Den poetiske bøsse Jean Cocteau

Oprettet: 30.07.2003 - 11:53

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Den franske multikunstner Jean Cocteau (1889-1963) var en kendt skikkelse i sin samtid, hvor især hans enormt nyskabende teaterstykker blev meget populære.

Han var noget af en ping i det franske kunstnermiljø, hvilket fremgår af, at han skrev teksten til all-stars balletten Parade fra 1917 med musik af den excentriske komponist Erik Satie og kostumer og udsmykning af Picasso.

I denne stjernespækkede forsamling indtog Cocteau sin plads blandt tidens mest toneangivende kunstnere, lidt på samme måde som Bob Dylan, George Harrison, Roy Orbison og Tom Petty meget senere understregede deres status som rockmusikere ved at danne supergruppen The Traveling Wilburys.

Jean Cocteaus teaterstykker var som sagt populære, og han fik i den forbindelse stor betydning, fordi han nærmest var den eneste, der formåede at få noget der lignede surrealistisk teater ud af de snævre kunstkredse til et bredt publikum. Men populariteten betød også, at han blev anset for at være noget af en moderytter blandt samtidens ”rigtige” surrealister – et rygte der virker helt urimeligt, når man i dag læser Cocteaus enormt spændende, medrivende og unikke romaner. Grunden til modviljen har sikkert været af en mere personlig art.

Cocteau var lidt af en charlatan (han brugte 1700-talsagtige charmeklude med blonder), og desuden skiltede han åbenlyst med en side af sin personlighed, som ikke var populær: han var homoseksuel. De intellektuelle miljøer, som Cocteau umiddelbart kunne forventes at høre til i – kommunismen og surrealismen – var måske overraskende nok særdeles kritiske over for seksuelle afvigelser. Grundlæggeren og lederen af surrealismen, André Breton, som også var kommunist, harcelerede for eksempel mod de homoseksuelles ”moralske og mentale underskud” i tidsskriftet ”La Révolution surréaliste”. Man kan derfor sige, at Cocteau, trods sin anerkendelse som kunstner, naturligt var en outsider i nogle kredse.

//perso.club-internet.fr/leonicat/cocteau/passagedumarais/lelivreblanc.htm
Grunden til, at det er spændende at dvæle lidt ved Cocteaus biografi, er at den kan medvirke til at belyse de steder, hvor han eksplicit skriver om homoseksualitet. Det gør han først og fremmest i den lille, men dejlige bog Den hvide bog fra 1928, som handler om en homoseksuel mands problemer med kærlighed og seksualitet.

Den hvide bog blev udgivet anonymt, hvilket måske ikke virker usædvanligt for bøger om dette ømtålelige emne. Kollegaen André Gide (1869-1951) udgav sin anonyme bog om homoseksualitet, ”Corydon”, i 1911. Men Gide vedkendte sig bogen i 1924 uden at møde repressalier og uden at miste sin ære og sine venner.

Derfor virker det umiddelbart lidt underligt, at Jean Cocteau ikke ville skrive sit navn på titelbladet af Den hvide bog, selvom alle var klar over, at han var forfatter til den. Især fordi han gik med til at lave illustrationer til bogen, og fordi den eksplicit hænger sammen med hans andre værker. For eksempel går den smukke skolekammerat Dargelos fra Den hvide bog igen i hans måske kendteste roman, De sorte får fra 1929.

Men Cocteau havde en bestemt hensigt med at lade sin bog være anonym. I en håndskreven indledning til bogen skriver han, at han vil undgå, at Den hvide bog bliver læst som et selvbiografisk værk (det gør den alligevel næsten altid). Med hans forhold til samtiden in mente virker pointen klar.

Som selvbiografi ville bogen være let at forkaste som en egocentreret bøsse-charlatans egocentrerede og navlepillende pralerier, og det ville fjerne fokus fra det, som bogen rent faktisk handler om.

Den hvide bog er først og fremmest en regulær kærlighedshistorie. Som en slags dannelsesroman handler den om en ung mands kærlighedseventyr i det pulserende Paris, og dens provokerende effekt ligger måske netop deri, at den netop er regulær blot med den forskel, at kærlighedsforholdene og –problemerne foregår mellem to mænd i stedet for mellem en mand og en kvinde.

Cocteau arbejder med, hvad man kunne kalde en homoseksualisering af litteraturen, og det går så vidt, at han udvikler et poetisk sprog, som besynger manden i stedet for kvinden. Hør blot denne beskrivelse af en af hans elskeres kroppe: ”En perfekt krop, en rigning af muskler som et sejlskib, hvor lemmerne ser ud til at folde sig ud som en stjerne rundt om en dusk af hår, hvorfra – imens kvinden er skabt til at foregive - der rejser sig den eneste ting hos manden, som ikke kan lyve.” En sådan poetisk beskrivelse af mænds kønsdele har uden tvivl været barske sager for nogle af Cocteaus læsere, der reserverede den slags sproglige eskapader til kvindekroppen.

Alle Cocteaus romaner er skrevet med en ufattelig sans for de sproglige detaljer og med en suveræn evne til at skildre personer og deres følelsesliv. Det som gør Den hvide bog særlig i den forbindelse er, at de litterære kneb bruges til at skildre en homoseksuel.

Cocteau indleder Den hvide bog med en kritik af den manglende accept af hans seksualitet: ”Mine ulykker stammer fra et samfund, som fordømmer det sjældne som en forbrydelse, og som tvinger os til at omvende vores tilbøjeligheder.” Men i stedet for at fortsætte bogen som en polemisk kritik af hans samtids forstokkede had til de homoseksuelle, bruger han poesien til at fortælle en fabelagtig historie.

Man kan sige, at han bruger de litterære kneb til at gøre homoseksualitet til noget normalt. Han skaber et sprog, inden for hvis rammer det homoseksuelle forhold er et kærlighedsforhold på linje med forholdet mellem mænd og kvinder. Det er heri hans kamp mod intolerancen ligger, og det er denne kamp, som ligger til grund for de poetiske genialiteter, som udgør Den hvide bog.

0
Din bedømmelse: Ingen