Den nihilistiske tvivl. Om 'Fædre og sønner' af Ivan Turgenjev

Oprettet: 01.03.2010 - 14:12


Reformerne af det russiske samfund skal ses i lyset af den almene udvikling i Europa. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

I 1861 blev de russiske bønders stavnsbånd ophævet, året før Ivan Turgenjev (1818-1883) udgav sit mesterværk Fædre og sønner (1862, senest på dansk i 2007). Alexander II besluttede at bryde båndet mellem godsejer og bønderne og gøre bønder fri af det tvangsarbejde, de indtil da havde måttet lide under. Der var dog ikke tale om at give befolkningen politiske rettigheder, for alle i samfundet blev stadig betragtet som Zarens børn. Men det var dog et første skridt i retning af, hvad vi vil betragte som et frit samfund.

Reformerne af det russiske samfund skal ses i lyset af den almene udvikling i Europa. 1848 er blevet kaldt nationernes forår, der var oprør i mange europæiske lande og nationalismen begynder at blomstre. Rusland havde også sine optøjer, hvilket fik Alexander II til at stramme grebet om statsmagten. Men det kunne ikke fungere i længden, og Alexander II indså at bønderne måtte have mere frihed, hvis han ville bevare magten og legitimere sit styre.

Ved romanens begyndelse møder vi de to unge studerende Bazarov og Arkadij, der er vendt hjem fra universitetsstudierne i Skt. Petersbog. De er taget tilbage til Arkadijs far og dennes bror, der lever på et lille gods på landet, men det står ikke helt klart hvorfor. Arkadij er tydeligvis splittet mellem glæden ved at være hjemme og sin irritation over farens altmodische verdenssyn og trangen til at løsrive sig fra farens indflydelse.

Bazarov finder bare det hele morsomt, mens hans nihilisme vækker snart de gamles vrede og ubehag. Og for at komme lidt væk tager de to snart på besøg i en nærliggende by og ender hjemme hos en ung, enlig, adelig kvinde. Bazarov forelsker sig i hende og Arkadij i hendes søster, men Bazarovs mistillid til følelseslivet og livet generelt ødelægger snart Bazarovs egen kærlighed.

Han kan ikke acceptere sine egne følelser, og ender med at rejse bort for at besøge sine forældre. Det er ikke et særligt vellykket besøg og mod bogens slutning er Bazarov helt isoleret. Han har vendt verden ryggen og pådrager sig, måske frivilligt, en dødelig sygdom, da han udøver sin lægegerning hos nogle bønder i nærheden af forældrene. Men selv i døden finder han ingen glæde eller mening, selv ikke her kan religionen eller hans eget følelsesliv nå ham. Og han dør med et skuldertræk.

Den nye menneskehed
Men selv om beskrivelsen af Bazarov kan lyde negativ, så er læseren hele tiden i tvivl. For hvor befinder Turgenjevs sympati sig egentlig? Både samtidige og senere kritikere har været i tvivl. Der er ingen tvivl om, at bogen skabte store problemer for Turgenjev selv. Han havde indtil da været meget velagtet, men Fædre og sønner var så problematisk, at venstrefløjen i Rusland nok roste bogen, men stadig ikke syntes at Turgenjev gik langt nok, og højrefløjen angreb ham for at gå nihilisternes ærinde.

Turgenjevs egne breve fra årene før og efter bogen udkom viser, at han selv var meget usikker. Til tider elskede han Bazarov, til tider afskyede han ham. Som nævnt har mange set Bazarov, som det nye mennesker, der får sin endelig udformning i den kommunistiske partifunktion efter revolutionen i 1917, men Turgenjev skal læses mere historisk end det.

For romanen udspiller sig i årene før reformen, og nok er de to sønner i bogen, Bazarov og Arkadij i denne forstand udtryk for det nye, der er på vej. De kalder sig begge nihilister, og redegør stolt at de ikke længere tror på autoriteter. De vil danne deres egen mening om alting og mener, at alt gammelt må ryddes bort, så et nyt samfund kan bygges op. Men problemet er nærmere, både for Bazarov og Turgenjev, at denne nihilisme ikke pegede i nogen bestemt retning. Der var ikke noget bagved kritikken af autoriteter, hverken en utopi eller en realistisk plan. Og hverken de kvindelige proto-feminister, slavisterne, de konservative eller de småborgerlige demokrater udslipper Bazarovs kritik.

Fædrene derimod, Nikolaj Kirsanov og Pavel Kirsanov, Arkadijs far og onkel, og Vasilij Ivanovich, Bazarovs egen far, holder fast i de gamle traditioner. Dog har de givet deres fæstebønder mere frihed, end det, der var normalt, som en del af de forsøg, der gik forud for gennemførelsen af den senere reform.

Men længere end det har de ikke lyst til at strække sig, for det kan de russiske bønder ikke administrere, påpeger Pavel Kirsanov. Deres tilgang er præget af en konservativ mistillid til de lavere klasser, der ikke selv er i stand til at styre deres tilværelse uden en højerestående autoritet til at guide dem.

Reformen i 1861 var derfor en skelsættende begivenhed for det russisk samfund, da den nedbrød den autoritet, som de adelige tidligere havde haft over alle dele af bøndernes liv. Faderskikkelsen, i form af godsejeren, fik pludselig frataget sin uindskrænkede magt.

Det er i denne retning sønnerne peger. I en diffus, utydelig retning, der dog peger væk fra det gamle og bestående, som fædrene forsøger at holde fast på. Men det kan også ses som en gentagelse af det urgamle opgør mellem fædre og sønner, hvor sønnerne ikke længere vil adlyde den faderlige autoritet, men selv vil finde sin vej mod det nye og ukendte.

Fædrene er derimod reaktionens mænd. De vil gerne tillade visse reformer og vil gerne være med til at emancipere bønderne, men kun så længe det er muligt at holde fast i de gamle tider. Eksempelvis er Bazarovs forældre stadig religiøse og Bazarov er midtpunktet for deres liv. Men mens familien betyder alt for dem, betyder den næsten intet for Bazarov. Han har overvundet alle autoriteter, indre såvel som ydre, men det har samtidig betydet, at alt har mistet sin værdi. Verden, for Bazarov, er blevet affortryllet, med alt hvad det indebærer af tomhed og ligegyldighed.

Den nihilistiske tvivl
Og her står Bazarov så i slutningen af romanen. Han har smidt sin forelskelse bort, skubbet Arkadij fra sig i et anfald af irritation, og pådraget sig en dødelig sygdom, næsten som ved en forglemmelse. Arkadij, som den sunde dreng han er, har valgt kærligheden, og dermed, ifølge Bazarov, underkastelsen under en kvindes autoritet. Og Arkadijs poetiske og romantiske side fortrænger snart den nihilistiske og afvisnende, og han hengiver sig helt til livet og hans nye kærlighed Katja.

Men det er en dyster afslutning, vi får. De to bryllupper ved fortællingens slutning er næsten ubesøgte, og Bazarovs død får nærmest karakter af en ofring. Beskrivelsen får os til at føle, at han må ofre sig selv, for at verden kan bevæge sig videre. Nok gør han oprør til det sidste, men den afsluttende beskrivelse af ham er, at han ligner et lam. Sønnen har ofret sig, stavnsbåndet er opløst og en ny tid kan begynde, selv om det er umuligt at sig, hvad den vil bringe.

0
Din bedømmelse: Ingen