Den umulige hjemkomst – Om Uvidenheden af Milan Kundera

Oprettet: 01.04.2009 - 10:38

Af litteraturstuderende Marie Fredborg

Man kan ikke nævne Østeuropa uden at tænke ”kold krig” og ”Murens fald”.

Blandt de lande, der blev fanget i kulden mellem øst og vest, var det vestligt orienterede Tjekkoslovakiet. Kommunisterne tog magten i landet efter anden verdenskrig og drev en stor gruppe anderledes tænkende i landflygtighed.

Det er disse emigrant-skikkelser, som Milan Kundera (f. 1929) skriver om i sin nyeste roman Uvidenheden (2000) De var de ”uægte” børn af de lukkede grænser mellem Øst- og Vesteuropa. Og det var nogle af dem, der oplevede den største personlige omvæltning, da muren faldt og vejen ”hjem” blev åben. For hvad er ”hjem”, når man har levet halvdelen af sit liv i et andet land? Odysseus, emigranternes mytiske forfader, måtte også så mange omveje for at opnå sin ”store hjemkomst” til Ithaka. Men meget havde ændret sig i Ithaka i mellemtiden, hvilket de eksiledere østeuropæere også erfarer i Uvidenheden.

Emigranterne og ”den store hjemkomst”
Ligesom Kunderas andre romaner er Uvidenheden flerstemmig, forstået på den måde at man følger med i flere menneskers oplevelser og tanker. I Uvidenheden er det først og fremmest to tjekkiske emigranter Josef og Irena. Josef efterlod under kommunismen alle ejendele til sin familie og rejste til Danmark, hvor han skabte sig et nyt liv med dyrlægepraksis og kone.

Irena emigrerede til Frankrig med sin mand, der snart døde, og hun skabte sig et velfungerende liv med børn, veninder og svensk elsker. Irena og Josef mødes i lufthavnen på vej til deres ”store hjemkomst” i Tjekkiet. Irena genkender Josef som en ungdomsforelskelse. Josef genkender ikke Irena, men kan lide hende, så de aftaler at mødes igen efter nogle dage. Hver for sig genforenes de så med deres hjemland, men ingen af dem oplever det store sus, som alle forventer af dem.

Deres familie og venner snakker kun om sig selv og er ikke nysgerrige efter at opdage de ”nye” mennesker, som er kommet hjem. Ingen spørger til Josefs nyligt afdøde kone, og hans familie har inddraget hans ejendele i deres egen husholdning. Ingen er interesserede i Irenas viden om franske vine, og hendes mor styrer snart hendes liv, som om hun stadig var et barn.

Der er ingen begejstrede fanfarer, og efter et par dage vender de begge lettet deres fødeland ryggen. Irena med håbet om en genforening med sin ungdomselskede Josef, og Josef med længslen efter sin kones spøgelse. De to tilbringer en kort heftig aften sammen, indtil det går op for Irena, at Josef ikke ved, hvem hun er, og at han har i sinde at rejse videre alene.

At længes mod det kendte, der nu er ukendt.
Kunderas romaner har ofte enkle titler som Identiteten og Udødeligheden. Det er et symptom på hans fascination af skribenter fra den franske oplysningstid, som f.eks. Voltaire. Oplysningsforfatterne opfandt essay-genren, hvor de kunne skrive løs, filosofere og eksperimentere med begreber og fænomener som f.eks. uvidenhed.

På samme måde kan Kunderas romaner godt virke som små menneskeforsøg, hvor et fænomen belyses vha. manøvrering med romanens personer. Fortællerstemmen er hele tiden meget tydelig og kommenterer og filosoferer over handlingen, dog altid på en varm og medfølende måde. Uvidenheden undersøger altså fænomenet uvidenhed.

