Den der lyver skrevet af Birgitte Krejsager. Ph.d. i Nordisk litteratur.
En solrig augustdag byder Ida Jessen på hyldeblomstdrik i haven. Den der lyver er titlen på hendes tredje og netop udgivne roman og
den direkte anledning til denne portrætsamtale. Med intense øjne og smittende humør fortæller Ida Jessen veloplagt om Den der
lyver.
Hovedpersonen Christian køber sig ind i en lægepraksis i Nordjylland. Et roligt, trygt sted mener Christian, men han overhører og overdøver uhyggelige signaler, der vidner om, at der under den rolige hverdagsoverflade, løber et spor af sladder, seksuelle
fortrængninger, kriminalitet og uhyggelig fortid. Med det psykologisk gennemlyste portræt af Christian har Ida Jessen givet os en
vedkommende skildring af et menneske, der udelukkende forholder sig abstrakt til tilværelsen, og hvis idealer om egen godhed og
urørlighed aldrig har hold i virkeligheden.
Det er første gang Ida Jessen skriver med en mandlig hovedperson. Og romanen har været en udfordring at skrive. Hun er gennemført loyal over for Christian, men ved at lade en kvinde, Christians søster, fortælle historien er der åbnet for et kønspolitisk opgør, fortæller Ida Jessen med et muntert blink i øjet til den tilgivende søster, der skriver bogen til minde om sin bror og som i begyndelsen optræder meget diskret i romanen, men siden får skæbnesvanger indflydelse på hans liv.
Forskellen mellem søskende bliver åbenlys, når det gælder forholdet til deres fælles barndom. Søsteren vil gerne tale om barndommen, men Christian vil ikke huske. Kan ikke huske. Hvis man kan tage sit liv med sig, er det fordi, der er rum til det, men Christian har ikke den sjælskapacitet, der skal til. Kun en enkelt barndomserindring står stærkt for Christian - en taknemmelig oplevelse af at få prygl i skolegården og dermed for en kort stund føle sig som et menneske. Christian sætter sig for at lære at blive menneske, at lære at blive åben. Hans største mangel er, at han aldrig har kunnet føle. Han ved, at der er et eller andet han mangler, men ved ikke hvad det er. Men er det noget man bevidst kan lære? Snarere bliver han en specialist i upersonlige personligheder med en vending hentet fra en af Christians veninder.
Ida Jessen debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen Under Sten i 1989. Almindelige mennesker med rod i små samfund befolker Ida Jessens prosa, hvortil en storkøbenhavnsk massemorder aldrig vil finde vej. Alligevel er der tale om et had-kærlighedsforhold til de små samfund. Hun elsker dem fordi man kan følge årstidernes skiften og kan gå lige ud i naturen, men kender også til risikoen for at gå i stå i et isoleret samfund. I Den der lyver flytter Christian til Hvium. Hans livsprojekt er at være et uantasteligt menneske. Og hellere en stor fisk i en lille dam end en lille fisk i en stor dam. I virkeligheden har Christian måske kapacitet til noget større, men han opsøger det aldrig. Han kommer så tæt på, at hans dømmekraft begynder at svigte ham, og det kan ikke ske uden straf i et lille samfund.
I 1990, da uddannelsen som cand. mag. i litteraturhistorie og massekommunikation var i hus, bosatte Ida Jessen sig på en ø fire timers sejlads ud for Nordnorges kyst. I den ensomme natur søgte hun ro til at udvikle og udfolde skrivetalentet. Det barske nordnorske klima blev siden byttet til mere venlige omgivelser i en sydnorsk dal, indtil hun i 1995 vendte tilbage til Danmark og
bosatte sig på Sorøegnen, hvor hun nu trives i nærheden af de bøgelyse skove.
Oplevelsen af norsk litteratur og natur har sat sig tydelige spor i forfatterskabet. Nordmænd kan virkelig skrive stedet ind i deres handlinger, fortæller Ida Jessen. I hendes egen roman Vandpaladset (1998) er dalen hovedpersonen. Ida Jessen ville skrive om dalen og byen - og herudfra sprang personerne og historien om den unge kvinde Su, der sammen med sin dominerende mor driver en snusket grillbar. For Su bliver kærlighedsmødet med Boris også begyndelsen til et nyt liv med restaurant Vandpaladset.
