Den der blinker

Oprettet: 27.10.2008 - 19:06

Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker

Knud Romer : Den som blinker er bange for døden. Athene, 2006
 
Darwin
…blæsten slog ind fra Østersøen og fejede hen over de flade marker.
 
Denne nogenlunde nøgterne stedbeskrivelse følges op af et fabulerende billede af Nykøbing Falster, som trøstesløs flække, hvor juletræet ligner en selvmorder, dér på toppen af Nykøbing Sukkerfabrik’s skorsten.
Også mere positive beskrivelser fra kystområder bidrager til en fornemmelse af, at erindringsromanen foregår et rigtigt sted og at klimaet er oplevet, gennemlevet.
Romanen har også et andet sted; sommerferielandet et sted i det centrale Tyskland. Her er den unge Knud på Naturhistorisk Museum for at se Tyrannosaurusen og Brachiopoden – en udbredt, latent lyst til at lære naturen at kende. En lyst, som i bogens univers bliver undertrykt af miljøet på Falster, af øens hverken-eller klima: det sneede ikke og solen skinnede ikke, det regnede bare…
Alligevel, og som allerede nævnt, så er der passager undervejs, hvor stedet, naturen, Falster står i et andet lys. Næsten magisk.  
  
Freud
…og børn var nærmere naturen og som hunde, der skulle afrettes…
 
Som en tråd igennem bogen et had-kærlighedsforhold til den tyske kultur. Den opleves som rigere – bl.a. symboliseret ved de prægtige botaniske haver i Oberfranken, kastanjetræer og schäferhunde – men også uvirkeligt streng, militaristisk og, som antydet i ovenstående pædagogiske holdning tilhørende Papa Schneider (morfar), ærke-patriarkalsk.
 
Det borgerligt-patriarkalske natursyn changerer mellem smuk&romantisk og vild&farlig. Naturen bliver derfor ofte simpelthen brugt symbolsk til at indikere fare, noget som skal bringes under kontrol. Er den under kontrol – faderens – så kan dens vilde egenskaber igen beundres. Fortællingen får energi fra dette changerende natursyn. Det er nemlig dynamisk og på sin vis dobbeltmoralsk, hvilket Freud jo havde øje for. 
 
Disney
…og [vandet] tog landet tilbage til Østersøen.
 
Østersøen besjælet. Men den lokale befolkning forstår det ikke. Forstår ikke den erindrende drengs magiske univers, som med bogens voksne stemme slet og ret bliver til et Atlantis. Og denne mangel på forståelse skaber fortællerens konfliktfyldte forhold til sin opvækst, barndomsbyen, familien og sig selv. Immervæk: Østersøen er besjælet.
 
Waste land
Du går lige igennem, og det eneste spor, som byen efterlader, sidder i tøjet og lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren.
 
Med denne smagsprøve placeret på bogens bagside er der skabt en klar forventning om Nykøbing Falster som et waste land.  Et fysisk og psykisk umuligt sted for hovedrolleindehaveren. Et sted som hurtigt, alt for hurtigt, har kastet sig ind i industrialiseringen og nu er ved at drukne i sit affald og rågernes skrig er byens eneste, hæslige poesi. I denne rågekrog og andegård må hovedrolleindehaveren vokse op og en forventning om en svane-forvandling opbygges.

Måske indfries den også med lidt god vilje, ligesom stilen nogenlunde holdes: Nykøbing er, om ikke et hul i jorden, så et sted under havets overflade (jo, levende overdrivelsessans er der hele vejen igennem) og som sådan et unaturligt sted at bo. Industrialismen tilføjer et skær af ødelæggelse. Men drengen finder altså sine refugier: vandhuller ved diget, stranden, oplæsningen af tysk poesi og senere udenlandske radiostationer.
 
Romanen har en ganske udbredt klimatologisk forklaring på den danske kultur: grå og trist og hverken-eller, men ender alligevel ikke i et ensidigt angreb, fordi de nogle af de allermest forgyldte minder i en trods alt magisk barndom er fra naturen. Fra derude.
 
Den blandede følelse for det danske klima, som vi finder i ’Du danske sommer’?

0
Din bedømmelse: Ingen