Den engelske påvirkning

Oprettet: 01.11.2001 - 09:00

Af litteraturstuderende Marie Louise Büchert.

Om hvordan den moderne indiske litteratur afspejler en udpræget splittelse i samfundets selvopfattelse.

Indien var i flere hundrede år koloni i det engelske imperium, og i dag - 54 år efter landets uafhængighed - præger denne tid stadig det indiske samfund, dets selvopfattelse og kulturelle identitet. Jeg vil nedenfor skitsere baggrunden for denne identitetskrise og vise, hvordan den moderne indiske litteratur afspejler en udpræget splittelse i samfundets selvopfattelse.

Det engelske koloniherredømme
Da Vasco da Gama fandt søvejen til Indien (1497-99), skabte han en omsiggribende europæisk interesse for indiske specialiteter. Og fra begyndelsen af 1600-tallet førte den til grundlæggelse af en række handelskompagnier, bl.a. det engelske East India Company.

Med tiden lykkedes det dette kompagni at få eneret på handel over det meste af Indien og reelt at beherske store dele af landet - midt i 1800-tallet styrede kompagniet mere end 3/5 af det indiske område. 1857-58 førte et oprør blandt sepoyerne, indiske soldater i britisk tjeneste, imidlertid til East India Companys opløsning og den britiske regerings overtagelse af styret. Den engelske stat afsatte Indiens sidste mogulkejser og udråbte Victoria til kejserinde i 1877.

Allerede sidst i 1700-tallet gav en af East India Companys ledere, Charles Grant, udtryk for, hvordan det engelske sprog kunne være bevendt som kulturimperialistisk middel, som "vehicle for imparting Western ideas". I 1835 blev engelsk da også dekreteret officielt administrationssprog i Indien, og skole- og uddannelsessprog på alle områder fra kunst og litteratur til videnskab og teknologi.

Med andre ord erstattede skoler og universiteter (bl.a. i Bombay, Calcutta og Madras) af europæisk type virkningsfuldt landets oldgamle traditioner for arabisk og sanskrit. De reformer, englænderne omtalte som "Indiens politiske og kulturelle renæssance", var udgangspunktet for en stærk engelsk kulturdominans, der også indbefattede missioner, trykkerier, aviser, forlag og et voksende angloindisk borgerskab.

Det indiske samfund var fra starten splittet i spørgsmålet om, hvordan det skulle forholde sig til den britiske kolonimagt. På den ene side markerede venstrefløjen sig ved voksende opposition og nationalisme, mens højrefløjen på den anden side optrådte provestligt og støttede briternes herredømme.

Nationalkongressen forholdt sig loyalt, indtil britiske tropper i 1919 skød på en fredelig forsamling indere og dræbte og sårede flere hundrede. Denne begivenhed gødede modstandskampen og førte fra 1930 til de såkaldte ulydighedskampagner under Gandhis ledelse. Men først i 1947 opløstes kejserriget Indien i to selvstændige stater: det - overvejende - hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. Siden da har Indiens største udfordring indadtil været at reorganisere sine utallige delstater efter sproglige og nationale grænser.

Den traditionsbevidste litteratur
Briternes politiske, økonomiske og kulturelle herredømme, og indernes splittelse omkring det, har sat tydelige spor i landets litteratur. Utallige forfattere har givet deres bud på, hvordan forholdet mellem vestlige / moderne og oprindelige værdier skal erkendes. Og utallige værker udspænder sig rent formelt mellem Indiens årtusindlange litterære tradition - der griber tilbage til Vedaerne og Upanishaderne - og vestens roman; den realistiske arv.

Sprogligt set har det fra kolonitidens begyndelse været diskuteret, hvorvidt man skulle skrive på engelsk eller på et af Indiens op mod 1000 forskellige sprog, dialekter og underdialekter. Spørgsmålet i denne henseende handler om problemerne ved at skabe et stykke ægte indisk kultur ud fra et undertrykkende, men officielt, sprog.

Den nationalistiske venstrefløj argumenterede for nødvendigheden af at skrive på de indiske sprog. I 1936 vedtog en alindisk kongres med Gandhi som formand således et program for fremtidens indiske litteratur: Der skulle skrives på folkesprogene, så litteraturen blev massernes og ikke bare overklassens ejendom.

Det var dog ligeså vigtigt at oversætte værker mellem de forskellige sprog, så der kunne udvikles en bred indisk fællesskabsfølelse. Med dette program bygger både venstrefløj og kongres oven på holdninger, der længe havde været til stede i det indiske samfund. Mens 1700-tallet er fattigt i litterær forstand, byder 1800-tallet på flere betydelige digtere, der fortrinsvis skriver på hindustani eller bengali. Af hindustaniforfattere kan nævnes Ghalib (1796-1869), Anis (1802-72) og Premchand (1880-1936), hvis samfundskritiske roman Godan (1936) udkom på dansk i 1961.