Arbejdsmæssigt var årene i Norge hårde. I stedet for at skrive, gik tiden med undervisning, oversættelse af romaner samt arbejdet som konsulent og ekstern redaktør for det norske forlag Cappelen. På et tidspunkt overvejede hun, om hun skulle sikre sin indtægt ved at blive fast redaktør, men vidste samtidig at det ikke lod sig forene med at være forfatter. Et par arbejdslegater fra Statens Kunstfond blev i 1997 fulgt op med et 3-årigt arbejdslegat, der kom som en enorm foræring og for første gang satte Ida Jessen i stand til at koncentrere sig fuldt ud om at skrive.
For Ida Jessen er der ingen vej uden om at skrive hver dag. - At blive inspireret er noget man skal tvinge sig selv til, siger hun, og fortæller, hvordan hun om morgenen står uden for et rum af inspiration. Inspiration er et sted, man selv må opsøge, selv gå ind i. Hun kan være bange hver morgen, om det nu vil lykkes at træde over tærsklen. Men det er samtidig med en viden om, at om en time vil hun være inde i det rum, og der er ingen steder hun hellere vil være.
- Det kræver dyb koncentration at skildre tingenes forhold til virkeligheden, mener Ida Jessen. Hendes bøger bærer præg af tætte sansninger. - Sansninger tager tid, de udvider tiden og sætter den i stå. Skaber rum. Og det er det jeg vil, fortæller hun.- I mange år har jeg haft den poetik, at lave et rum, skrive en verden så stærkt frem, at læseren glemmer tiden.
At det også er lykkedes, er strømmen af positive anmeldelser, som er fulgt i forfatterens kølvand, vidne om. Da den forrige roman, Sommertid, udkom i 1999, skrev en anmelder: "Sommertid er en duftessens, der åbner sanser og iværksætter tankerne, og den formår at vække det forgangne til live".
- Jeg holder så meget af at skrive, fortæller Ida Jessen. - Når man er dybt koncentreret, er man sat uden for tiden. Det er en intravenøs oplevelse af at være sat uden for tiden. Jeg skriver for at opleve den koncentration, som kun indfinder sig, når jeg er tilfreds. Det er samtidig forklaringen på, hvorfor arbejdet med en roman eller novellesamling ikke kan forenes med mindre og udadvendte skriveopgaver som klummer eller anmeldelser.
Ida Jessens form er novellen og romanen. - Prosaen er vidunderlig, fordi den er så vid, man kan gøre så mange ting med den. Den er slet ikke komprimeret, og når man er nødt til at skrive verden frem, er prosaen bedst til at ramme stedets ånd.
Med sine bøger skriver Ida Jessen sig ind i en nordisk fortælletradition, hvor naturen er scene og resonansbund for psykologiske menneskeskildringer. Blandt yndlingsbøgerne står da også de nordiske klassikere stærkt: Selma Lagerlöf, Knut Hamsun, Kerstin Ekman og Göran Tunström.
Ida Jessen hører ikke til de forfattere, der har et klart billede af læseren de skriver til. I stedet tænker hun på sin læser ved at ville give læseren nogle personer, der ikke er styret af hende.- Måske har jeg forestillinger om bogen, som viser sig ikke var rigtige, når jeg er færdig med bogen. Undervejs er jeg meget omhyggelig med at skjule mig selv. Læseren skal selv være til stede og kunne danne sig et indtryk af personerne.
Til gengæld møder Ida Jessen gerne sine læsere ved oplæsninger rundt om i landet. Hidtil har især den trofaste læserskare fundet vej til forfattermøderne, men stadig flere læsere får øjnene op for de langtidsholdbare kvaliteter i Ida Jessens forfatterskab.
Sikre psykologisk indfølte portrætter kendetegner Ida Jessens tidligere romaner og noveller. I Den der lyver er stilen blevet mere handlingsorienteret, og foruden de thrilleragtige elementer rummer romanen også et større persongalleri. Ida Jessen bekræfter, at Den der lyver er begyndelse til noget nyt. Det var et spring at lave den. I et halvt år har hun ikke rørt en blyant, men nu er hun klar til et nyt og helt anderledes spring. Måske bliver det nogle helt andre typer bøger, der skal skrives ved det netop samlede hvide arbejdsbord foran vinduet med udsigt til løvgrønt rum og sommerblå himmel.
Relaterede links:
Ida Jessen på Forfatternet
Læs anmeldelse i Politiken
BogWeb - 15. august 2001
Artikel
Den der lyver
Den der lyver skrevet af Birgitte Krejsager. Ph.d. i Nordisk litteratur.
