Den musikalske antiguitarist - om musik og identitet i Luis Landeros Guitaristen

Oprettet: 01.10.2004 - 08:36

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Identitet og guitarspil 
- Kender du det ord, identitet?
- Mere eller mindre.
- Det var første gang, jeg stødte på det, men jeg læste det så mange gange, at jeg til sidst gættede mig til, hvad det betød.
 
Sådan lyder et brudstykke af en samtale mellem hovedpersonen Emilio og hans fætter, flamencoguitaristen, dagdriveren og spradebassen Raimundo, i den spanske forfatter Luis Landeros (f. 1948) roman Guitaristen fra 2002 (læs Olav Vinderskovs resumé og anbefaling af romanen her). Spørgsmålet om identiteten er omdrejningspunkt for Landeros roman, og denne søgen efter identitet hænger nøje sammen med musik - guitarspil, flamenco og et bohemeagtigt nomadeliv.
 
Romanens hovedperson, den unge Emilio, tilbringer dagene som olieindsmurt lærling på et mekanikerværksted i Madrid, mens hans aftener går med at forsøge på at holde sig vågen til det studenterkursus, som han er meldt til i håb om en dag at få en studentereksamen. Emilios hverdag er en drøj benlås af evig gentagelse, og det ender til sidst med en krise, som folk med minderne om teenageårenes problemer i behold kan nikke genkendende til: Følelsen af at spilde tiden med daglige gøremål og den konstante frustration over ikke at leve som de spændende musikere, skuespillere, forfattere etc., som man kan læse om rundt omkring, har igennem tiderne fremkaldt kriser hos i hobetal af mennesker. Således Emilio: "Ja, det var min første livskrise. Ikke kun mekanikerværkstedet, men hele livet var som at falde ubehjælpeligt i myreløvens fælde."
                     
Med krisen i bagagen er det ingen overraskelse, at Emilio ser lyset, da hans fætter Raimundo fortæller ham om sin karriere som parisisk flamencoguitarist, med hvad dertil hører af fester og scoringer af midaldrende borgerfruer. Emilio beslutter sig for at begynde at spille guitar, og musikken bliver et slags tilflugtssted, hvorigennem han kan slippe uden om dagligdagens grå og monotone ensformighed og skabe sig en identitet.
 
Musikkens kummerlighed og drømmen om forandring
Flamenco danser. Fra www.worldartswest.orgSå langt, så godt. Men Landeros roman er ikke blot en simpel fortælling om en ung mand, der drømmer om at erstatte sin ensformige dagligdag med noget bedre. For musikken, Emilios flugtvej, er en underlig størrelse i Guitaristen. På den ene side er den et alternativ til den træge tilværelse i mekanikerværkstedet og som sådan en slags model for det ideale liv. Men på den anden side forekommer musikmiljøet noget kummerligt. Fætter Raimundos karriere som guitarist er nærmest ikkeeksisterende, og hans frekventering af flamencobarer har givet ham portvinsnæse i en alt for ung alder. Og da Emilio endelig selv er blevet dygtig nok til at spille guitar og kommer med en omrejsende trup, viser det sig at foregå under elendige forhold, hvor musikerne selv skal betale for transporten og på det nærmeste er at regne for markedspladsgøglere, og hvor der nærmest ikke møder nogen tilskuere op til forestillingerne.
                     
Emilios forhold til flamencoen er tvetydigt, fordi han hader dens lusede afdankethed, samtidig med at han slutter sig til den for at undslippe alternativerne - mekanikerværkstedets monotone identitetsløshed. Flamencoen i Guitaristen er milevidt fra de drømme om stjernestatus, som popmusikken normalt tilbyder, og det er netop derfor, at musikkens rolle i romanen er spændende. Den er en drøm om flugt, men tilbyder selv et kummerligt alternativ.
 
Den musikalske indstilling til livet
I romanens begyndelse fremstår musikken som selve målet for Emilios drømme. Livet som guitarist er den identitet, han stræber efter at opnå. Men efterhånden som historien skrider frem, ændrer den karakter. I det øjeblik Emilio får indsigt i den ikke helt tilfredsstillende virkelighed, som flamencoen kan tilbyde ham, sker der en forandring i hans opfattelse af musikken. Den bliver mere abstrakt og forvandles efterhånden til en uklar drøm om at flytte til Paris og prøve lykken som guitarist. Netop denne drøm står som det uklare fremtidsperspektiv i romanens afslutning, da historiens centrale intrige - Emilios problematiske kærlighedsforhold til værkstedschefens kone, som han har undervist i guitarspil - kommer til sin afslutning. Musikken udgør ikke længere en fast identitet, som Emilio stræber efter, men er et uklart drømmeri, en diffus måde at tænke på, hvorigennem han forsøger at skabe sin identitet. Sagt anderledes: Den er ikke længere et mål i sig selv, men et middel til at opnå et mål, en identitet - som så i sidste ende viser sig at være en tilværelse som forfatter og ikke guitarist.
                     
Landeros brug af musikken er interessant, fordi den er tvetydig. Gennem romanen bliver Emilio i takt med sin indsigt i musikerlivets vilkår nærmest en art antiguitarist, samtidig med at han bestandig bruger musikken som en udvej fra sin ubehagelige tilværelse. Dermed peger Landero på noget, som måske er helt essentielt, når vi lytter til musik. Nærmere end at tilbyde en identitet, er den et værktøj til at finde ud af, hvad ordet identitet overhovedet dækker over. Det er netop denne søgen, som udgør kernen i den samtale, jeg har citeret indledningsvis. Musikken hænger sammen med en søgende indstilling til livet, som er usystematisk, og drømmende. Musik er ikke blot noget håndgribeligt, det indeholder også en følelsesmæssig side, som på en diffus måde tilbyder en drøm om en bedre tilværelse. Og som udgør en stor kraft - ikke mindst for unge mennesker.

Læs Jakob Ladegaards artikel Don Quijotes oldebarn - Fiktion og virkelighed i Luis Landeros 'Tankespind i moden alder'.  

0
Din bedømmelse: Ingen