Det første jeg tænker på

Oprettet: 27.10.2008 - 19:06

Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker

Ida Jessen : Det første jeg tænker på. Gyldendal, 2006
 
Darwin
Den femte august. Det er den tid, hvor hugormen føder sine unger.
 
Overraskende! Ville man ikke have skudt på, at de fødte i foråret/forsommeren (som så mange andre dyr i det danske landskab)? Og, nåh nej, de lægger ikke æg.

Et eksempel på det ’høje naturindhold’ i romanen, som foregår nord for Viborg og nær Limfjorden. Mange iagttagelser, men linjen her ikke et eksempel! Det er viden, som fortælleren har med hjemmefra. Hun har muligvis fået den foræret ved at kigge i Gads Naturkalender, hvor det netop er en af dags-dato-oplysningerne. En slags konkret poesi, som fungerer som æstetisk springbræt.
 
Betydningerne af de nøgterne landskabsbeskrivelser glider mod ’fare’. Dangerous. Fatal. 
 
Freud
Det første jeg tænker på er sne.
 
Sådan indledes fortællingen og mod slutningen går sætningen igen. Vi må formode, at der ligger noget vigtigt gemt her. Måske så pinefuldt, at det må udtrykkes med et symbol. Måske så svært. Rammefortællingens logik peger på, at fortællingen går i gang med dette billede fra bevidsthedens jukebox og at hele historien i den varme sensommer bliver en forklaring af denne sne
 
Fortælleren, den kærestesorgsramte kvinde på 35+, skriver i rammefortællingen et julebrev til veninden, præsten på den dameblads-smukke præstegård. Sneen er måske konkret udenfor brevskriverens vindue, måske hun bare drømmer om en hvid jul, men i hvert fald giver den anledning til et flash back fra barndommen, hvor sneen kædes sammen med en stærk antydning af en seksuel krænkelse af barndomsveninden – som burde have knækket hende, men i stedet har givet hende en styrke, som fortælleren slet og ret misunder.

Sneen er uskyld, men måske fordi den dækker over en skyld. Sneen er en kontrast til det farvede høstlandskab, hvor den egentlige handling foregår. Og dog! Måske de solsvedne græsplæner og megamarker har meget visuelt at gøre med et sneklædt vinterlandskab? 
 
 Disney
…og hun spiste sammen med en musefamilie, der bagte pandekager til hende. De var så søde alle sammen. Hun smiler, mens hikstene stadig hugger i struben på hende. Men pludselig slår hun om. Deres pandekager var helt grå, der var kun muselort og vand i, som de hentede i en vandpyt…
 
I tråd med romanens naturalisme er denne magiske udflugt i skoven et barns. Pigen i præstegården, Marie og kaldet Lille Mariehøne af barnepigen, har mistet sin lillebror og i fortællingens logik er dette en slags virkelighedsflugt. En Alice’sk drømmeverden, som hele tiden truer med at blive til mareridt.

Denne glidning mod det dæmoniske er ikke Disney fremmed – i det mindste ikke den klassiske Disney. Dyrene er menneskelige på godt og ondt. Besjælede eller besatte.

Kun få eksempler i romanen. En afromantiseret roman, hvor dog det er ’som om kornet synger’ og ’blæsten flår i min kjole’. 
 
Waste land
…august er en farlig måned for mennesker og dyr.
 
En af romanens fine nøgterne betragtninger, som i første omgang indbyder til en naturalistisk læsning: sensommeren er høsttid og vejene er fyldt med kæmpemaskiner og markerne mejes for korn og hvad der ellers måtte befinde sig der. Og det, som når væk, bliver måske ramt på kørebanen i det tiltagende mørke. Et objektivt forøget fareniveau på grund af ændret og øget trafik. En fin iagttagelse fra det moderne landbrugsland. Ramt på kornet.

Men andre læsninger byder sig til. August er måske simpelthen sindbillede på fortællerens livssituation, som åbenbart indebærer en masse krævende valg – inden vinteren. August er måske endda bedragerisk eller utroværdig og måske er fortælleren det også. Snyder august ikke os alle lidt: enten rammes vi af melankoli fordi sommeren snart er forbi, eller eufori fordi den ikke er det? En måned, hvor man kan tabe humøret, miste livet, få modet igen og blive forelsket – alligevel. Selv om de lyse nætter er forbi, ’småfuglene tavse’ og hugormen har født.

Romanen udnytter på fornem vis det moderne høstlandskabs kulisser til at gennemspille eksistentielle livssituationer. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan komme videre efter det værste, der kunne ske, er sket? Den fanger stemningen i august; varm og farlig og endnu med denne afstand til indesæsonens dræbende kedsommelige kontorlandskaber. Den har krimiens kærlighed til beskrivelse af miljøet – i dette tilfælde helt derude, hvor det er ved at blive til natur.  

Et overvejende naturalistisk natursyn i høstens waste land.

0
Din bedømmelse: Ingen