Den personlige djævel - om Robertson Davies

Oprettet: 01.06.2007 - 08:06

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

Magnus Eisengrim, verdens største tryllekunstner, skal foreviges på film i rollen som sin berømte forgænger, Robert-Houdin, i filmen Un Homage à Robert-Houdin. Det går ikke gnidningsløst for sig.

Det er den kendte svenske instruktør, Jurgen Lind, der instruerer filmen, og de to selvbevidste verdenskunstnere kommer hurtigt på kant. Konflikten får Eisengrim til at lukke op for posen og fortælle om sit liv, og for tilhøreren Dunstan Ramsay er det en enestående chance. Ikke alene kan han sikre sit eftermæle som historiker ved at nedskrive Eisengrims historie, han kan måske også få svar på det spørgsmål, der konstant nager ham: Hvem dræbte Boy Staunton?

Deptfordtrilogien
Undernes verden er tredje bind af ”Deptfordtrilogien”, den canadiske forfatter Robertson Davies’ (1913 – 1995) hovedværk, der især er kendt for trilogiens første bind, Den femte rolle. Trilogiens omdrejningspunkt er landsbyen Deptford, hvor såvel Eisengrim som Ramsay og Staunton er født. Eisengrim er som barn landsbyens syndebuk, søn af den mærkelige Mrs. Dempster, der er blevet sindsforvirret efter at have fået en ualmindelig hård snebold i hovedet. Det er Staunton, der kaster snebolden efter Ramsay, der når at dukke sig, og de to drenge sætter dermed uforudsigelige begivenheder i sving. 

Mange år senere er Eisengrim den sidste, der ser Boy Staunton i live – han bliver fundet død i sin bil, der er kørt i havnen. Kort efter Stauntons død bliver svaret på det brændende spørgsmål givet i Eisengrims show af ”Messinghovedet”, en del af et nummer. Ramsay ved ikke, hvordan svaret skal fortolkes. Han er sikker på, at Eisengrim sidder inde med gådens løsning, og den har han nu chancen for at få at høre.

Eisengrim starter imidlertid et helt andet sted end med Stauntons død: den 30. august 1918, efter eget udsagn den dag, han steg ned i helvede og blev der i syv år. Beboerne i Deptford tror, at den lille Paul Dempster er løbet bort med en omrejsende gøglertrup, og dermed vækker han før første gang i sit liv en smule beundring og misundelse hos andre.

Sandheden er selvfølgelig en ganske anden og ikke det fjerneste misundelsesværdig, for Paul er blevet voldtaget og bortført af tryllekunstneren Willard, som grundlæggende er en ondskabsfuld satan, der er forfalden til morfin og drenge. Paul Dempster er ikke længere Paul Dempster, men Willards dreng, der tilbringer de fleste af sine vågne timer i en kortspillende ”automat”. 

Han er blevet Ingen – en skærende modsætning til sit voksenlivs succes, hvor han i allerhøjeste grad er Nogen. Imidlertid er det i tiden som Ingen, han lægger grunden til sin senere succes som tryllekunstner, for som han lakonisk siger: ”Jeg kan anbefale unge tryllekunstnere metoden: luk jer inde i et trangt fængsel ti timer om dagen og gør ikke andet end at manipulere med kort og mønter.”

Den dæmoniske gøgler og djævelen
Med Eisengrims baggrund er det ikke underligt, at han ikke er en lalleglad gøgler, der fidelt lefler for sit publikum, men derimod en dæmonisk magiker, der tager sin kunst alvorligt. Netop derfor er han uophørligt fascinerende for publikum, selv for en pragmatiker som Boy Staunton, der i sit livs sidste timer lader sig skæbnesvangert tryllebinde af tryllekunstneren. 
 
Eisengrim fortæller, at han nedstiger til helvede, da han møder Willard, og Willard er hans personlige djævel. Den ældre tryllekunstner er uden tvivl et menneske, der er blottet for moral og gode egenskaber, men ikke desto mindre er han en dobbelt figur i Eisengrims liv. 

Den lille Paul Dempster var aldrig blevet den store Magnus Eisengrim uden Willard, der ikke alene river ham ud af den ensporede og udsigtsløse tilværelse i Deptford er kommet til synes: den dæmoniske tryllekunstner.

En af romanens diskussioner mellem filmholdet, Ramsay og deres exceptionelle (i mere end én forstand) værtinde, Liesl, handler om djævelen. Hvad er djævelen for en skikkelse? Den fordrukne fotograf Kinghovn kommer måske tættest på: ” […] hvis djævelen ikke havde eksisteret, havde vi måttet opfinde ham.

Tryllekunstner plakat fra www.rainfall.com

Han er den eneste forklaring på livets forfærdende tvetydighed.” Eisengrim havde i hvert fald måttet opfinde sin djævel, hvis han ikke var blevet fundet af ham først, og det samme kan man sige om Ramsay.

Den femte rolle finder Ramsay sin djævel – og indgår en slags kompromis. Eisengrim får chancen for at hævne sig på Willard, og det gør han eftertrykkeligt. Men er det kun had, der driver ham? Hans tilhørere er i tvivl, for så enkelt er forholdet til djævelen ikke.

Det er én af Davies pointer i flere af hans værker, at det måske ikke er så skidt at gøre som Ramsay: at finde sin djævel og indgå et kompromis med ham. I modsat fald risikerer man at blive offer for djævelens noget ondskabsfulde form for humor – som Boy Staunton, der ikke kunne drømme om at se sin djævel i øjnene. 

Den sædvanlige kombination
Og hvem dræbte så i øvrigt Boy Staunton? Tjah, hvis man vil vide det, er man nødt til at følge med Eisengrim gennem helvede og til sidst – måske – få en forklaring på Messinghovedets svar: ”Han blev dræbt af den sædvanlige kombination: af sig selv, først og fremmest; af den kvinde, han kendte; af den kvinde, han ikke kendte; af den mand, som opfyldte hans inderste ønske og af den uundgåelige femte, der vogtede over hans samvittighed og vogtede over stenen.”

Læs også Nanna Rørdam Knudsens artikel 'Sneboldeffekten' - om Robertson Davies

0
Din bedømmelse: Ingen