Det eneste der bliver tilbage, er et menneske

Oprettet: 01.02.2005 - 09:37

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen 

I 1930erne skriver Karen Blixen sin berømte erindringsroman ”Den Afrikanske Farm”. På dette tidspunkt er hun netop hjemvendt fra et mangeårigt ophold i Kenya, og bogen, der første gang udkommer i 1937, bliver således en biografisk beskrivelse af dette fjerne land og denne efterhånden fjerne tid, sådan som hun genfremkalder sig det hele, siddende på Rungstedlund i Nordsjælland.

”Den Afrikanske Farm”
blev, som det vil være de fleste bekendt, filmatiseret i 1980erne med Hollywood-stjernerne Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne som baronessen selv og hendes elskede, og opnåede en enorm popularitet verden over. Karen Blixen blev kendt i Tyskland som ”Tania Blixen” og i bl.a. England som ”Isak Dinesen”, men alle steder som den intelligente, stærke og selvstændige kvinde, der svigtes af sin ægtemand og først sent møder kærligheden i form af den engelske pilot og storvildtjæger Denys Finch-Hatton.

Men erindringsromanen og den glamouriserede kærlighedsfilm, hvis tragiske klimaks er Finch-Hattons død i 1931, er ikke den eneste dokumentation af Karens Blixens liv på den navnkundige, kenyanske kaffefarm nær Ngong Hills. Både hendes mange breve til familien i Danmark – bl.a. moderen Ingeborg Dinesen, broderen Thomas og de to søstre Ellen og Inger –  der blev skrevet, mens begivenhederne udspillede sig i Afrika, og flere af de essays, hun har forfattet senere, giver interessante, bevægende og forfærdende indblik i forfatterindens værk og liv og tilbyder sin læser en endnu dybere forståelse for både Blixen selv og for hendes møde med den afrikanske kultur. 
 
Et af de mest spændende essays er ”Sorte og Hvide i Afrika”, der oprindeligt blev holdt som en tale til det ”hvide” publikum i Sverige i 1938 og i dag kan læses i Gyldendals samlede Blixen-essays. Her fortæller Karen Blixen om sit møde med ”de mørke indfødte folk” og demonstrerer en for sin tid og kulturbaggrund imponerende respekt og interesse for de folk, som hun mener, ”var eet med Afrika”, mensOut of Africa fra www.google.com/imgres ”vi”, dvs. de hvide kolonisatorer, ”skurrede i landskabet”.

Hun kommer selv til Afrika sammen med sin mand for at tjene penge og er – om end hun udtrykker et dybt had til englændernes attitude – del af stedets hvide aristokrati. Hun arrangerer store middagsselskaber, drikker champagne og tager på safari, men føler alligevel en solidaritet med den indfødte befolkning og særligt med de, der er i hendes egen tjeneste. Hun skriver i sine breve hjem om Mohammedanismen (Islam), som dyrkes af hendes somali-tjener, og som hun finder uretfærdigt behandlet i tidens debat i Danmark. 

Mødet med de fremmede, som udvider hele hendes verden og liv, er, som hun selv er inde på, ikke et møde med én kultur, men derimod med en helt vifte af forskellige kulturer og stammer, der levede side om side i datidens Afrika.

Udover somalierne, der er indvandrere som hun selv, er de to stammer, hun kender bedst og derfor gør mest ud af i essayet, hhv. masai-folket, der beskrives som ”kødædere”, dvs. med temperament som rovdyrene, og kikuyuerne, der kan sammenlignes med ”græsædere”, fordi de er fredelige som gazeller, antiloper, bøfler og giraffer.

Vi havde ikke opsøgt hinanden, jeg var ikke kommet til landet for at studere de sorte, og de havde helst set at vi var blevet derfra”, skriver hun. Alligevel opstår, ”et sammenspil, en vekselvirkning blev til, der muliggjorde nye melodier”.

Oplevelsen var en åbenbaring,ikke bare af verden, men af mig selv,” fortæller hun og forklarer, hvordan ens egen kulturelle referencepunkter forsvinder, når man står overfor de fremmede. Det giver ingen mening at fortælle en masai eller kikuyu, at man er fra Lund, de kender ikke byen; de ved ikke, hvad man mener, hvis man siger, at man er biskop eller oberst eller studerer jura.

På denne måde fralægger man sig ifølge Blixen sin sociale og intellektuelle habitus, og det eneste, der bliver tilbage, er et menneske.Som et menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive mennesker,” skriver hun.

Oplevelsen af have fået skrællet alle sine titler og sin habitus af sig er med til at præge Karen Blixens tid i Afrika – på godt og ondt. Hendes udsyn og menneskelige styrke vokser, men hun svækkes også i sin forståelse af sig selv. Ikke alene er hun, som man kan læse i hendes breve, alvorligt syg i lange tider og tilbringer ofte i sengen, mens hun endnu er gift med sin fætter, Bror Blixen.

Hun gennemgår også mange psykiske kvaler og raser imod skæbnen, når den bliver for hård. Hendes forhold til Denis Finch Hatton, som har været af en mere problematisk karakter, end det fremgår af Hollywood-udgaven, beskrives, og ikke mindst længslen efter ham, når han efter hendes skilsmisse ikke opholder sig hos hende på farmen.

En del af de nederlag, som hun ikke har ønsket, at hendes læser skulle kende, og derfor ikke er med i ”Den Afrikanske Farm”, findes i brevene. Disse har dog andre hensyn at tage, hensyn til moderen derhjemme, der ikke skal gøres bekymret, hensynet til underholdningsværdien; Karen Blixen ved, at hendes moder viser brevene frem for sin omgangskreds og dramatiserer derfor begivenhederne for hende.

I et forord til ”Breve fra Afrika 1914-31” skriver Frans Larsson på vegne af Rungstedlundfonden, at Karen Blixen muligvis ikke selv ville have brudt sig om at se sine breve på tryk. Men de er, fortsætter han, dokumenter om det liv, hun har levet, og har en historisk interesse som rækker langt udover Karen Blixens person.

0
Din bedømmelse: Ingen