En solrig augustdag byder Ida Jessen på hyldeblomstdrik i haven. Den der lyver er titlen på hendes tredje og netop udgivne roman og
den direkte anledning til denne portrætsamtale. Med intense øjne og smittende humør fortæller Ida Jessen veloplagt om Den der
lyver.
Hovedpersonen Christian køber sig ind i en lægepraksis i Nordjylland. Et roligt, trygt sted mener Christian, men han overhører og overdøver uhyggelige signaler, der vidner om, at der under den rolige hverdagsoverflade, løber et spor af sladder, seksuelle
fortrængninger, kriminalitet og uhyggelig fortid. Med det psykologisk gennemlyste portræt af Christian har Ida Jessen givet os en
vedkommende skildring af et menneske, der udelukkende forholder sig abstrakt til tilværelsen, og hvis idealer om egen godhed og
urørlighed aldrig har hold i virkeligheden.
Det er første gang Ida Jessen skriver med en mandlig hovedperson. Og romanen har været en udfordring at skrive. Hun er gennemført loyal over for Christian, men ved at lade en kvinde, Christians søster, fortælle historien er der åbnet for et kønspolitisk opgør, fortæller Ida Jessen med et muntert blink i øjet til den tilgivende søster, der skriver bogen til minde om sin bror og som i begyndelsen optræder meget diskret i romanen, men siden får skæbnesvanger indflydelse på hans liv.
Forskellen mellem søskende bliver åbenlys, når det gælder forholdet til deres fælles barndom. Søsteren vil gerne tale om barndommen, men Christian vil ikke huske. Kan ikke huske. Hvis man kan tage sit liv med sig, er det fordi, der er rum til det, men Christian har ikke den sjælskapacitet, der skal til. Kun en enkelt barndomserindring står stærkt for Christian - en taknemmelig oplevelse af at få prygl i skolegården og dermed for en kort stund føle sig som et menneske. Christian sætter sig for at lære at blive menneske, at lære at blive åben. Hans største mangel er, at han aldrig har kunnet føle. Han ved, at der er et eller andet han mangler, men ved ikke hvad det er. Men er det noget man bevidst kan lære? Snarere bliver han en specialist i upersonlige personligheder med en vending hentet fra en af Christians veninder.
Ida Jessen debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen Under Sten i 1989. Almindelige mennesker med rod i små samfund befolker Ida Jessens prosa, hvortil en storkøbenhavnsk massemorder aldrig vil finde vej. Alligevel er der tale om et had-kærlighedsforhold til de små samfund. Hun elsker dem fordi man kan følge årstidernes skiften og kan gå lige ud i naturen, men kender også til risikoen for at gå i stå i et isoleret samfund. I Den der lyver flytter Christian til Hvium. Hans livsprojekt er at være et uantasteligt menneske. Og hellere en stor fisk i en lille dam end en lille fisk i en stor dam. I virkeligheden har Christian måske kapacitet til noget større, men han opsøger det aldrig. Han kommer så tæt på, at hans dømmekraft begynder at svigte ham, og det kan ikke ske uden straf i et lille samfund.
I 1990, da uddannelsen som cand. mag. i litteraturhistorie og massekommunikation var i hus, bosatte Ida Jessen sig på en ø fire timers sejlads ud for Nordnorges kyst. I den ensomme natur søgte hun ro til at udvikle og udfolde skrivetalentet. Det barske nordnorske klima blev siden byttet til mere venlige omgivelser i en sydnorsk dal, indtil hun i 1995 vendte tilbage til Danmark og
bosatte sig på Sorøegnen, hvor hun nu trives i nærheden af de bøgelyse skove.
Oplevelsen af norsk litteratur og natur har sat sig tydelige spor i forfatterskabet. Nordmænd kan virkelig skrive stedet ind i deres handlinger, fortæller Ida Jessen. I hendes egen roman Vandpaladset (1998) er dalen hovedpersonen. Ida Jessen ville skrive om dalen og byen - og herudfra sprang personerne og historien om den unge kvinde Su, der sammen med sin dominerende mor driver en snusket grillbar. For Su bliver kærlighedsmødet med Boris også begyndelsen til et nyt liv med restaurant Vandpaladset.
