Den autoritetssky efterkrigsklovn. Heinrich Bölls En klovns opgør

Oprettet: 01.06.2007 - 08:06

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Den tyske forfatter og nobelpristager Heinrich Böll (1917-85) var en autoritetskritisk intellektuel af en kaliber, som vi næppe længere kender i dag. Faktisk var hele hans liv præget af et problematisk forhold til autoriteter. Først kom han under sin opvækst i Køln i 1930'erne i problemer, fordi han nægtede at melde sig ind i Hitler Jugend.

Senere blev han trods sin modvilje mod nazisterne sendt til fronten i bl.a. Frankrig og Sovjetunionen, hvor han blev såret i flere omgange og mistede alle sine tæer på grund af forfrysninger. Ved krigens afslutning i 1945 røg han i kløerne på en anden autoritet, nemlig den amerikanske invasionsstyrke, der sendte ham til en krigsfangelejr. 

Senere under den kolde krig blev Böll voldsomt populær i Østeuropa, fordi hans romaner blev læst som skarpslebne kritikker af kapitalismen – hans forhold til det afnazificerede Vesttyskland var med andre ord langt fra afklaret. Men på den anden side sympatiserede han heller ikke med Østblokken, hvilket blev tydeligt, da han tog sig af den sovjetiske forfatter Alexandr Solsjenitsyn, som blev smidt ud af Sovjetunionen i 1974, fordi KGB havde fundet en del af manuskriptet til hans bog Gulag øhavet, hvor han tegner et hårdkogt portræt af de rædselsfulde forhold i Stalins arbejdslejre.

Klovn fra www.cupageant.comBöll havde med andre ord et bundråddent forhold til autoriteter af enhver art, og det smittede af på hans romaner. I Bölls romaner har autoriteterne som regel et totalitært ansigt. Og prototypen på en autoritetssky figur er den slidte, sure klovn Hans Schnier, som er hovedperson i Bölls intense roman En klovns opgør fra 1963.

Man kan måske sige, at klovner generelt er præget af en dobbelthed: På den ene side er de outsidere, fordi de er alt for latterlige til rigtig at kunne høre til noget sted. Men på den anden side har de samtidig en melankolsk og sørgmodig kant, som forhindrer dem i at være rene fjollehoveder, og som gør deres outsiderstatus ret uattraktiv og kummerlig. Hans Schnier er gennemgående karakteriseret ved denne dobbelthed. Han er for pjattet og kontrær til at kunne acceptere autoriteter, men samtidig for hævngerrig, drukfældig og selvretfærdig til rigtig at kunne finde ud af at klare sig på egen hånd.

//craft.nunodoll.comEn klovn krydser sit spor
Ved romanens begyndelse befinder Schnier sig i en presset situation. Han har i sin tid skuffet sin familie og sine katolske venner i hjembyen Bonn. For det første fordi han har uddannet sig til klovn og rejser rundt og optræder på må og få i stedet for at lave noget seriøst, for det andet fordi han har forført den unge kvinde Marie og taget hende med sig rundt, men nægtet at gifte sig med hende.
 
For nylig er situationen gået helt i hårknude, fordi Marie har fået nok af det ukristelige nomadeliv og er rejst hjem til Bonn for at gifte sig med den katolske dengse Züpfner. Det har kastet Schnier ud i en krise, og han har udviklet sig til en regulær drukkenbolt i en sådan grad, at det efterhånden er blevet umuligt for ham at komme til at optræde – en klovn skal være sørgelig, men hvis han samtidig er plakatfuld, bliver det alligevel for meget af det gode.

De uheldige omstændigheder tvinger Schnier til at rejse hjem til Bonn, hvor han én efter én kontakter sine venner og familiemedlemmer. På den ene side for at svine dem til for deres forsyndelser som nazister eller nazisympatisører under krigen; på den anden side for at blive sat i kontakt med Marie og forsøge at nasse penge nok til at kunne holde sig på højkant, indtil han bliver sober nok til at optræde igen.

