Lotte Kaa Andersen skriver om den uro og ulykke, der også findes under sortglaserede tage og bag hvide mure i Hellerup. Selv er hun fra en lille by i Jylland, hvor ingen er millionærer – eller kalder sig forfattere.
Af Jeppe Krogsgaard Christensen
Artiklen har været bragt i Berlingske
Det er ikke en hvilken som helst allé. Langtfra. Det er nemlig ikke bare her, Hellerups dyreste adresser findes, men også nogle af de dyreste i hele Danmark.
Set udefra er Hambros Allé nu ikke så forskellig fra de andre alléer og veje, der løber mellem Strandvejen og Øresund. Men det er en del af pointen: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men det gør alle i området, der huser de mest velhavende og magtfulde familier i landet.
At Lotte Kaa Andersen skulle skrive en roman – »Hambros Allé 7-9-13« – om livet og dilemmaerne i tre villaer på Hambros Allé lå ikke lige for. Ja, at hun overhovedet skulle skrive romaner var en overvindelse, fortæller hun.
»Jeg har altid vidst, at det mest fantastiske, der kunne ske for mig, var at få lov at skrive bøger,« siger hun.
»Men når man er vokset op i en lille by uden for Aalborg og ikke er ud af en akademisk eller kunstnerisk familie, er det en kamp at tage sig selv alvorligt som én, der skriver romaner. Dét at kalde sig forfatter lyder lidt skabagtigt, dér hvor jeg kommer fra.«
Lotte Kaa Andersen kunne måske modstå trangen til at kalde sig forfatter, men ikke til at skrive. En dag afleverede hun endda et manuskript i Gyldendals reception.
»Da jeg endelig fik svar, bad de mig om skrive det om,« husker hun.
»Det gjorde jeg så og afleverede manuskriptet igen. For bare at blive bedt om at skrive det om igen. På den måde gik årene, og til sidst blev jeg så ulykkelig og træt af det og besluttede mig for at skrive noget nyt. Noget, der ikke så meget handlede om mig selv, men noget jeg vidste noget om og var fascineret af. Så jeg skrev om Gentofte, som jeg var flyttet til. Da jeg kom fra et andet sted, kunne jeg se privilegierne og havde en slags antropologisk blik på al den pragt og velstand, som tages for givet i området. Og det var så meget lettere at skrive nu, hvor jeg skrev udefra, men også fordi jeg skrev historierne på en blog. Jeg var træt af at kradse på forlagenes døre og besluttede mig i stedet for at poste en blogtekst hver onsdag og søndag – lige så ofte som forstadssex – og dele dem med mine Facebook-venner.«
Kunne også udspille sig i middelklassen
En dag fik Lotte Kaa Andersen en mail fra Anne-Grethe Felter Rasmussen, der dengang var tilknyttet Information. Hun var begejstret og skrev, at det da skulle blive til en bog:
»Jeg var glad for det, hun skrev. Det, at hun kunne lide det, JEG skrev, gav mig mod på at prøve igen. Så jeg sendte en mail til nogle forlag med et link til min blog. To af dem svarede, at de ikke ønskede at læse mere om Hellerup, men forlaget Turbine var interesseret. Nu begyndte jeg at skrive med en roman for øje, men det var først, da titlen kom til mig, at bogen fandt sin form: Det var, som om »Hambros Allé 7-9-13« på en god måde tvang mig til at fokusere på ét bestemt sted, på én bestemt vej.«
»Hambros Allé 7-9-13« handler om tre par, der bor i nummer 7, 9 og 13 og alle slås med problemer, løgn og svigt bag de smukke facader.
»Historierne kunne i virkeligheden også udspille sig i middelklassen, og det er ikke sådan, at jeg ønsker at udstille de rige som særligt ulykkelige mennesker,« forklarer hun og fortsætter:
»Der er et kælderdyb i alle mennesker og alle huse, men på et sted som Hambros Allé virker faldene større og mere dramatiske, fordi alt tager sig så dyrt og imponerende ud. Og når jeg går rundt på de dyre villaveje, ser jeg altså mange kvinder i pels med triste øjne. Jeg tror, det handler om, at hvis du har det hele – pengene, huset, bilerne – men alligevel ikke er lykkelig, så har du måske ikke andet end dig selv at bebrejde din ulykke, og så rammer den ekstra hårdt. Man kan ikke, som man måske kan i andre samfundsklasser, kaste skylden på kommunen, socialrådgiveren, eller hvad ved jeg.«
Føler mig som en gæst
I »Hambros Allé 7-9-13« rammes familierne i de svimlende dyre villaer også hårdt af finanskrisen. Men Lotte Kaa Andersen ser den ikke som en retfærdig eller ligefrem frydefuld konsekvens af overklassens livsstil:
»Hele landet var i en overmodig stemning i 00erne. Vi skulle da alle lige have et sommerhus, til Thailand i påsken og bygge en ny tilbygning. Finanskrisen var måske en nødvendig opvågnen, og at den ramte Hambros Allé og hele området, den ligger i, så hårdt, fylder mig ikke med nogen retfærdig glæde, slet ikke. Jeg bor i Charlottenlund, og der er meget, jeg holder af ved området. Strand, skov og parker. Men det er også vigtigt for mig at påskønne det og vise mine børn virkeligheder, der er helt anderledes. Jeg har også fortalt dem, at jeg var 19 år, første gang jeg var på restaurant.«
Lotte Kaa Andersen fortsætter:
»Min børn skal forstå, at deres vilkår er bedre end mange andres og også afholde sig fra det usmagelige overforbrug, velstand let fører med sig. Magnumflasker på skiferien med gymnasiet, sådan noget. Men selv om jeg kan lide at bo dér, hvor vi bor, føler jeg mig i bund og grund som en slags gæst. Når man som jeg ikke er vokset op i Nordsjælland, vil der nok altid være visse cirkler og lukkede klubber, man ikke har adgang til.«
Foto: Asger Ladefoged
Kommentarer