Arbejdsmæssigt var årene i Norge hårde. I stedet for at skrive, gik tiden med undervisning, oversættelse af romaner samt arbejdet som konsulent og ekstern redaktør for det norske forlag Cappelen. På et tidspunkt overvejede hun, om hun skulle sikre sin indtægt ved at blive fast redaktør, men vidste samtidig at det ikke lod sig forene med at være forfatter. Et par arbejdslegater fra Statens Kunstfond blev i 1997 fulgt op med et 3-årigt arbejdslegat, der kom som en enorm foræring og for første gang satte Ida Jessen i stand til at koncentrere sig fuldt ud om at skrive.
For Ida Jessen er der ingen vej uden om at skrive hver dag. - At blive inspireret er noget man skal tvinge sig selv til, siger hun, og fortæller, hvordan hun om morgenen står uden for et rum af inspiration. Inspiration er et sted, man selv må opsøge, selv gå ind i. Hun kan være bange hver morgen, om det nu vil lykkes at træde over tærsklen. Men det er samtidig med en viden om, at om en time vil hun være inde i det rum, og der er ingen steder hun hellere vil være.
- Det kræver dyb koncentration at skildre tingenes forhold til virkeligheden, mener Ida Jessen. Hendes bøger bærer præg af tætte sansninger. - Sansninger tager tid, de udvider tiden og sætter den i stå. Skaber rum. Og det er det jeg vil, fortæller hun.- I mange år har jeg haft den poetik, at lave et rum, skrive en verden så stærkt frem, at læseren glemmer tiden.
At det også er lykkedes, er strømmen af positive anmeldelser, som er fulgt i forfatterens kølvand, vidne om. Da den forrige roman, Sommertid, udkom i 1999, skrev en anmelder: "Sommertid er en duftessens, der åbner sanser og iværksætter tankerne, og den formår at vække det forgangne til live".
- Jeg holder så meget af at skrive, fortæller Ida Jessen. - Når man er dybt koncentreret, er man sat uden for tiden. Det er en intravenøs oplevelse af at være sat uden for tiden. Jeg skriver for at opleve den koncentration, som kun indfinder sig, når jeg er tilfreds. Det er samtidig forklaringen på, hvorfor arbejdet med en roman eller novellesamling ikke kan forenes med mindre og udadvendte skriveopgaver som klummer eller anmeldelser.
Ida Jessens form er novellen og romanen. - Prosaen er vidunderlig, fordi den er så vid, man kan gøre så mange ting med den. Den er slet ikke komprimeret, og når man er nødt til at skrive verden frem, er prosaen bedst til at ramme stedets ånd.
Med sine bøger skriver Ida Jessen sig ind i en nordisk fortælletradition, hvor naturen er scene og resonansbund for psykologiske menneskeskildringer. Blandt yndlingsbøgerne står da også de nordiske klassikere stærkt: Selma Lagerlöf, Knut Hamsun, Kerstin Ekman og Göran Tunström.
Ida Jessen hører ikke til de forfattere, der har et klart billede af læseren de skriver til. I stedet tænker hun på sin læser ved at ville give læseren nogle personer, der ikke er styret af hende.- Måske har jeg forestillinger om bogen, som viser sig ikke var rigtige, når jeg er færdig med bogen. Undervejs er jeg meget omhyggelig med at skjule mig selv. Læseren skal selv være til stede og kunne danne sig et indtryk af personerne.
Til gengæld møder Ida Jessen gerne sine læsere ved oplæsninger rundt om i landet. Hidtil har især den trofaste læserskare fundet vej til forfattermøderne, men stadig flere læsere får øjnene op for de langtidsholdbare kvaliteter i Ida Jessens forfatterskab.
Sikre psykologisk indfølte portrætter kendetegner Ida Jessens tidligere romaner og noveller. I Den der lyver er stilen blevet mere handlingsorienteret, og foruden de thrilleragtige elementer rummer romanen også et større persongalleri. Ida Jessen bekræfter, at Den der lyver er begyndelse til noget nyt. Det var et spring at lave den. I et halvt år har hun ikke rørt en blyant, men nu er hun klar til et nyt og helt anderledes spring. Måske bliver det nogle helt andre typer bøger, der skal skrives ved det netop samlede hvide arbejdsbord foran vinduet med udsigt til løvgrønt rum og sommerblå himmel.
Relaterede links:
Ida Jessen på Forfatternet
Læs anmeldelse i Politiken
BogWeb - 15. august 2001
Kommentarer