Romanen udvikler sig i takt med Schniers telefonopkald, og man får i tilbageblik fortalt historien om, hvordan hans forældre (især moren) og katolske venner er en flok hyklere, der helligede sig nazismen under krigen, men har vendt på en tallerken og er blevet fromme som lam i kølvandet på nederlaget. Böll har et suverænt blik for at udstille borgerligt hykleri, når det er værst, og det er virkelig nervepirrende læsning.

Klovn fra www.geshenkboutique.comMen det som gør romanen i særklasse medrivende er, at Böll samtidig portrætterer sin helt som lidt af en lurvet type. Man får mere end antydet, at Marie nok ikke kun har forladt Schnier til fordel for den katolske Züpfner pga. en pludselig religiøs vækkelse, men at hun har haft en hård tid som ledsager til den drukfældige og vrisne klovn.
 
Desuden virker Schniers bestandige forsøg på at klare tilværelsen på en blanding af nasseri og nedladenhed over for alle andre ret urimelige. Han er ikke decideret ond, men bestemt heller intet dydsmønster. Han er en mellemting. Med andre ord: Han er en klovn, og det er denne klovnagtige mellemfigur, der gør romanen til højspændt læsning.

Til kamp mod katolikkerne ... og mod ateisterne ... og mod alle andre!
Bölls klovn unddrager sig autoriteter. Det fremgår af en karakteristisk dialog mellem Schnier og hans gamle ven, katolikken Kinkel, som han har ringet til for at score penge:

                      ”Katolikker gør mig nervøs,” sagde jeg, ”fordi de ikke er fair.”
                      ”Og protestanterne?” spurgte han leende.
                      ”Deres samvittighedsfumleri bliver jeg syg af.”
                      ”Og ateisterne?” Han lo stadig.
                      ”De keder mig, fordi de altid kun taler om Gud.”
                      ”Og hvad er De egentlig selv?”
                      ”Jeg er en klovn,” sagde jeg.

Klovnen Schnier er ikke kun modstander af de katolikker, som i Bölls roman i vid udstrækning er tidligere fascister, der har ændret grøft på en eftermiddag. Han hader også katolikkernes modsætninger, protestanter og ateister. Han søger efter noget menneskeligt hinsides enhver gruppering, og hans klovneri er en måde at statuere sig som outsider på.

Klovn fra www.uwlax.eduMen Schniers klovneagtige outsiderposition giver Bölls roman et tragisk skær. Böll talte selv om et gennemgående motiv i sit forfatterskab, som kan kaldte ”lammets og bøffelens sakramente.” Bøffelen er repræsentant for en hårdkogt tillid til autoriteter, som især er fremherskende hos nazisterne. Lammet står derimod for en personlig kristen holdning, som er mindre autoritær – Böll havde selv et nært forhold til katolocismen hele livet.

Den grundlæggende kamp i forfatterskabet ligger altså mellem autoritetstro og personlig modstand. I forlængelse af det kan man sige, at Hans Schnier i En klovns opgør er et prototypisk lam, der modsætter sig autoriteterne ved at påkalde sig en slags personlig, afdæmpet kristelighed. Men hans modstand mod bøffelvældet har en løjerlig udformning, fordi han er havnet i den uheldige situation, at hans bøffel-modstandere er katolikkerne, som ellers netop kunne forventes at være på lammets side.
 
Hans venner har vist sig at være hans værste fjender, og derfor er Schnier en særlig radikal modstander af autoriteter: Han er ikke kun skeptisk over for autoriteterne i form af den tyske offentlighed, men endda hårdnakket modstander af den instans, der normalt kunne forventes netop at være basis for autoritetsskepsis.

Det er denne hådnakkede modvilje, der kendetegner Schniers outsiderposition som en fjollet, men samtidig sørgelig klovn. Han er en pjattet udstiller af menneskeligt hykleri. Men uheldigt nok er hykleriet i efterkrigstidens Tyskland, hvor gårsdagens partikammerater pludselig er blevet demokratiske frontløbere, så omfattende, at hans arbejde nødvendigvis må gøre ham til en ensom person.

0
Din bedømmelse: Ingen