Det er imidlertid forfatteren Rabindranath Tagore (1861-1941), der skrev på bengali, der har opnået størst anerkendelse udenfor Indien. Digtsamlingen 'Gitanjali' ('Sangofre') udkom i 1912 og blev i vesten fremhævet for sine enkle, følelsesmættede billeder, for sin raffinerede oversættelse af indisk mystik og visdom til en lys, human tro på livet.

Værket var afgørende for, at Tagore i 1913 modtog Nobelprisen, og at han - med den - var med til at give indisk kultur international gennemslagskraft. På den måde medvirkede den vestlige verden paradoksalt nok til at etablere Tagore som en central og betydningsfuld figur i Indiens kamp for selvstændighed, side om side med Gandhi.

Indisk litteratur på engelsk
Folkesprogslitteraturen er imidlertid ikke den eneste litterære strømning i Indien. Som nævnt var befolkningen splittet i holdningen til briterne, og derudover erkendes det til stadighed, at modsætningsforholdene mellem landets forskellige regioner og sproggrupper forhindrer enhed.

Det er således slået fejl at lade hindi erstatte engelsk som officielt sprog, ligesom forsøg på at skabe et fælles skriftsprog er faldet til jorden. Flere forfattere har derfor valgt at bruge det engelske sprog til at fortælle indiske historier. Sidst i 1800- og først i 1900-tallet opdagede mange desuden vestens formelle modeller for litteratur, og skabte realistiske romaner efter europæiske mønstre - særligt med udgangspunkt i Scott og Dickens, Balzac, Hugo og Dumas. Overordnet set karakteriserer dette den indo-engelske litteratur, der opstod under briternes herredømme.

Den første indiske roman på engelsk, Bankim Chandra Chatterjees 'Rajmohan's Wife', udkom i 1864, men mange hævder, at de tre forfattere Mulk Raj Anand (f. 1905), R.K. Narayan (f. 1906) og Raja Rao (f. 1909) er de vigtigste indenfor den indo-engelske tradition. Narayan - den betydeligste af de tre - er endda blevet beskrevet som "en moderne indisk Balzac".

Fælles for dem alle er, at de knytter vestlig formalisme og humanisme til indisk sensibilitet. Traditionen tæller imidlertid også væsentlige kvindelige forfattere, bl.a. Kamala Markandaya (f. 1924), der dels behandler sociale problemer, dels mødet mellem østlige og vestlige skikke og værdier, mellem tradition og modernitet. En anden central kvindelig skribent er Nayantara Sahgal (f. 1927), der har skrevet en bred vifte af romaner, selvbiografi, journalistik og politiske analyser.

Efter Indiens selvstændighed i 1947 er der desuden fremkommet en farverig vifte af commonwealth-litteratur. Den forkætrede forfatter Salman Rushdie samt den nyudklækkede Nobelprismodtager V.S. Naipaul er begge centrale skikkelser indenfor denne strømning.

Begge hævder, at engelsk er et indisk litterært sprog ligesom hindi, bengali, urdu, tamilsk, marathi m.fl. - at sproget er med til at tegne nutidige inderes identitet og kultur og derfor skal bruges. Om man er enig eller ej, er det efterhånden en almindelig kendt sandhed, at den internationale opblomstring af indisk litteratur startede, da Rushdie modtog Booker-prisen for romanen 'Midnatsbørn' i 1981.

Nutidens mangefacetterede litteratur
I dag er Indien den tredje verdens største bogproducent med 20-25.000 nye titler årligt, og - trods udbredt analfabetisme - har landet et potentielt læsepublikum på 300 mill. mennesker. Der kan derfor vanskeligt hævdes enighed om, hvad indisk litteratur er eller skal være. Litteraturen præges både af den gamle folkelige og religiøse digtning og af den vestlige verdens kultur. Ligesom kritikeren Viney Kirpal stadigt understreger, at den indiske roman er påvirket af i hvert fald den engelske romantradition og den indiske mundtlige fortælling.

Forskellene til den vestlige kultur synes på den måde mere hårfine end åbenlyse. Litteraturen repræsenterer en delt historie og - i dag - et fælles narrativt sprog i moderniteten. Ved at fange dens brede penselstrøg, litteraturens mange facetter og forskelligartede holdninger, vil man som læser kunne deltage i interaktionen mellem forskellige mentaliteter og blive beriget med forståelse og sympati.

0
Din bedømmelse: Ingen