Det glade vanvid

Oprettet: 13.06.2005 - 18:05

Forfatter: Merete Pryds Helle

Foto: Thomas A

Merete Pryds Helle blev født den 13/10-1965 i Charlottenlund og voksede op i et parcelhuskvarter.  Efter afsluttet HF-eksamen var hun elev på Forfatterskolen 1988-90 og tog i 1994 en bachelor

Hvorfor har du valgt at sætte hverdagslivet under lup i din nyeste roman “Det glade vanvid”?
 
Jeg boede i tre år langt ude på landet  uden fjernsyn, og kom aldrig i biografen. Da jeg så flyttede til en lille by med biograf, så jeg i starten alt hvad der gik, også de mest trivielle film. Jeg blev slået af, at filmene beskrev livet på en måde, jeg ikke kunne genkende, selvom det var realistiske film, var de skåret over en fortællemodel, hvor slutningen, højdepunktet og alt det indimellem lå i meget faste rammer. Det samme gælder til en vis grad for romanen;  der sker en masse i fortællingen, historien udfolder sig omkring mennesker hvis liv ofte er mere interessant end det umiddelbart ser ud, der er dramatiske øjeblikke der fører fortællingen videre og sådan synes jeg ikke mit liv er. Eller andres; mit liv består mere af øjeblikke, der folder sig ud, og hvert øjeblik rummer et væv af oplevelser eller en kerne af liv. Som sådan bløde, billedfyldte perler på en snor. Højdepunkterne, hvor man fyldes af en meget stærk følelse af livsglæde eller angst eller sorg, er som regel ganske udramatiske.

Så jeg fik lyst til at skrive en bog, der var realiststisk på en måde, der spejler mit liv. Hvor der sker meget, men det der sker ikke er dramatisk i en fortællemæssig forstand. Og hvor der er plads til det, der gør os til de mennesker, vi er; det indre liv, med tanker, følelser og oplevelser, der fylder det levede liv, hvor vi handler og gør ting, ud. Jeg har også ønsket at lægge vægt på de handlinger, vi faktisk foretager os hver dag, laver mad, køber ind, kører på arbejde, køber en kjole, har sex.
 
Du vælger i mange tilfælde en utraditionel synsvinkel. En middag skildret fra rødspættens og ikke kokkens synspunkt. Hvad er grunden hertil?

Jeg synes det er vigtgigt, at man altid prøver at se sig selv og det man oplever fra andres synsvinkel. Ellers kan man komme til at leve i en form for jeg-fængsel. I romanen spiller jeg på det med ens indre, helt private synsvinkel, og den ydre, helt objektive. I hvert andet kapitel er man langt inde under huden på personerne, inde hvor de tænker og føler hvert øjeblik, og i hvert andet kapitel er man helt ude af dem, og ser dem fra en regndråbes synsvinkel eller ser dem lave mad netop fra rødspættens synsvinkel. For vi er jo på samme tid den vi er for os selv og den vi er for andre.
 
Hvad ligger der i titlen på din nye roman “Det glade vanvid”?

Det er sådan, jeg synes livet er; det er vanvittige vilkår vi lever under. At blive født ind i en krop, og det er den krop man er på godt eller ondt, og tiden river og flår i den krop og så skal man dø. Hvilken mening kan vi give til den eksistens? Det religiøse er svaret for nogen, men ikke for mig, og når der ikke er en gud, forekommer vores tilværelse ofte vanvittig, også fordi der er så meget lidelse i verden. Samtidig er det livet også absurd og komisk, og fuldt af komik. Og jeg tror, man må holde fast i, at det er det glade vanvid, og bruge humoren og absurditeten til at holde sig oppe.
 
En af anmelderne hævder, at du er gået 90er-retro - altså at du skriver ligesom traditionen var først i 90erne med bl.a. Solvej Balle, Helle Helle og Christina Hesselholdt. Hvad mener du selv om den karakteristik?

Jeg mener at den er interessant, fordi den karakteriserer kritikerens problem. I dette tilfælde er det Lars Bukdahl, der har slået sig fast med en generationsteori, hvor han mener at tidsånden skifter med hver ny generation eller ti-år. Problemet er bare, at forfattere som regel skriver i mere end ti år, og bliver ved at være os selv, og ikke skifter fuldstændigt ved hvert rundt tiår – og på den måde ikke lever op til kritikerens teori. Og det er jo vældigt irriterende for ham. Hvis man ikke kunne genkende nogle temaer, interesser eller fortællemåder i de bøger jeg skriver i dag sammenholdt med de bøger jeg skrev i 90´erne – ja så ville jeg være en vældig overfladisk forfatter. Jeg, og de fleste andre fofattere – har jo nogle ting der interesserer os og tænder os, vi har nogle personlige problemstillinger og en psykologi, der ikke bare ændrer sig. Man kan være i udvikling, og det håber jeg bestemt at være, men jeg bliver ikke en anden forfatter hver gang kritikeren slår på klokken og siger: “Nyt tiår, alt skal skiftes ud.” Så jeg synes det er kritkerens teori, der har et problem, mere end det er min roman. For ser man efter, så er der netop sket en udvikling, især på indholdssiden. Men desværre interesserer de fleste kritikere i dag sig mere for form end for indhold.
 
 Har det været en meget anderledes skriveproces, at skrive “Det glade vanvid” i forhold til din forrige roman “Hvad øjet ikke ser” - en krimi skrevet i samarbejde med din mand Morten Søndergaard?

Ja, for genren er anderledes, og så gør det en forskel om man arbejder alene eller sammen. Der er meget mere pingpong, når man er to. Det betyder også meget, om man kun vil skrive for at underholde, eller om man også vil skrive for at forstå livet og formidle noget større ved hjælp af sproget.
 
Anmeldelser af “Det glade vanvid” er meget delte - nogle er meget begejstrede og andre det modsatte. Hvordan har du det med det som forfatter?

Nu har næsten alle anmelderne været begejstrede, så jeg kan godt klare, at en eller to mener noget andet. Det der altid er et problem, er at man gerne vil diskutere med anmelderne; for det er jo ofte, fordi de har misforstået bogen, at anmeldelsen bliver dårlig. Og det kan man ikke komme til, og kritikerens mening betyder måske, at nogle mennesker ikke læser en bog, de måske ville være begejstrede for, fordi de forstod det, man vil med den. Det ville være dejligt, hvis det var mere legitimt at tage til genmæle, og kunne sige, hør her, du har jo ingenting forstået! Jeg har en fantastisk anmeldelse af H.C. Andersen hængende på køleskabet, hvor han anmelder solnedgangen. Dårligt! For han fik jo sine hug. Til gengæld har de mange positive anmeldelser virkelig glædet mig, for jeg synes jeg har prøvet at gå nye veje med denne roman og har kastet mig ud i nye måder at fortælle på. Og det har været dejligt, at så mange har sat pris på det. 
 

0
Din bedømmelse: Ingen