos Tolkien er også vævet sammen af både myter og religiøse forestillinger. En populær myte indenfor fantasy-genren er myten om kong Arthur, som Tolkien benytter sig af i forhold til Aragorn. Et vigtigt tema i myten er, at kong Arthur engang har regeret landet i en gylden tidsalder, som nu er forsvundet.
Men kong Arthur vender tilbage som kriger for at genskabe den gyldne tid, en rolle som Tolkien også giver til sin menneskehelt, Aragorn. Oprindeligt er mytens Arthur faktisk en form for Kristusfigur. Ikke den lidende Kristus som man kan se på 1300-tallets billeder, men Kristus som den sejrende Himmelkonge som man ser det før. Det er idéen om Kristus som kriger, der har givet mening for folk, da kristendommen kom til England og Norden.
Susan Cooper har blandt andet skrevet serien The Dark is Rising som består af Det gyldne bæger fra 1965, Den sorte rytter, 1973, Den grønne heks, 1974, Den grå Konge, 1975, og Det gyldne sværd, 1977. Her er historien i endnu højere grad bundet sammen med forskellige fortællinger om kong Arthur, i første bind er det legenden om den hellige gral. Den gennemgående hovedperson er Merriman Lyon, troldmanden Merlin. I seriens andet bind kommer den anden hovedperson til, Will, der bliver troldmandens lærling.
Det er først i Den grå konge, at man møder temaet i forhold til kong Arthur. Det første bind i serien er nok skrevet for meget for børn til voksnes smag, jeg havde i hvert fald en ret ”de fem–agtig” oplevelse da jeg læste den. Resten af serien kan derimod sagtens læses af voksne fantasy tilhængere, især Den grå Konge som er helt i top.
Philip Pullmans trilogi His Dark Materials, som består af Det gyldne Kompas (1995), Skyggernes kniv (1997) og Ravkikkerten (2000), kan til gengæld sluges råt af både børn og voksne. Hovedpersonen Lyra lever i en parallelverden, hvor alle mennesker er knyttet til en lille dæmon, en del af deres sjæl eller personlighed som man ikke kan leve uden.
Hos voksne har dæmonen eller ånden fået en fast form, men ikke hos børn og det bliver undersøgt i en række hemmelige eksperimenter. En del børn kidnappes til de eksperimenter og så er handlingen for alvor i gang. En del af plottet er blandt andet inspireret af den engelske digter John Milton (1608-1674) og hans episke digt Det tabte Paradis fra 1674. Lyra og Will kommer til at spille rollerne som Adam og Eva i trilogiens sidste bind, Ravkikkerten.
Men syndefaldet er ikke ondt, det hjælper med til at genskabe det gode og balancen i verden. Forfatteren har nemlig også skævet til Blake, som han selv siger det i efterordet. William Blake (1757-1827) lader nemlig ofte det gode og det onde bytte roller i sin lyrik, sådan at for eksempel slangen i Paradiset kommer til at være den, der hjælper i stedet for den der ødelægger det hele. Ud fra den variation af Paradis-myten var det Gud, der løj da han sagde at det var skadeligt at spise af kundskabens træ.
Den canadiske forfatter Guy Gavriel Kay har skrevet trilogien Fionavar gobelinen, som består af Sommertræet (1984), Den vandrende Ild (1986) og Den mørkeste Vej (1989), som er fantasy udelukkende for voksne. En gruppe studerende fra Torontos universitet bliver ført med til en anden verden, Fionavar. Det viser sig, at de hver især har en rolle at spille i den kommende krig mod den onde gud eller dæmon, Rakoth Maugrim, eller Optrævleren og Ødelæggeren som han også kaldes.
Kay binder hver enkelt hovedperson sammen med en bestemt myte, enten af keltisk eller nordisk oprindelse eller i forhold til legenderne omkring kong Arthur. Men han er i stand til at gøre det uden at man mister fornemmelsen af, at de er mennesker af kød og blod – noget der ellers godt kan smutte i dårligere fantasy-romaner !
Ursula K. Le Guins fire romaner Troldmanden fra Jordhavet (1968), Atuans grave (1971), Den yderste kyst (1973) og Det brændte barn (1990) er heller ikke litteratur for børn. Forfatteren bruger tit den fantastiske genre til at komme ind på moralske spørgsmål, i romanserien her kommer det også til at handle om magt og ansvar for troldmanden Gæt.
Han bruger sine magiske kræfter uansvarligt og for at prale og kommer på den måde til at slippe en dæmonisk skygge fri som han ikke kan styre. Gæt må rejse ud for at finde den igen og på rejsen bliver skyggen ved med at dukke op og ødelægge tingene for ham. Indtil han finder ud af, hvor den i virkeligheden stammer fra. Troldmandens rejse rundt i verden bliver altså også til en indre rejse og en moralsk udvikling, hvor forfatteren egentlig er ret inspireret af jungiansk new age psykologi. Her er det onde som regel fortrængte sider af ens egen personlighed.
Der er aldrig nogen tvivl indenfor fantasy-genren om, at det onde eksisterer helt konkret. Det er nok derfor, de forskellige forfattere låner så meget stof fra myter, legender og religiøse forestillinger.
Genrens bedste historier kan man leve sig ind i helt uden skepsis overfor den fantastiske verden og det er derfor man sluger bøgerne på en måde som jeg i hvert fald ikke sluger realistiske samtidsromaner. Det ville da også være federe at løbe frit rundt i Tolkiens verden end at stå og vente på bussen i Vanløse kl. 7 en novembermorgen ! Og så ved man jo at det altid ender godt i den fantastiske verden. 
smag på bøgerne – en bid om dagen
