Den skræmmende og lokkende afgrund. Om ’Siegfried – en sort idyl’ af Harry Mulisch

Oprettet: 01.05.2009 - 09:25

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

 

Det dragende mørke
Fascinationen ved Adolf Hitler kan på en måde beskrives som den følelse, der kan opstå, når man står ved en klippeskrænt og afgrunden begynder at trække i en, lokke med følelsen af frihed, mens bevidstheden et sted i baggrunden, bliver ved med at fortælle om faren ved at springe. På samme tid udstråler Hitler et faretruende mørke, og på den anden side har man lyst til at finde ud af, hvad der gemmer sig i mørket.

Forsøget på at forstå 2. verdenskrig, bliver derfor ofte et spørgsmål om, hvordan man kan forstå Adolf Hitler. Bag dette spørgsmål ligger tanken om, at uden Hitler, ville 2. Verdenskrig aldrig være begyndt. Hvis han ikke havde forført den tyske befolkning, var krigen aldrig begyndt, og uden Hitler, ville holocaust aldrig have været.

Hitler-spørgsmålet, som man kan kalde det, er helt centralt i Harry Mulischs fremragende og forførende (f. 1927) roman Siegfried – en sort idyl (2001, dansk 2006). Den berømte hollandske forfatter Rudolf Herter, hvis navn har en skæbnesvanger lighed med Hitler og med den tyske filosof Johann Gottfried Herder (1744-1803), hvis tanker på mange måder er oprindelsen til senere tanker om nationalisme, herunder Hitlers egne, tager i begyndelsen af fortællingen til Wien, for at give interviews om sin seneste bog.

Herter, der selv har østrigske rødder, får under et interview til østrigsk tv en idé til, hvordan det kunne være muligt at forstå Adolf Hitler. Fordi, påstår Herter, det er aldrig for alvor lykkedes nogen at forstå gåden Adolf Hitler. Herters nyskabende idé går i al sin enkelthed ud på at skabe en fuldstændig fiktiv situation, hvor Hitler bliver bragt i en position, han aldrig i virkeligheden har været i. Derigennem vil der åbne sig en mulighed for endelig at gøre Hitler forståelig.

Trangen til at forstå
Hovedpersonen, forfatteren Herter, i Siegfried har mange lighedstræk med virkelighedens Harry Mulisch, og det er svært ikke at læse romanens dilemma i lyset af hans selvbiografi. Harry Mulisch blev født i Holland i 1927 af forældre med oprindelse i Østrig-Ungarn. Forældrene blev skilt i 1937, og herefter deler deres skæbne sig meget eftertrykkeligt.

Harry Mulisch mor, der var jøde, blev anholdt i Holland, da Nazisterne invaderede landet, og mistede det meste af sin familie i koncentrationslejrene. Mulischs far derimod, fik arbejde som en af de tre topledere i den hollandske bank, hvor deporterede jøder blev tvunget til at deponere deres penge inden de blev sat i koncentrationslejr. Og familien Mulischs underhold under krigen stammede hovedsageligt fra bankens depoter.  

I den forstand levede Harry Mulisch på begge sider af krigen, ved at se sin mor og hendes familie blive forfulgt under krigen og ved at overleve krigen gennem farens udnyttelse af selvsamme jøders lidelse. Handlinger, der førte til, at Mulischs far blev anholdt efter krigen og anklaget for samarbejdet med nazisterne.

Dermed ikke sagt, at dilemmaet i Siegfried vokser ud af et psykologisk trauma i Harry Mulischs fortid, dobbeltheden i Mulischs fortid åbner snarere for nye perspektiver, der ellers ikke ville være til at trænge ind i. I romanen Het stenen bruidsbed (Brudesengen af sten) (1959) beskriver Harry Mulisch den amerikanske tandlæge Norman Corinths oplevelser i Dresden efter krigen, og gennem romanen fremmaner Mulisch de lidelser, som den amerikanske bombning af Dresden i slutningen af 2. verdenskrig skabte for de civile. Bombningen af Dresden blev i mange år beskrevet som en værdig straf for tyskerne, men billedet bliver mere nuanceret, mere menneskeligt, ved også at beskrive deres lidelser.

Den banale ondskab
I 1962 udgav Harry Mulisch sin personlige skildring af retssagen mod Adolf Eichmann, De Zaak 40/61 (Sagen 40/61), der bygger på dagbogsnoter fra retssagen, og personlige skildringer af staten Israels dannelse i samme periode. Retssagen mod Adolf Eichmann blev afholdt i Jerusalem i 1961-62, efter Eichmann var blevet anholdt i Argentina, hvor han havde levet i skjul. Han blev betragtet som hovedarkitekten bag holocaust, og retssagen blev en konkret fremvisning af konsekvenserne af nazisternes handlinger.

Men det blev også en fremvisning af, hvad Hannah Arendt i sin bog om retssagen mod Eichmann, Eichmann i Jerusalem (1963, dansk 2008), kaldte ondskabens banalitet. Eichmann var ikke ondskaben selv, snarere en nidkær bureaukrat, der adlød, så godt han kunne. Den samme erfaring drog Harry Mulisch af retssagen, den samme splittelse mellem handling og motiv, mellem udførelse og skyld. Og det blev endnu sværere at trænge igennem til sandheden bag handlingerne, når personen Eichmann, blev til myten Eichmann.