Et kendetegn ved emigrantens situation er nemlig uvidenheden om det forladte hjem. Emigranten fyldes af nostalgi, som ikke er det samme som ren og skær hjemve, men som i virkeligheden er længsel efter det, der engang var kendt, men som nu er blevet fremmed og ukendt. Det oplever Josef og Irena. De drømmer om ét land og finder et andet. Mindet om deres hjemland er blevet til nogle få stereotype forestillinger, som egentlig ikke eksisterer. De har glemt så meget, ligesom deres land har glemt dem og ikke er synderligt interesserede i, hvor de har været, og hvem de er blevet. Alt er glemsel og forandring.

Den græske filosof Heraklit (ca. 540-480 f. Kr.) bruger det billede, at et menneske ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Ved anden nedstigning vil både floden og mennesket nemlig være noget andet. Et menneske er altså ikke identisk med sig selv. Det glemmer og fremmedgøres i forhold til det, der tidligere var ham eller hende. F.eks. læser Josef i sin dagbog og væmmes ved den teenager, han var engang. Og Irena opdager, at hun som ung tog store valg og kun emigrerede, fordi hendes mand gjorde det, og at hun i dag måske ville have handlet anderledes.

Fremmede
Den erfaring, som Irena og Josef gør sig, er på én gang en følge af den hjemløshed, som mange østeuropæere blev kastet ud i, men den er også noget almenmenneskeligt. Vores liv løber ud imellem vore fingre som sand. Vi eksisterer kun i et meget flygtigt nu, før vi allerede er blevet fremmede for os selv og verden.Det er en smertefuld erfaring.

Irena og Josef erfarer det ikke kun i forhold til Tjekkiet, men også i forhold til hinanden. Irena opdager, at Josef ikke har genkendt hende, og at det samleje, de lige har haft, dermed er reduceret til et engangsknald mellem to fremmede, ensomme mennesker på gennemrejse. Og Josef længes evigt mod sin afdøde kones lænestol med udsigt til et grantræ, der som en opstrakt hånd vinker ham hjem.

Josef er altså trods sin skuffelse over hjemlandet stadig som Odysseus. Hans Ithaka er blot ikke et land men en elsket person. Men det er sigende, at hans kone er død, og derfor jo ikke ændrer sig længere. Døden er altså muligvis den eneste mulighed for at finde noget blivende og en slags hjem!

Sort skønhed
Denne pointe er utroligt trist. Men selvom Kunderas romaner for det meste går ud på at bringe vores viden, sandheder og vanetænkning ud af balance, så bliver de sjældent modløse eller sortsynede. Hans romaners menneskeskæbner mister nemlig aldrig deres skønhed. Det er i vore livs skønhed og i den smukke fortælling, som vore liv også er, at meningen ligger. Som Kundera skriver i Romankunsten (1987):

”Skønhed, den sidste mulige sejr for et menneske, der ikke har mere håb.”

Smukke mønstre strækker sig også igennem Uvidenheden. Irena drømmer om at vinde sit eget liv og bryde fri af det taknemmeligheds-tyranni, som hun har levet under i forhold til sin mor og siden hen mænd. I den triste afslutning opnår hun frigørelsen, da hun gør, som hun selv vil og forfører Josef. At hun i samme sekund opdager den fundamentale menneskelige fremmedgørelse, gør ikke situationen mindre smuk.

Josef ser Irenas værdi, men må forlade hende, og spejler dermed svigt, han har gjort tidligere i sit liv. Livets sørgmodige men smukke, tilfældige gentagelser og temaer skaber således mønstre og mening i romankarakterernes liv. I Kafkas romaner finder Kundera en sort skønhed. Uvidenheden rummer også sådan en sort skønhed. For mange østeuropæere, der håbede på den ”store hjemkomst” efter murens fald, men som må indse at genforenings-utopien ikke holder, er det måske den eneste mening, der er tilbage.

Men når man har læst Kundera forstår man, at det er et generelt træk ved menneskelivet, og man løfter blikket fra bogen med en særlig modtagelighed for livets smukke tilfældigheder.

0
Din bedømmelse: Ingen