Myten Hitler
Det fører os tilbage til Harry Mulischs roman, for Herter forsøger netop at trænge igennem myten om Hitler, og hvordan man kan gengive Hitlers liv på en måde, der ikke allerede er blevet beskrevet, fortalt, analyseret? Men spørgsmålet stiller sig ikke så simpelt, for det er ikke ufarligt eller uskyldigt at fremsætte et sådant spørgsmål. For i en vis forstand fører det ind i hjertet af meningsløsheden og ind i de mørke, dystre sider af den menneskelige natur.

Metoden til at undersøge Hitler dukker pludselig op på Herters dørtrin. Efter en oplæsning i Wien kontakter to ældre mennesker Herter og fortæller ham, at de har en stor hemmelighed, der måske kan hjælpe ham til at finde svaret på gåden Hitler, og han aftaler at mødes med dem på deres plejehjem.

Det viser sig, at de to har været ansat som tjenestefolk på Berghof, Hitlers alpehus i Obersalzburg, hvor han trak sig tilbage fra livet i Berlin. De har bogstaveligt talt set Hitler nøgen, oplevet hans vaner og særheder og kender til sandheden om hans forhold til Eva Braun. Det er med andre ord hverdagsmennesket Hitler, der dukker frem af deres beskrivelser.

Men gør det ham mere forståelig? Herter bliver ved med at støde mod meningsløsheden og det ukendte. Han forsøget at bruge udtrykket mysterium tremendum ac fascinans til at beskrive Hitlers tiltrækning, et begreb, der giver et teologisk beskrivelse af det fascinerende ved det fuldstændigt fremmede og uforståelige, det skræmmende anderledes, som alligevel er tiltrækkende.

Det ypperste offer
I 1. Mosebog bliver Abraham beordret af Gud til at ofre sin søn for at bevise sin tro, og ved at begå det ypperste offer bekræfter Abraham sin fuldstændige underkastelse. I sidste øjeblik bliver Abraham standset af en engel, da hans forberedelse er bevis nok for Gud. Historien om Abraham bliver spejlet i historien om Hitler, for det ældre ægtepar havde endnu en historie at fortælle. Hitler havde nemlig fået en søn med Eva Braun.

Sønnen blev døbt Siegfried med inspiration i ældre tysk mytologi. Men Hitler kan ikke få en søn, da hans magt afhænger af de tyske kvinder, der har et kompliceret kærligheds/forgudelses-forhold til Hitler. Det vil derfor være ødelæggende for Hitler at få et barn, endsige at afsløre forholdet til Eva Braun, da det vil ødelægge symbiosen mellem de tyske kvinder og Hitler. Siegfried bliver derfor overdraget til det ældre ægtepar, der nu sidder overfor Herder. De opdragede barnet som deres eget, mens Hitler og Eva Braun spillede onkel og tante for sønnen. Hitler legede flere gange med tanken om at lade Siegfried overtage magten efter sig, så familien danner et dynasti, men ender med at opgive tanken.

Hvem var Adolf Hitler?
Giver billedet af Hitler som far os noget nyt? For Herter styrter billedet sammen, da historien bliver fortalt til ende. Fra en ukendt kilde dukker beviser på Eva Brauns jødiske afstamning op, og Hitler beordrer Siegfrieds adoptivfar til at slå Siegfried ihjel under trussel af, at hans kone og han selv ellers vil ende i en koncentrationslejr. Og Siegfrieds adoptivfar ender med at skyde Siegfried på Berghof. Hitler fører ofret af Siegfried til den jødiske Gud til ende i et forsøg på at udrydde den selv samme Gud.

Da Herter vender hjem efter samtalen med det ældre ægtepar, er han ude af sig selv. Hans forklaringer, hans forsøg på at forstå eller begribe mislykkes, og da han griber til hele filosofihistorien for at forklare at Hitlers inderste er tomhed og mørke, virker det på samme tid sørgeligt, hjertegribende og meget menneskeligt. Stillet overfor det fuldstændigt uforståelige, må mennesket gribe til et eller anden forklaringsmodel eller gå under, synes fortællingen at sige til os. Der er ingen enkelt forklaring på ondskab.

Måske kan Hitler ikke forklares, fordi intet menneskes handlinger kan forklares i alle detaljer. Måske handler ondskab om ikke at ville se, erkende, erfare, at vende det blinde øje til, og den desperate kamp for at forstå fører ingen steder hen. For Herter slutter kampen på hotelværelset, da han er vendt hjem fra det ældre ægtepar.

Han forsøger at give mening til fortællingen, men til sidst giver hans hjerte op, og efter i et delirium at have oplevet Hitlers sidste dage, set gennem Eva Brauns øjne, falder han død om.
Måske er der ingen vej tilbage fra mørket.  

0
Din bedømmelse: Ingen